Buddhist: Gennem bøn lærer man sit eget sind at kende

Gennem bøn og meditation oplever jeg velvære, indre ro, fysisk velbehag og en stor glæde, siger Ani Tenzin. Foto: Scanpix

For buddhistisk nonne og underviser Ani Tenzin hjælper bønnen med at skabe afstand mellem de ting, man som menneske kommer ud for og reaktionerne på dem

Hvad betyder bøn for dig?

"Bøn i buddhismen kan tage form af ønskebønner, hvor man siger ’Hvor ville det være vidunderligt, hvis dette blev til virkelighed, må det blive det og må alle levende væsner være lykkelige. Må årsagen til lidelse forsvinde, må det blive sådan, jeg vil bidrage til, at det sker.’ En anden form er en påmindelse om vores etiske leveregler. Vi kan recitere tekster, der påminder os om, hvordan vi skal leve. Det er også en slags bøn. Bøn kan også være en måde at forbinde sig med velsignelsen fra spirituelle væsner, for eksempel fra Buddha og ens spirituelle lærer."

Hvor og hvordan beder du?

"Jeg beder primært alene. Egentlig bør man bede seks gange om dagen, men det kan vi ikke altid få til at passe ind i en travl hverdag. Så jeg beder morgen og aften og kæder det sammen med fysisk og mental afspænding."

Hvad oplever du, når de beder?

"Gennem bøn og meditation oplever jeg velvære, indre ro, fysisk velbehag og en stor glæde. Bønnen er forbundet med visualisering af Buddha, der hjælper mig til at stresse af og samle mit fokus. Det er en måde at fordybe sig og lære sit sind at kende. Ved at betragte mentale processer kan man skabe afstand mellem de ting, man kommer ud for og ens reaktioner på dem."

Hvad er din yndlingsbøn?

"Det er en bøn, vi kalder for de fire umådelige:

'Må alle levende væsener være lykkelig og have årsagen til lykke
Må alle levende væsener være befriet fra lidelse og årsagen til lidelse
Må de aldrig være adskilt fra den højeste lykke, der er fri fra lidelse
Må de hvile i stor ligevægt, fri for tilknytning til nære og aversion mod fremmede.'"