7 fællestræk mellem Det Gamle og Det Nye Testamente

Der er store ligheder mellem jødedommen og kristendommen, som de kommer til udtryk i Bibelens to testamenter. Jesus var jøde og byggede sine tanker på jødedommen, og selv i nutidens folkekirke fylder den jødiske arv utrolig meget

En aktuel debat handler om, hvorvidt folkekirken udviser en form for "bibelimperialisme" ved at lade Det Gamle Testamente indgå fast i alle gudstjenester sammen med Det Nye Testamente. Det Gamle Testamente er, udover at være første halvdel af Bibelen, nemlig også jødernes helligskrift og et udtryk for den jødiske tro, som kristendommen oprinder af.

Nogle forskere mener, at en fjernelse af Det Gamle Testamente fra gudstjenesten svarer til at kappe de historiske bånd. Men andre mener omvendt, at det var med til at sende et forkert signal, da man i 1992 indførte en fast læsning af Det Gamle Testamente. Begrundelsen er, at de gammeltestamentlige tekster giver den sagesløse kirkegænger et indtryk af, at de jødiske tekster er udtryk for ren kristendom.

Selvom forskellene er mange, er der dog en lang række fællestræk mellem Det Gamle Testamente, og Det Nye Testamente. Derfor bringer vi her syv nedslag, som viser klare sammenhænge og overlap mellem den jødiske religion og den kristne tro.

1. Stamfaderen

Det mest grundlæggende fællestræk mellem jøder, kristne og faktisk også muslimer er, at de har samme religiøse stamfader. Abraham, som i Første Mosebog blev velsignet af Gud, er jødernes stamfader og patriark. Men også i den senere kristendom spillede han en stor rolle. Apostlen Paulus brugte ham til at understrege, at mennesket bliver frelst og retfærdiggjort ved troen alene og ikke ved ydre gerninger som omskærelse og overholdelse af Moseloven - en pointe, som reformatoren Martin Luther senere holdt fast i. Dog fokuserede Luther især på fortællingen om Abraham, som i lydighed over for Gud skal til at ofre sin søn Isak, men blev forskånet i sidste øjeblik. Denne historie var for Luther et billede på, hvordan Gud prøver mennesket, som må have tillid til Gud, selv når det ser sortest ud.

2. Påskemåltidet

Det sidste måltid, som Jesus spiste sammen med sine disciple skærtorsdag, var en rodfæstet jødisk tradition. Det var det traditionelle påskemåltid, som stadig bliver spist til påske i jødiske familier i hele verden – og som indtages til minde om udfrielsen fra Egypten.

Det er et måltid, hvor der spises lam og bitre urter, mens man skænker vinen for hinanden og bryder brødet sammen.

Og det var netop under dette traditionsrige jødiske påskemåltid, at Jesus ”brød” den jødiske tradition, da han brød brødet og indstiftede den kristne nadver, som er et kristent sakramente.

3. Den længe ventede Messias

Jesus er kristendommens hovedfigur. Det skyldes, at kristendom er troen på Jesus som Kristus eller Messias – det betyder direkte oversat ”den salvede” på henholdsvis græsk og hebraisk. Messias er også den figur, som jøderne i mange århundreder havde ventet på. Messias skal her forstås som en frelser, og derfor mente de første kristne – som jo var en gruppe jøder - at Jesus fra Nazareth var den mand, som de jødiske profeter havde fortalt skulle komme.

På Jesu kors stod der fire bogstaver: INRI, som er en forkortelse for ”Jesus Nazarenus Rex Judaeorum,” altså Jesus fra Nazaret, jødernes konge. Det skyldtes, at Jesus af sine tilhængere blev kendt som jødernes konge, og netop det aspekt skabte også striden mellem jøderne. For var Jesus den sejrende konge, som den farisæiske jødedom gik og ventede på, en mand, der kunne skabe en ny storhed for jøderne og en ny stærk stat? Eller var han en næstekærlighedens og ydmyghedens mand, som de kristne jøder ønskede sig?

Det var sidstnævnte beskrivelse, som de kristne jøder begyndte at fortælle om blandt ikke-jøder. Denne missionsindsats førte allerede i det første århundrede efter Kristus til, at flertallet af kristne efterhånden ikke længere var jøder, men hedninge. Og dermed var kristendommen blevet til en ny religion i sig selv, hvis tilhængere bestod af mange forskellige folk og ikke kun jøder.

4. Helligskriftet

Nutidens jøder mener stadig ikke, at Messias er kommet til verden, sådan som kristne mener, at han er i form af Jesus. Men de to religioner deler stadig helligskriftet, som de kristne blot har udvidet sidenhen; Nemlig Det Gamle Testamente, som udgør det jødiske helligskrift.

I jødisk tradition kaldes Det Gamle Testamente for Tanakh og består af Mosebøgerne (Toraen, som er den vigtigste del, da Moses her var ansigt til ansigt med Gud), Profeterne (kaldet Neviim på hebraisk) og Skrifterne (ketuviim, samlingen af de poetiske skrifter som Jobs Bog og Salmernes Bog).

Det Gamle Testamente er også den første halvdel af de kristnes Bibel. Det Nye Testamente er derimod ikke en del af jødisk tro, mens det spiller en afgørende rolle i kristendommen.

5. Dommedag

Der er en nogenlunde fælles tro på, hvad der skal ske på dommedag. Det centrale i den jødiske eskatologi (læren om de sidste tider, red.) er forestillingen om, at Messias vil komme og genoprette verden og føre det jødiske folk tilbage til Det Hellige land. Dette betegnes som den messianske tidsalder. I Det Gamle Testamente kan man læse om den messianske tidsalder i Mikas Bog.

I kristendommen handler dommedag også om, at Jesus (igen) kommer til jorden, og det kan man læse om i Johannes Åbenbaring og i Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 31-46. Men så stopper sammenligningen også, for den kristne eskatologi er ikke udelukkende noget, der sker i fremtiden. Det indeholder også en forestilling om, at det gudsrige, der følger efter dommedag, allerede nu har taget sin begyndelse med Jesu liv, død og opstandelse. Altså begyndte ”de sidste tider” allerede da Jesus blev født. Den kristne eskatologi er ikke kun noget fremtidigt, men noget igangværende – det kaldes realiseret eskatologi.

6. Etik

Mange etiske spørgsmål som næstekærlighed og forpligtelsen til at vise omsorg for medmenneskene og Guds skaberværk er til stede både i kristendom og jødedom. Det dobbelte kærlighedsbud om at elske såvel Gud som sin næste findes i begge testamenter. I Det Nye Testamente kan man læse om kærlighedsbuddet Mattæusevangeliet kapitel 22 vers 37-39, og i Det Gamle Testamente findes det i 3. Mosebog kapitel 19 vers 18.

7. Gudstjenesten

En del af troen er trosudøvelsen, og der er nogle fællestræk mellem den jødiske og kristne gudstjeneste. I begge tilfælde er tilbedelsen bygget op omkring tekstrækker, en trosbekendelse samt salmer og bønner.

Endelig er der bønnen Fadervor, som både i indhold, struktur og i sin måde at tale til Gud på både er meget jødisk og meget kristen. Det skyldes formentlig, at de første kristne var jøder og derfor vant til den jødiske måde at bede på. Den dag i dag har mange kristne ritualer – især i de ortodokse kirker, som er tættest på oldkirkens ritus – rødder i jødedommen.

Kilder: Kristendom.dk og Religion.dk