LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

6 skarpe om tro

Imam: Først når vi opdager os selv, opdager vi også Gud på en ny måde

Naveed Baig hospitalsimam på Rigshospitalet fortæller om sin tro til Kristendom.dk Foto: Maria Albrechtsen Mortensen / Ritzau Scanpix

"Min tro er en forbløffelse, fordi der hele tiden er nye lag, der dukker op," fortæller Naveed Baig, hospitalsimam på Rigshospitalet, da vi stiller ham seks spørgsmål til hans tro

Hvad tror du på?
Jeg tror på religionen islam. Det er mit ståsted. Men lad os differentiere mellem tro og tror. Når man siger tror, så er det jo ikke med vished, men jeg har en form for vished af, at min tro er den rette for mig. På den måde er der forskel på tro og tror.

Islam er min livsvej med det, som det indebærer, hvilket jo er troen på det gode, troen på retfærdighed og troen på Guds uendelige barmhjertighed. Det er også troen på, at der er noget større, der venter os, og at livet er sårbart og skrøbeligt, men at der venter noget, der er mere solidt, smukt og større i det næste liv.

Jeg tror også på kærligheden. Jeg tror på, at kærligheden er noget, der går igennem hele vores liv, og som vi både har brug for at give og modtage. Så tror jeg også på Brøndby. I medgang og modgang.

Hvad betyder tro for dig?
Tro er både alt og intet. Det et alt, fordi det præger hele livsspektret. Men hvis man ikke er tro imod troen, jamen, så er det intet værd. Troen er noget, der skal handles efter, stræbes efter og smages. Man skal smage troens frugter, og man kan ikke rigtig sige, hvad det smager af, hvis man ikke selv har smagt frugten. At kunne gå ind og erfare troen er vigtigt. Derfor kan det betyde alt.

Men det kan også betyde intet, hvis troen ikke bliver taget alvorligt. Så er det jo bare en etikette, hvor der står: Muslim eller kristen. Det mister sin betydning. Tro er også et gudsforhold, som er personligt, hvor man hele tiden har Gud med, og hvor man tænker på Gud og sin plads i kosmos. Det er en permanent tilstand i dialog med Gud.

Hvis du skulle konvertere til en anden tro, hvad skulle det så være?
Så ville det nok være kristendommen. Det er den religion, der er tættest på det livssyn, jeg har nu. Hvis jeg skulle vælge en gruppe indenfor kristendommens hundredevis af forskellige kirkelige retninger, skulle det måske være unitar.

Det er en lille gruppe kristne, der tror på Guds enhed, og at Jesus Kristus ikke var Guds søn, men at han var en profet og et eksempel til efterfølgelse. De tror på, at videnskaben, fornuften og filosofien kan eksistere med troen på Gud. De tror også på den frie vilje, og mange andre ting, jeg synes er tiltalende.

Det kunne også være en katolsk munkeorden, fordi jeg godt kan lide mysticismen og det meditative liv.

Er der noget ved din trosretning du tager afstand fra?
Jeg tager ikke afstand fra trosretningen men fra nogle trosfæller. Der er nogle af mine trosfæller, der misbruger islams navn. De skaber uroligheder og begår vold og drab på uskyldige mennesker.

Jeg tager også afstand fra den form for dogmatisme, som der findes i nogle islamiske kredse og retninger som for eksempel wahabismen, som er saudiarabisk præget. Jeg tager også afstand fra de sekteriske retninger inden for islam, hvor der typisk er en person eller en familie, der leder hele organisationen eller ordenen. Jeg er heller ikke begejstret for politisk islam, hvor religionen bliver brugt - men mest misbrugt - af politikere og magtstrukturer.

Har du et yndlingscitat fra en religiøs skrift?
Ja det har jeg. Det kommer fra en hadith – altså en profetisk udtalelse af profeten Muhammed, der siger: ”Den der kender sig selv, kender sin herre…,” altså kender Gud, ”…og den der kender sin Gud, hviler i stilhed.”

Jeg kan også godt lide, den med: ”Salige er de, der stifter fred, og de vil se Gud.” altså Bjergprædiken i Bibelen. Så er der et andet citat om kærlighedens væsen: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Det er steder, der peger hen imod os selv, og hvad vi kan gøre for at opnå større livsglæde og skabe fred. Kærligheden er et middel, men også målet, hvis vi tager udgangspunkt i, at kærligheden er størst. Det profetiske udsagn siger, at vi skal lære os selv at kende; vores skyggesider, mørke sider og vores lyse sider.

For først når vi opdager os selv, opdager vi også Gud på en ny måde. Det er en opdagelse med de to vinger, hvor vi skal både tro og handle på kærligheden. Vi skal være modige nok til at se indad og handle derefter.

Handlingen er jo vigtigt i islam, hvor i kristendom er det ikke hvad man gør, der betyder så meget men kærligheden. Det er de to vinger, jeg synes er vigtige. Det er handlingen og kærligheden med intentionerne, der skal gå hånd i hånd. Først dér kan man flyve.

Hvis din tro skulle beskrives med et andet ord, hvad vil du så kalde det?
Der er et engelsk ord, jeg nogle gange har brugt. Det hedder 'bewilderment' og 'hayra' på arabisk og urdu (forbløffelse). Jeg synes nemlig nogle gange, at min personlige tro kan gå hen og blive til noget af en slags 'bewilderment'. Man opdager ufrivilligt noget og overvældes. En åbenbaring, der kommer til en lidt ligesom mellem daggry og solopgang.

Min tro er en forbløffelse, fordi der hele tiden er nye lag, der dukker op. Nye åbenbaringer. Min personlige tro er at være søgende og kunne blive endnu mere gudsbevidst. Det ender aldrig.

Hvis jeg skulle give det et symbol, så er det nok månen. Man bliver overvældet over at se den, selvom man tit ser den på himlen. Man ser nye sider, nye farver og forskellige størrelser og positioner. Sådan har jeg det også med troen. Den skinner hele tiden men på forskellige måder. Nogle gange er der en måneformørkelse. Man kan ikke se den, men den er der jo stadig. Sådan er det også med troen. Måske mister man troen på sig selv, på livet og bliver mismodig og desperat, men den er der jo stadig. Så venter man på, at troens fuldmåne skinner igen, og vækker den indre storm.