10 vigtigste om religionskritik

Religionskritik har eksisteret så længe, der har været religion. Her kan du læse mere om de 10 vigtigste nedslag i religionskritikkens historie

Det moderne gennembrud begyndte for 150 år siden. Det var først og fremmest et nybrud i litteraturen og malerkunsten i sammenhæng med den eksplosive videnskabelige udvikling. Problemer skulle sættes under debat. Intet gjaldt absolut. Nu gjaldt det om at frigøre sig fra alle autoriteter – ikke mindst religionen.

1. Det antikke Grækenland
De græske naturfilosoffer i det 4. og 5. århundrede f.Kr. spurgte: Hvad er årsagen til, at alt er, som det er? Hvad er det stof, hvoraf alt er opstået? De var ”rationalister”, der af tankens vej ville finde frem til ”det første” (græsk: arké). Vandet er urstoffet, sagde Thales. Luften er altings oprindelse, sagde Anaximenes. Altings begyndelse er tal, mente Pythagoras – mens Demokrit kaldte eksistensens grundbestanddele for atomer. De religiøse myter var for disse filosoffer ikke en forklaring på, hvorfor noget er til.

2. Det gamle Rom
For digteren og filosoffen Lukrets (98-55 f.Kr.) opstod verden ved en tilfældig sammensætning af atomer. Han afviste, at der var en skabende guddomsmagt, som tilrettelagde tilværelsen. Naturen havde ikke et mål. På denne baggrund opfordrede Lukrets til at leve sorgløst i erkendelse af livets tilfældighed og dødens vished. At tro på guderne er livsflugt og udtryk for angst, sagde Lukrets.

3. Naturvidenskabens frigørelse
I middelalderen tænkte man fornuft og religiøs tro sammen. Tro gav forståelse. Og den kristne troslære blev opstillet i et system, så troens indhold i sig selv blev ét med det fornuftige og rationelle. Med logikkens hjælp kunne Guds eksistens bevises. Men med renæssancen fik vi en ny videnskabelighed, hvor sandheden måtte søges ved hjælp af eksperimenter og iagttagelser.

Galilei (1564–1642) godtgjorde ved hjælp af kikkerten, at solen var universets centrum – og ikke jorden. Han mente, at Bibelens verdensbillede var tidsbestemt og udtryk for symbolsprog. At mennesket var skabt af Gud, var udtryk for, at det havde en fornuft, som netop skulle bruges!

4. Dyrkelse af den menneskelige fornuft
I oplysningstiden i sidste halvdel af 1700-tallet lagde den franske oplysningsfilosof Voltaire (1694-1778) op til en radikal kirkekritik. Knus pavedømmet, sagde han.

Fornuften skulle dyrkes på den måde, at religionen (det vil sige kristendommen) skulle renses for al ufornuft og gøres til en fornuftens religion. Om Gud egentlig er god, satte Voltaire et stort spørgsmålstegn ved. Men under alle skæbnens tilskikkelser skulle mennesket blot beholde sin fornuft og optimisme.

5. Gud er skabt i menneskets billede
Filosoffen Ludwig Feuerbach (1804-1872) var optaget af kristendommens rolle i samfundet. Mennesket tror på guder, fordi det har en længsel efter lykke. Det tror på et fuldkomment væsen, fordi det selv vil være fuldkomment. Fordi mennesket har ønsker og længsel, har det brug for en gud, hvori disse længsler kan blive opfyldt. Men herved fremmedgøres mennesket fra den verden, hvori det lever.

”Religion er opium” er Karl Marx` (1818-1883) kendte sætning. Marx var stærkt påvirket af Feuerbachs religionskritik, men mente ikke, at denne gik vidt nok. Nu gjaldt det om at handle – og ikke fortolke! Religionen var ikke bare en projektion af menneskets længsler men fungerede som en legitimering af det klassedelte samfund. Derfor mente Marx, at religionen skulle fjernes.

