Mennesket i naturen

Missionspræst: Naturen er ikke blot et tag-selv-bord

"Gudstjenester, som fejres i samspil med naturen, øger bevidstheden om vort ansvar for naturen og vore medskabninger. Det vi beder for og takker Gud for, kan vi ikke bare behandle efter forgodtbefindende," mener Ole Skjerbæk Madsen, der er missionspræst i Areopagos.

Gudstjenesten vil kunne gøre os opmærksomme på vort ansvar i skaberværket, hvis vi fejrer dem i samspil med naturen, mener missionspræst Ole Skjerbæk Madsen

I foråret var jeg til et foredrag i Teosofisk Forening om mennesker og dyr i en ny alliance. Da jeg så forårsprogrammet fra Teosofisk Forening, fangede denne foredragsaften min opmærksomhed. 

Her var et foredrag, som efter titlen alt dømme kunne konkretisere visioner for samspillet mellem menneske og natur og menneskets ansvar over for den jordiske medskabning. Teosofferne har i teorien altid udtrykt ønsket om at tjene jordens heling, men hvordan forholder det sig i praksis? 

Denne aften i Teosofisk Forening var der tale om et primært meditativt arbejde. Der var en stærk opfordring til en ændret bevidsthed omkring samarbejdet mellem mennesker og dyr.

Interessant var en tanke om, at dyrene formidler energi fra jorden til menneskene og forestillingen om, at menneskeheden i relation til dyrene bærer på et traume i underbevidstheden, fordi vi engang var ofre for dyrene som deres føde.

I kirken står vi også med overvejelser om vort ansvar i forhold til miljø, natur og medskabning. Vi værdsætter skabningen som god qua skabt af Gud, og anerkender vort ansvar som husholdere i skaberværket; en del kristne er optaget af økologi og miljø, men Grøn kirke har alligevel svært ved at slå igennem. Kunne vi lære noget i mødet med teosofien og andre grupper i det nyåndelige miljø? 

Naturen kan være et tempel for mennesker
For mange mennesker er naturen deres helligdom. Naturen rummer steder, hvor mennesker kan finde ro og stilhed, forfriskes af vind og vejr, nyde skønheden og undre sig over livets mangfoldighed. 

Naturoplevelser kan blive oplevelser af at være ét med alt skabt, at alt er en del af den samme livsstrøm, eller det kan føre til taknemmelighed overfor Skaberen og tilbedelse af Guds storhed.

LÆS OGSÅ: Jøders, kristnes og muslimers syn på naturen

Menneskets rolle i forhold til skabningen skildres i 1. Mos. 2 som gartneren og som den, der giver dyrene navne. Dette handler om, at mennesket ser medskabningen med Guds øjne, og derfor ser de potentialer og den identitet medskabningen rummer. 

Mennesket hjælper denne indre kvalitet i medskabningen til udfoldelse, når det giver dyret navn og dyrker jorden og for eksempel ser, hvordan kornet kan sås, høstes, males til mel og bages til brød.

Bibelen ved, at skaberværkets orden er brudt. Derfor tales der om en genoprettelse, og derfor må skabelse altid tænkes sammen med genløsning. Det er samme Guds ord, som kaldte alting til eksistens i skabelsen, som blev menneske i Jesus Kristus for at forlige mennesket med Gud og genoprette både menneskets oprindelige natur og dets relation til skaberværket. 

Gudstjenestelivet i sognet må åbne sig for sammenhængen mellem skabelse og genløsning. Gudstjenesterne må give udtryk for en skabelsesteologi med Kristus i fokus og åbne deltagernes øjne for jorden, naturen og medskabningen som skabt, som god i Guds øjne og fejre menneskets samhørighed med den øvrige skabning. Dermed vil gudstjenesten også kunne gøre os opmærksomme på vort ansvar i skaberværket. 

Kirken lader sig udfordre
I England har kristne ladet sig udfordre af nyhedenskaben og dens forhold til naturen; det har resulteret i en bevægelse, som kalder sig Forest Church, og som holder gudstjenester i naturen. 

Man følger naturens forskellige cykler: Solens cyklus, som markeres med fejringen af solhverv og jævndøgn og festerne midtvejs mellem disse; det er de såkaldt otte keltiske fester. 

LÆS OGSÅ: Midsommer er en hellig tid

Månens cyklus: Nymåne, tiltagende måne, fuldmåne og aftagende måne. Endelig er der dagens rytme. 

Gudstjenester, som fejres i samspil med naturen, øger bevidstheden om vort ansvar for naturen og vore medskabninger. Det vi beder for og takker Gud for, kan vi ikke bare behandle efter forgodtbefindende.

Naturen er ikke blot et tag-selv-bord, der er dækket op til forbrugsfest. Skabelsesgudstjenester bygger en relation til medskabningen. Udtrykt med Paulus giver Guds Ånd gennem os mæle til skabningens længsel efter forløsning, og i gudstjenestens leg for Herren genkender medskabningen Guds børns frihed, som den selv længes efter. 

I Mesterens Lys har på dansk grund udviklet tilsvarende gudstjenester: Helingstjeneste for jorden og menneskeheden ved fuldmåne, og årstidsfester i solens cyklus.

Skabningen fremtræder helliggjort i nadveren
Nadveren er det naturlige højdepunkt i en skabelsesliturgi. Nadver er taksigelse, fornyelse/forvandling og fællesskab. Når vi i nadveren (det udvidede nadverritual) takker Gud for skabelsen og livets opretholdelse, udtrykker vi en ikke-forbrugerisk holdning til skabningen; vi modtager brød og vin som gaver. 

LÆS OGSÅ: Guide til religiøse miljø-hjemmesider

Vi bringer jorden, naturen og os selv i brødets og vinens skikkelse tilbage til Gud ved taksigelsen, og modtager dem på ny med Guds nærvær, Jesu Kristi legeme og blod. Skabningen fremtræder helliggjort i nadveren; kornets og druernes potentiale er udfoldet til næring som brød og vin og tjener nu til åbenbaringen af Guds tjenende kærlighed nærværende i skaberværket. 

Denne betydning af nadveren kan tydeliggøres ved en indledende ceremoni, hvor brød og vin sammen med årstidens elementer og symboler for de klassiske fire elementer bæres op til alteret med bøn om, at Gud gør sin skabning hel på ny. (Se: ”Må din vej gå dig i møde”. Kirkefondet 2009. Side 132 og 136).

Denne samhørighed med skaberværket, som udtrykkes ansigt til ansigt med Gud vor Skaber, må have konsekvenser for vores måde at leve på. På dansk grund er dette kommet til udtryk i bestræbelserne på at gøre menigheder til grønne kirker; Grøn kirke har udviklet en lang række gode praksisser, både i menighedernes praksis for eksempel omkring energi og indkøb eller på det personlige plan. 

Korsvej-bevægelsen i Norge har en spændende sammentænkning og praksis, som forbinder synet på skabelse og frelse, idet man følger disse ”fire vejvisere”: Søke Jesus Kristus, Bygge fellesskap, Leve enklere, Fremme rettferdighet. 

Ole Skjerbæk Madsen er missionspræst i Areopagos.