6 skarpe om tro

Bent Lexner: Som jøde tror jeg på dagen i morgen

Som ungt menneske arbejdede Bent Lexner som speditør i Københavns Lufthavn. Siden blev han rabbiner og overrabbiner for Det Mosaiske Trossamfund i Danmark og har gennem mange år været en kendt stemme og repræsentant for jøder i Danmark. Foto: Leif Tuxen

Der har været alt for mange situationer i den jødiske historie, hvor dagen i morgen har været svær at få øje på. Men tidligere overrabbiner Bent Lexner tror altid på morgendagens komme. Vi har stillet ham seks skarpe spørgsmål om tro

Hvad tror du på?

For en del år siden afleverede jeg et bidrag til en antologi om, hvad vi tror på. Jeg fandt, at det var en god idé at se, hvad jeg dengang havde skrevet. Det første, der dengang faldt mig ind, var: ”Jeg tror på dagen i morgen”. De fleste ville nok vælge en anden form for trossætning, men det er nok ikke så mærkeligt, at jeg som jøde peger på dagen i morgen.

Mit udgangspunkt er, at der har været alt for mange situationer i den jødiske historie, hvor dagen i morgen har været svær at få øje på. Ikke desto mindre har man sagt ”jeg tror på dagen i morgen”. Holocaustoverleveren Elie Wiesel bekræfter denne tese, når han fortæller, at rabbinerne under en diskussion i Auschwitz blev enige om, at Gud var død, og at der derefter var en rabbiner, der sagde: ”Og nu er det tid til morgenbøn".

Hvad betyder tro for dig?

Min Gud er verdens skaber. Min gud er menneskets skaber. Jeg er ikke en udviklet gorilla, og det er andre mennesker heller ikke. Nej, jeg er skabt af Gud, og du er skabt af Gud, og det betyder en forpligtelse for mig til at behandle dig på samme måde, som jeg forventer, at du behandler mig. Den berømte rabbiner Hillel sagde det tydeligt og klart: ”Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil have, de gør mod dig”.

Hvis du skulle konvertere til en anden tro, hvad skulle det så være?

Efter min opfattelse er det et umuligt spørgsmål at svare på. Jeg tror ikke, at man med mit udgangspunkt som praktiserende jøde reelt kan forestille sig hvilken anden religion, der kunne passe. En enkelt præmis måtte være i orden. Troen på en usynlig Gud.

Er der noget ved din trosretning, du tager afstand fra?

I jødedommen er traditioner meget vigtige. Det system, som jeg i dag lever efter, tager sit udgangspunkt i lovgivningen på Sinaj Bjerg. Siden har rabbinerne diskuteret loven og dens overholdelse. Det er klart, at der kan være ting i jødedommen, som på én eller anden måde ikke lige passer til min tid, men når den slags tanker opstår hos mig, tænker jeg altid på, hvad der ville være blevet af jødedommen, hvis man i løbet af historien havde fjernet noget.

Har du et yndlingscitat fra et religiøst skrift?

”Du skal elske den fremmede iblandt jer, for I har selv været fremmede i Ægyptens Land”. Denne sætning viser med al tydelighed, at forholdet til mennesket skal være i orden, for at forholdet til Gud kan accepteres. Jødedommen er en lovreligion og en ritualreligion, men det nytter ikke noget at overholde den religiøse lov, hvis man ikke er et ordentligt og retskaffent menneske.

Hvis din tro skulle beskrives med et andet ord, hvad ville du så kalde den?

Kompas.

Bent Lexner er tidligere overrabbiner for Det Mosaiske Trossamfund i Danmark (nu Det Jødiske Samfund i Danmark) i perioden 1996 - 2014.