At lytte med store ører

Ved at lytte giver vi plads til vores medmennesker - og til Gud, fortæller åndelig vejleder og tidligere sognepræst Jette Dahl

Maria Hjerte Abbedi hedder cistercienserindesøstrenes kloster. Det indgår i et stort bygningskompleks med den nye Klosterkirke og Sostrup Slot, nær Grenå. Her leder jeg et par gange om året en retræte. Vi bor på selve slottet og kan frit bruge stedets faciliteter.

Den første aften kommer der en søster for at fortælle om klostrets hverdagsliv, og med stor åbenhed inviteres vi til at stille spørgsmål. Og vi får svar.

Der lyttes på et kloster.
Da jeg var der i foråret, kom der en af de mange unge søstre. Hun gjorde et uudsletteligt indtryk på os. Ud over en dejlig uhøjtidelighed og glæde, der ofte præger søstrene, lagde denne kvinde ikke skjul på, hvad afkald der var forbundet med et klosterliv. Samtidig udstrålede hun en åndelig rigdom og fred, mange længes efter i dag.

Den første tid, hun var i klostret, blev hun så træt, for jeg fik så store ører, som hun smilende sagde. Hun uddybede det ved at fortælle, at deres hverdagsliv grundlæggende gik ud på at kunne lytte til Gud og til ens medsøstre. Hermed flyttes fokus væk fra én selv. Det var i starten forfærdeligt anstrengende, for det er vi jo ikke vant til, var hendes kommentar.

At indstille sig på at åbne for det indre øre og blive en opmærksom lytter både overfor Gud og ens medmennesker, kræver øvelse og disciplin.

Klostrets daglige tidebønner og faste regler skaber en ramme for stilheden og en grobund for lydhørheden. Bøn og praktisk arbejde er dagens program, men det foregår mest i tavshed - bortset fra en time om aftenen, hvor der er frit samvær og samtale mellem søstrene. Det er alt sammen en daglig øvelse i at lytte opmærksomt. Så du får efterhånden store øre! Som søsteren gentog flere gange og lo hjerteligt.

At lytte opad, indad og udad
Det er jo den omvendte verden af det, vi oplever. Det, der trætter os, er al den snak og kommunikation. Både på arbejdspladser og i vore aftale- og samtalefamilier. Vel er det vigtigt at kunne tale sammen og få sat ord på mange ting, men hvor bliver stilhedens velsignelse af? Hvor bliver refleksionen af? Og allermest: de store øre det at kunne virkelig lytte, opad, indad og udad?

Vi får rum til det på en retræte. Langt de fleste retræter er en vekselvirkning mellem tidebønner og stilhed. Det er ikke et socialt samvær, men et åndeligt fællesskab, en retræte inviterer til. Det er et ånde-rum i verden. En weekend i stilhedens åbnende miljø.

De, der deltager første gang, er ofte skeptiske overfor det at kunne tie stille for at lytte, men ved retrætens afslutning gives der på utallige måder udtryk for værdien af denne ramme. Kun sådan kan jeg høre, hvad Gud vil sige til mig. Hvis jeg selv taler hele tiden, kan han jo ikke komme til!, som én udtrykte det. Det er sådan, det er.

Længselen efter, at nogen lytter
Det er et grundlæggende behov i mennesket at blive set, hørt og forstået, som psykologerne med rette påpeger. Det er psykologens, terapeutens, lægens og præstens fornemmeste opgave. Ja, det er i virkeligheden ethvert menneskes opgave i mødet med et andet menneske.

Men det er vi ikke øvede i. Hvor tit sker det ikke, når én fortæller om en oplevelse eller en hændelse, at vi bryder ind og siger: det kender jeg godt og osv... Så er opmærksomhed flyttet fra at være lyttende til selv at være den talende og dermed også i centrum. Vi er så gode til at afbryde i stedet for at lytte.

Prøv dig selv af
Hermed opfordres du til at prøve dig selv af en uges tid. Læg mærke til, hvor du befinder dig i mødet med et andet menneske, om det er ude eller hjemme. Er du en opmærksom lytter, der er nærværende og ikke afbryder? Eller erfarer du, hvor svært det er at være den lyttende?

Øv dig i at lytte. Find balancen mellem helt at lade dig opsluge af den talende og så at være nærværende, mens mødet finder sted. Mærk efter, hvordan du har det med at flytte fokus fra dig selv og til den anden, uden at du bliver passiv. Tværtimod. Det kræver noget af dig at lytte aktivt og give din opmærksomhed til en anden.

Jesus minder gang på gang om, at det er ved at give, at man får.

Gud lytter til dig
For at blive en god lytter og få store øre, kræver det, at vi modtager livsenergi og kraft et andet sted fra end udelukkende fra os selv. Ellers brænder vi simpelthen både ud og ned.

Stedet, vi kan hente nye kræfter fra, er Gud. Her er bønnen selve kraft-kanalen, der åbner til Gud. Livskilden. Der er ikke nogen forkert måde at bede til Gud på. At have ham som sin sjæleven og tale med ham og til ham med ord er bønnens væsen.

Men med tiden kan der ske det, at vi erfarer en afmatning i den tilgang til Gud. De mange ord sidder fast i halsen og bliver nemt tomme. Behovet for færre ord vågner og dermed mere lytten og stilhed. Men ingen skal tro, at det så er en sovepude. Langt fra.

Det kræver hele din opmærksomhed at være lyttende, og det er her Gud svarer dig. For det er sandt, at hvis du selv er på hele tiden, får han ingen mulighed for at finde ind til dig. Du spærrer selv vejen. Som en åndelig vejleder sagde: Gør dit ord til tavshed, så bliver Guds tavshed til ord.

Det er muligt at få sin sjæl rodfæstet i en dyb indre tavshed og lydhørhed. Det gør, at intet kan forstyrre dette menneske. Det bliver et kontemplativt nærvær med Gud og omverdenen. En hvilen i Gud. Det er målet indenfor klostrets mure, men det er også muligt udenfor.

Da sker det, at selv når du taler, eller andre laver alverdens larm rundt omkring dig, så forbliver din sjæl stille og lyttende. Hvilken frihed! Du kan tale, tie, græde eller le - intet rykker din stille fred, hvor Gud åbenbarer sig for dig i ren væren og ånd.

Gennem stilhed og fortrøstning skal din styrke være!
(Esajas 30,15)

De, der håber på Herren, får nye kræfter.
De får vinger som ørne.
De løber uden at blive trætte.
De vandrer uden at udmattes.
(Esajas 40,31)