Brev fra en konvertit

Kære hr. og fru Danmark: Derfor blev jeg muslim

”Jeg har heldigvis, modsat en del andre konvertitter, ikke haft problemer med min familie, der nok troede, at min interesse for islam var en ungdomsdille, som med tiden ville gå over,” skriver Saliha Marie Fetteh. Foto: Kirstine Mengel

Mit valg faldt på islam, da jeg som ung længtes efter Gud. Det skyldes nok, at islam, modsat kristendommen, var synlig i min omgangskreds. Her fik jeg de svar, jeg søgte, fortæller muslim og lektor Saliha Marie Fetteh.

Kære hr. og fru Danmark

Jeg skriver dette brev til jer for kort at forklare jer, hvorfor jeg som dansk kvinde allerede i en ung alder valgte at konvertere til islam. En religion, som mange danskere desværre kun forbinder med vold, krig og især kvindeundertrykkelse og ikke med hengivelse, barmhjertighed og fred.

Der er flere årsager til, at jeg for mere end 30 år siden som 18-årig meldte mig ud af folkekirken for efterfølgende at konvertere til islam. For det første har jeg siden min barndom haft troen på en Gud, uden at jeg på nogen måde er blevet påvirket religiøst af mine forældre.

LÆS OGSÅKære venner: Derfor valgte jeg at blive buddhist

Tværtimod så var religion ikke noget vi talte om i mit barndomshjem. Min viden om kristendommen fik jeg fra min mormor, der yndede at berette om profeterne fra Det Gamle Testamente, godt krydret med hendes egen fantasi. Hun havde også sin bedstemors gamle Bibel stående i reolen, som jeg kiggede i en gang imellem uden at forstå et ord - i dag står Bibelen på min reol. Men i kirke kom min familie aldrig. Kun i forbindelse med de sædvanlige begivenheder såsom barnedåb, konfirmation og så videre.

En anden ting, jeg husker fra min barndom, er en rød klokkestreng, hvorpå Fadervor var broderet, som hang over min seng. Det var nu ikke Fadervor, der fascinerede mig, men derimod den hvide engel, der prydede øverste del af klokkestregen.

Sidst, men ikke mindst, fik jeg som teenager veninder fra Pakistan og Tyrkiet med muslimsk baggrund, og i deres hjem oplevede jeg for første gang i mit liv, at religion var synligt, samt at troen på Gud var noget, man kunne tale om. Da jeg kom i konfirmationsalderen, meddelte jeg mine forældre, at jeg ligesom mine muslimske veninder ikke ønskede at blive konfirmeret, hvilket jeg heller ikke blev. Jeg har heldigvis, modsat en del andre konvertitter, ikke haft problemer med min familie, der nok troede, at min interesse for islam var en ungdomsdille, som med tiden ville gå over.

Jeg har ikke ændret min kultur
Jeg har aldrig gået til islamundervisning i en moske, og er således ikke blevet påvirket af et bestemt muslimsk fællesskab eller af en forkynder. Jeg har selv læst de bøger om islam, der skulle læses, og jeg holder meget af at læse i Koranen, både på mit modersmål dansk og på arabisk, som for mig er et særdeles smukt sprog.

Og selvom jeg går med tørklæde, ikke spiser svinekød eller indtager spiritus, så vil jeg gerne understrege, at jeg ikke, som jeg ofte hører folk antyde, har ændret min kultur. Man kan sagtens fastholde sin danske identitet, selv om man tror på noget andet og har en anden livsstil end flertallet. En identitet, der udvikler sig gennem hele livet.

Men det handler også om ens selvforståelse, der naturligvis er påvirket af social baggrund, opdragelse, uddannelse, nationalitet og så videre. Der er således ingen grund til at indikere, som en del danskere gør, at jeg som konvertit er illoyal over for mine danske rødder, eller sågar at jeg er en landsforræder.

LÆS OGSÅ: Kære veninde: Derfor blev jeg katolik

Mange konvertitter kan berette om en begivenhed eller en oplevelse, som påvirkede dem i deres valg af religion. Det kan jeg ikke. Jeg har derimod via min tro fundet en indre ro, der har gjort det muligt for mig at reflektere over mit liv, og det er således tydeligt for mig, at jeg i min tidlige ungdom har haft brug for noget at tro på.

At det blev islam skyldes ikke bare min fascination af religionens budskab, samt troen på en Gud, men også at islam, modsat for eksempel kristendommen, var synlig i min omgangskreds. Muslimerne var der, da jeg søgte svar på alle mine store spørgsmål, og de svarede mig.

Og derfor lyder min trosbekendelse i dag: ”Jeg bevidner, at der ikke findes nogen anden gud end Allah (Gud) og at Muhammad er Hans sendebud.”

Venlig hilsen
Saliha

Saliha Marie Fetteh er ekstern lektor i arabisk sprogfærdighed og kommentarskribent ved religion.dk.