Scientolog: Bøn er arbejdet med at nærme sig det guddommelige

Det er der ikke noget bestemt sted eller tidspunkt for, for arbejdet med at komme tættere på en forståelse af vores åndelige natur og samhørighed med det guddommelige kan foregå alle steder og på alle tidspunkter, siger Anette Refstrup. Foto: Scanpix

Anette Refstrup er informationschef i Scientology i Danmark. For hende handler bøn primært om at forstå sig selv, andre mennesker og selve det guddommelige

Hvad betyder bøn for dig?

"I Scientology arbejder vi ikke så meget med bøn i den traditionelle betydning af ordet. Men vi arbejder meget med at blive bedre til at tage vare på og forstå os selv og andre omkring os. Det inkluderer hele menneskeheden, alt levende, alt fysisk, alt åndeligt og leder frem mod en forståelse af universets skaber. Så for mig er det at arbejde med at komme nærmere til denne forståelse en form for bøn, da det er min måde at blive et bedre menneske og opnå samhørighed med det guddommelige på."

Hvor og hvordan beder du?

Det er der ikke noget bestemt sted eller tidspunkt for, for arbejdet med at komme tættere på en forståelse af vores åndelige natur og samhørighed med det guddommelige kan foregå alle steder og på alle tidspunkter."

"Hvad er din yndlingsbøn?

"Vi har en bøn, som vi læser i forbindelse med vores søndagssamlinger. Den hedder Bøn for Fuldkommen Frihed, og den holder jeg meget af. Den lyder sådan her:

'Måtte universets skaber sætte alle mennesker i stand til at nå en forståelse af deres åndelige natur. Måtte bevidsthed og forståelse af livet brede sig, så alle måtte komme til at kende universets skaber. Og måtte andre også nå denne forståelse, som bringer fuldkommen frihed. I dette øjeblik går vore tanker til dem, hvis frihed er truet, til dem, som er fængslet for deres tro; til dem, som er gjort til slaver eller martyrer, og til alle dem, som er blevet mishandlet, fanget eller angrebet. Vi beder om, at menneskerettighederne vil blive sikret så alle mennesker frit kan tro og bede, så frihed igen vil kunne opleves i vort land. Frihed fra krig, fattigdom og nød; frihed til at være, frihed til at gøre og frihed til at have. Frihed til at udnytte og forstå menneskets iboende muligheder - muligheder gudgivne og guddommelige. Og frihed til at opnå den forståelse og bevidsthed, som er fuldkommen frihed. Måtte Gud lade det ske.'"