”Pinse er, når Helligånden slår lyset på”

Min kone slukkede lyset i køkkenet og forklarede dermed pinsen på en meget konkret måde for mig og min datter, fortæller missionsteolog Knud Jørgensen

Nej, det hedder ikke "slå lyset på" på dansk. Men citatet stammer fra min norske kone, Eva. For en god del år siden sad vi en sen pinseaften og spiste i køkkenet. Min datter Elisabeth spørger mig: ”Pappa, hvad er pinse i grunden?” Og jeg svarer så godt som nu en teolog kan, men jeg kunne se, at mit svar ikke nåede hjem hos Elisabeth – der blev for meget teologi.

Så overtog min kone. Hun slukkede lyset i køkkenet, så der var bælgmørkt: ”Elisabeth, her er mørkt som i graven nu, men alt er her jo – køkkenbord, mad og vi selv. Men vi ser ingenting. Nu er det ikke pinse.” Og så slog hun lyset på: ”Nu ser vi alt – mad, køkkenbord, os selv, for nu er det pinse”.

Pinse handler om, at Gud Helligånd slår lyset på, så jeg ser – så andre ser, hvem vi selv er, hvem Jesus er, hvem min næste er.

LÆS OGSÅ: Påske og pinse hører sammen

Og så tænker jeg på, hvordan Jesus kaldte Helligånden for ’talsmanden’ - ham som skal overbevise om synd, dom og retfærdighed, lukke mine øjne op, så jeg ser hvem Jesus er. Og jeg tænker på Luthers forklaring til den tredje artikel i den apostolske trosbekendelse: ”Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på min Herre Jesus Kristus, men Gud Helligånd har oplyst mig ved evangeliet...”

At formidle evangeliet handler om, at Gud Helligånd slår lyset på, sådan at både jeg ser og min næste ser. Guds Ånd må leve i mig og mine ord, dersom ordene skal forvandle andres liv. Guds Ånd må virke i andres liv og slå lyset på, så de ser.

Når jeg har fået lov til at blive brugt som et vidne for et andet menneske, er det jo dette, jeg har oplevet. Mine forklaringer og udlægninger blev som det bælgmørke køkken – indtil pludselig som i et glimt Gud Helligånd slog ned i den andens hjerte og tanke.

Jeg har stærke minder om Åndens gerning i Etiopien og Kina
Mine stærkeste oplevelser af dette har jeg fra mange års arbejde i Etiopien, inden for den østafrikanske vækkelse og i kontakt med Kinas kristne og kirke. Hvorfor oplever man her en sådan vækst? Fordi Gud Helligånd har skabt modtagelighed for evangeliet, fordi man er åben for Åndens kraft i tegn og under og i gode gerninger.

Når livet i Norden bliver tungt for mig, når troen drukner i abstraktioner, henter jeg minder frem om Åndens virke og kraft i det såkaldt globale syd. Sommetider kom Han gennem forkyndelsen af kors og opstandelse, somme tider virkede Han igennem lange bønnemøder på knæ, somme tider uddrev han den onde ånd fra et sønderbrudt menneske eller rejste en værkbrudden op fra sengen.

LÆS OGSÅ: Synet på dæmoner i verdens religioner 

Da jeg som ung rejste til Etiopien for at arbejde på en kristen radiostation, kendte jeg kun én model for evangelisation: Gå ud i al verden! Kristne skal være Jesu vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende (Ap.G. 1,8).

Jeg husker, at en englænder brugte udtrykket ”in ever widening circles” – i stadig større cirkler ud fra centrum, á la kraften i en centrifuge. Den model på evangelisation tror jeg fortsat på. Det er jo sådan det skete i Oldkirken; Paulus og Timothus og Barnabas og alle de andre apostle blev kastet ud over grænserne af Helligåndens centrifugalkraft. ”Kristi kærlighed tvinger os” – hvordan skulle vi kunne andet end skynde os til verdens ende for at fortælle, hvad vi har set og hørt og taget på med vore egne hænder.

Hele kirkens liv er fyldt med eksempler på den centrifugale dimension i evangelisation. Den katolske missionsepoke i det sekstende-syttende århundrede er et lysende eksempel på, hvordan især jesuitterne blev slynget i alle verdens retninger, især til Indien, Japan og Kina.

Den protestantiske missionsepoke fra William Carey i slutningen af det attende århundrede og frem til slutningen av det tyvende århundrede er et lignende eksempel. Den enorme vækst i det globale syd er også et resultat af vore forfædres lydighed om at gøre folkene til disciple. Og der er fortsat brug for centrifugal mission over grænserne.

Gud Helligånd gøre os til magneter!
Men Guds mission handler også om en anden model: Om at være lys og salt, om at lade vort lys skinne for mennesker, så de ser vore gode gerninger og priser vor fader, som er i himlene (Matt. 5,16), om at Jesus fra korset er en magnet, som drager alle til sig (Joh 12,32), om at vor kærlighed til hinanden skal bevidne, at vi er Jesu disciple.

Her tales der om, at mennesker drages mod centrum i en centripetal bevægelse, på samme måde som når der i Det Gamle Testamente tales om, at folkene skal valfarte til Zion, til centrum. Denne centripetale forståelse af mission lever stærkt i ortodoks sammenhæng, hvor gudstjenesten er den vigtigste missionsmetode – her er Gud Helligånd virksom gennem evangelium og sakramenter på en sådan måde, at den opstandne drager alle til sig.

LÆS OGSÅ: Missionsteolog: Nej til mission er at forvandle kristendom til hygge

Altså begge dele: Den centrifugale kraft på vej over grænserne og den centripetale kraft, hvor mennesker drages mod centrum, fordi de i vore liv har set evangeliet virkeliggjort.

I dag tror jeg, at vi i vor del af verden har brug for mere af det sidste – at lade Gud Helligånd rense, forvandle og udruste os, sådan at vi bliver magneter blandt vore naboer og til verdens ende.

Knud Jørgensen er ph.d., førsteamanuensis ved Det teologiske Menighetsfakultet i Oslo, tidligere direktør for den kirkelige organisation Areopagos og skriver kommentaren ved religion.dk.