Krebsegilde og drop-in-bryllup forenes på festival i Malmø

Et af Malmøfestivalens helt store tilløbsstykker er krebsegildet. Det finder sted på åbningsaftenen, hvor flere tusinder mennesker sidder og guffer krebs på Stortorget, der ligger centralt i Malmö.

Årets Malmøfestival handler om krebs og musik. Sct. Petri Kirke er et af af de steder, festivalen har indtaget. Her kan man smutte forbi og blive viet, hvis man får lyst

I år kan det, der betegner sig selv som Nordens største fest, fejre 30 års jubilæum, nemlig Malmøfestivalen, der løber af stablen fra på fredag den 14. august og frem til den 21. august.

Sidste år tiltrak festivalen mere end 1,4 millioner gæster, der alle drog til Malmø for at høre musik, gå mellem boderne og være en del af denne officielle version af en klassisk svensk august-fest med glade mennesker, lysende lamper i træerne og ikke mindst lækre krebs på tallerkenerne. 

Det sidste er et af Malmøfestivalens helt store tilløbsstykker. Det finder sted på åbningsaftenen, hvor flere tusinder mennesker sidder og guffer krebs på Stortorget, der ligger centralt i Malmö.

Presseansvarlig for Malmøfestivalen Johan Fridh siger:

”Ja, det er kun den første aften, at vi spiser krebs – og man skal huske selv at medbringe såvel krebs som drikkevarer til denne traditionsrige fællesspisning, som også danskerne deltager ivrigt i. Danskerne er også – udover svenskerne selvfølgelig – den største gruppe af gæster, der i de otte dage, festivalen varer, hygger sig med at høre musik og deltage i det væld af aktiviteter, som der tilbydes alle aldersgrupper – og som alle er helt gratis.”

Nogle af de aktiviteter foregår i Sct. Petri Kyrkan, som ligger tæt ved Stortorget, og som i øvrigt blev bygget af danskerne, dengang Skåne var dansk. Her er der både kunst, musik og meget andet. 

Mest spektakulært er muligheden for at blive gift i Sct. Petri Kyrkan onsdag den 19. august ved et såkaldt drop-in-bryllup fra kl. 13 til 16. Kirken stiller både bryllupskage og fotograf til rådighed.

Præster ved Sct. Petri Kyrkan Jan Jorde og Sara Nässelqvist siger:

”Vi havde også drop-in-bryllup sidste år, hvor der kom hele seks brudepar. Hvor mange der kommer i år, ved vi selvsagt ikke. Men i år har vi udvidet således, at der også var drop-in-bryllup ved Regnbågsfestivalen (HBTQ) først i august.”

Rent praktisk foregår et drop-in-bryllup i Malmø sådan her: Man sørger for, at den ene af parterne er medlemmer af Den Svenska Kyrkan – og at man har en gyldig prøvelsesattest (som viser, at parret opfylder kravene for at blive viet). Derpå taler man med en præst og en musiker om indgangsmusik og en salme – og kort derefter går vielsen i gang.

Efter det store ja foran alteret bliver brudeparret fotograferet, og der skåles i alkoholfrie bobler. Forløbet er altså stort set som ved alle andre vielser, bortset fra at det hele går meget hurtigere – og at der kan være lidt ventetid, hvis der er et andet bryllup i gang. 

”Men vi er to præster på arbejde, så den ene kan sagtens have en vielsessamtale, mens den anden er i gang med en vielse,” oplyser Jan Jorde.

”Ja, jeg håber, at der kommer mindst ligeså mange som sidste år, og at fejringen af kærligheden og ja´et kommer til at ske i en ligeså kærlighedsfuld og fantastisk stemning, som der var sidste år,” supplerer Sara Nässelqvist til slut.