Voodoopræst kaster forbandelse over tysk VM-hold

En brasiliansk voodoopræst har planer om at kaste en forbandelse over det tyske fodboldlandshold for at forbedre hjemmeholdets chancer, når de skal mødes i semifinalen. Her ser de tyske landsholdspillere sunde og raske ud under træning den 5. juli 2014.

En tysk profil vil få benene bundet sammen, så han ikke kan løbe i semifinalen, siger brasiliansk voodoopræst.

Det tyske fodboldlandshold kommer i VM-semifinalen ikke bare til at kæmpe mod Brasiliens superstjerner, men skal også overkomme sort magi. En voodoopræst har nemlig planer om at kaste en forbandelse over det tyske hold for at forbedre hjemmeholdets chancer, som er blevet vanskeliggjort af topscorer Neymars rygskade.
 
"Jeg vil tage deres bedste spiller og binde hans ben sammen, så han ikke kan løbe på banen," fortæller Helio Sillman fra Rio de Janeiro med henvisning til en voodoodukke af en tysk spiller.
 
Hvilken spiller, dukken skal forestille, er uvist, men vedkommende vil blive underkastet en forbandelse under en ceremoni inden tirsdagens kamp.

Helio Sillman har udført et lignende ritual inden alle Brasiliens kampe ved slutrunden.
 
Han bruger en lille fodboldbaneformet æske som sit alter og putter stearinlys i modstanderens farver derned sammen med en voodoodukke af holdets vigtigste spiller.

I en skål i hans butik ligger fire forskellige dukker, der hver især repræsenterer en modstander, Brasilien har mødt.

 "Det er de fire hold, som Brasilien har vundet over," fortæller Helio Sillman.

Hans forbandelser forhindrede dog ikke Colombias James Rodriguez i at score mod brasilianerne, ligesom skaden til Neymar nok heller ikke var en del af planen.

Men Helio Sillman peger på brasilianernes resultater hidtil i turneringen som bevis på den sorte magis effekt.