Religion er menneskets alternativ til magt

Martyrerne var frie, fordi man ikke kunne få dem til noget, de ikke ville. Læs vinderindlægget i sommerens skrivekonkurrence "Mit religiøse forbillede"

Goethe har skrevet et digt:

Volk und Knecht und Überwinder,

Sie gestehn zu jeder Zeit:

Höchstes Glück der Erdenkinder

Sei nur die Persönlichkeit.

Jedes Leben sei zu führen,

Wenn man sich nicht selbst vermißt;

Alles könne man verlieren,

Wenn man bliebe, was man ist.

Det er egentlig, hvad jeg forstår ved religion. Og derfor tænker jeg på oldkirkens martyrer, hvis jeg skal nævne mit religiøse forbillede. Selvom næsten ingen tænker på dem i dag, så skabte de jo faktisk personbegrebet opfattelsen af, at hvert menneske har absolut værd, blot fordi det er menneske at slave, kvinde, forbryder, tosse, alle dem, der blev brugt som ting eller dræbt uden dom før den tid, hver har en evig betydning. Augustin skrev nogle århundreder senere om en ven, der var død fra ham: Jeg elskede ham, som om han var udødelig. Det er vel næsten en definition på kærlighed på det at elske: Det er at se den elskede som uendelig betydningsfuld, som uophørlig. Og uerstattelig.

Sådan tænkte man ikke før den bølge af nye idéer om menneskets muligheder, der væltede ind over romerriget i det første århundrede. For en antik romer var en slave blot et instrumentum vocale, et talende redskab. Man kunne købe, mishandle og dræbe andre mennesker uden straf. Det var heriblandt almindeligt at købe kvinder samt børn af begge køn til at tjene penge på ved prostitution. Personer var de ikke dengang det var ingen faktisk på den måde, folk tager det for givet i dag, at de er. For også den romer, der ikke ligefrem var solgt til nogen, tilhørte staten og slægten på en måde, så eksempelvis personlige kærlighedsforhold var noget, der sås på med misbilligelse. Det var ikke god tone, ikke acceptabelt, at give efter for egne følelser, eller at have særegne individuelle tilbøjeligheder. At komme til udtryk på den personlige måde var ikke relevant. Og ikke velset, det blev søgt bremset, hvis det opstod.

Den, der bliver for meget af en person, er jo ikke til at styre. Ham kan man ikke bruge som magtredskab. Det var jo også det, martyrerne demonstrerede: Ingen kan i dag nok rigtig forestille sig det chok, det var for magtherrerne at stå overfor denne gale sekt: Kunne man ikke true dem med hverken død eller pine, hvad så? Blev alle mennesker sådan, var der jo ingen magt mere i verden. Det var derfor, man forfulgte dem og anklagede dem for samfundsundergravende virksomhed. De var frie, frie, fordi man ikke kunne få dem til noget, de ikke ville. Det var også derfor, at deres inspirationskilde, Jesus, blev betragtet som politisk farlig. Ikke, fordi han selv ville have politisk magt. Men fordi han afslørede, at der findes et alternativ til magt. Man kan bare lade være med at være bange, så kan ingen røre én. Selvfølgelig er det svært. Men at det kan gøres, viste både han og martyrerne, med deres absurde opførsel, når de meldte sig frivilligt som dødsunderholdning i cirkus. Bare for at vise, at de var ligeglade med døden. De havde et utroligt kraftoverskud af deres nye frihed og lykken ved at være mennesker, personer. Og det ændrede hele verden.

Jeg tror, at de frihedsgoder, vi nyder i dag, heriblandt muligheden for at vælge vores intime forhold som personlige relationer frem for som handler mellem slægter og lignende, ikke kunne være opnået uden martyrernes konkrete demonstration af menneskets muligheder. Af at personen er noget virkeligt. Noget stærkere end døden. Og magten. Og frygten. Havde omverdenen ikke fået en konkret erfaring af, at det kunne lade sig gøre for nogle at udleve dette på trods af alt, tror jeg ikke, idéen ville have kunnet fæste bo eller være levedygtig. Nu blev den det. Vores kultur glemte aldrig siden idéen om, at mennesket kunne være uendelig meget værd.

Og da man for nogen tid siden begyndte at tale åbent om, at tortur i et samfund som vores muligvis godt kunne blive legitimeret i visse situationer, tænkte jeg igen på martyrerne og fik igen følelsen af, hvor altafgørende, det, de gjorde, var. Hvor meget det havde at gøre med det eneste, der betyder noget. Og hvor meget tro handler om tro på det uendelige værd. Religion, tænkte jeg, det er menneskets alternativ til magt. Det er muligheden for at vælge at være fri, at være en person i stedet for en bøddel eller slave. Det kræver kun, at man hører op med at frygte. Dét er en rigtig krig mod terror. At slå andre ihjel og tortere dem, fordi man selv er bange for dem, det er derimod netop terror. Som jo bare betyder frygt. Men så hellere tro. Tro som oldkirkens martyrer og forblive en person. For en bøddel, han knækker måske og måske ikke sit offers personlighed. Men han ødelægger helt sikkert sin egen.

Alles könne man verlieren,

Wenn man bliebe, was man ist.

Det er religionens perspektiv, dens alternativ til frygten. Jeg er den, jeg er. Jeg elsker, som om jeg er udødelig. Og menneskets absolutte værd bliver til virkelighed, fordi vi tror på det.

Døden ophører. Solen står op i sjælen, sol invictus, den ubesejrede vilje og kærlighed.

Det sagde martyrerne, mens de døde. Derfor holder jeg mig til dem i tanken, når der er noget, jeg er bange for.

Maria Broby
Pommernsgade 12C, st.
2300 København S.

I de kommende uger publicerer vi flere af de præmierede bidrag til sommerens skrivekonkurrence "Mit religiøse forbillede."

Jeg tror ikke, at de frihedsgoder, vi nyder i dag, kunne være opnået uden martyrernes konkrete demonstration af menneskets muligheder, skriver Maria Broby. På billedet ses Stefanus,som betragtes som den første kristne martyr.--Arkivfoto.