6. Det moderne gennembrud
Det moderne gennembrud fra 1870-1890 blev i Danmark indvarslet med litteraturkritikeren Georg Brandes (1842-1927). Han gjorde op med romantikkens sammentænkning af tro og viden og dens idealistiske opfattelse af mennesket. Han opfordrede til, at man i litteratur og kunst satte problemer til debat. Livet skulle skildres, som det rent faktisk er. Den kristne kultur og det traditionelle samfund så han som undertrykkende. Mennesket skulle opfattes og skildres ud fra den videnskabelige viden, altså naturalistisk.

En række unge forfattere sluttede op omkring Brandes` ”program”, og introducerede den ateistiske naturalisme i dansk litteratur. En af de mest kendte var I. P Jacobsen. Brandes vakte i sine sidste år forargelse med de bibelkritiske kampskrifter ”Sagnet om Jesus”.

7. ”Gud er død”
Det var Georg Brandes, der gjorde den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) kendt herhjemme. Kulturen er blevet syg, sagde Nietzsche. Kulturen – og dermed mener han den kristne kultur – har tømt menneskers liv for de værdier, der ligger i livet her og nu.

I et af sine værker lader han ”Det gale menneske” fortvivlet spørge, hvad vi så skal stille op. Nietzsche svar er, at vi skal omvurdere vores værdier, det vil sige tilkæmpe os livet på ny og ikke henlægge dets mening til en fjern og hinsides verden. Dette er, hvad han kalder ”slavemoral”, men slaven kan gøre opstand og blive ”det stærke menneske”, der selv sætter værdierne for sit liv.

8. Mennesket er blevet til gennem et tilfældigt samspil af naturens luner
Charles Darwins (1809-1882) teori om menneskets udvikling var revolutionerende og kom til afgørende at bestemme 1900-tallets tænkning – ligesom Kopernikus` verdensbillede blev afgørende for renæssancen og fremefter.

Darwin selv var ikke direkte kritisk overfor kirke og kristendom, men hans teori blev opfattet som sådan. For nu var mennesket jo ikke længere blevet til efter en Guds plan. Det var ikke skabt i Guds billede, men blot et resultat af en udviklingsproces, hvor mennesket som det højest udviklede dyr havde klaret sig bedst i kampen for tilværelsen.

9. Religion er en tvangsneurose
Sigmund Freuds (1856-1939) kritik af kristendommen – og religion i det hele taget – er baseret på videnskabelige undersøgelser, nemlig den videnskabelige psykologi. Det er det særlige ved Freud. Han finder frem til, at menneskets psyke består af tre lag, hvor det ubevidste lag er drivkraften i den psykiske proces. Fra det ubevidst søger drifterne op og ud, men standses af menneskets ”jeg” det vil sige dets fornuft og selvopfattelse. Og afgørende bliver i denne fortrængningsproces det tredje lag, nemlig ”overjeget”, som er dannet af samfundets forbudsinstanser.

Faderskikkelsen, Gud, er udtryk for denne forbudsinstans, der tvinger drifterne tilbage til det ubevidste og ikke tillader mennesket at komme til udfoldelse som et frit og selvstændigt individ. Neurosen bliver resultatet. Ja, religionen er ifølge Freud netop at betragte som det, han kalder en kollektiv tvangsneurose.

10. Mennesket bliver til ved at vælge
Eksistentialismen opstår på ruinerne af Første Verdenskrig. Det er først og fremmest den franske filosof og forfatter, Jean-Paul Sartre (1905-1980), som har udformet en ateistisk eksistentialisme, hvor frihed og valg er hovedbegreberne. Mennesket eksisterer, hvilket betyder, at det er til som et frit væsen. Og som grundlæggende frit, kan det vælge at være det, som det endnu ikke er. I valget bliver det sig selv.

Mennesket er altså ikke bestemt af noget udefra kommende. Det er ikke skabt. Dets liv har ikke en bestemt mening eller mål. For mennesket skaber selv meningen med sit iv gennem det frie valg. Egentlig er det Søren Kierkegaard, som er fader til eksistentialismen. Men Sartre afviser det religiøse aspekt i eksistentialismen. Alligevel er eksistentialismen gået ind i teologien (eksistensteologi), hvor den bliver til en modstilling af det kristne evangelium og religion.

Litt.: Keld B. Jessen (red): Filosofi. Fra antikken til vor tid.