6 skarpe om tro

Özlem Cekic: "Min tro er en levende del af mig"

Kurdiskfødte Özlem Cekic kom til Danmark som 5-årig. Hun er opvokset i et muslimsk hjem, og islam har ofte været en udadvendt del af hendes liv. Med tiden er religion dog blevet en mere privat sag for den nu 41-årige foredragsholder og brobygger. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Jeg kan finde en fred i min tro. Den hjælper mig med at flytte fokus fra mig selv. I taknemlighed over livet er jeg forpligtet til at gøre en forskel for andre, mener debattør og tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic. Vi har stillet hende seks skarpe spørgsmål om tro

Hvad tror du på?
Jeg tror på menneskets viljestyrke, videnskabens intelligens og Guds storhed. For mig er alle de tre ting hinandens supplementer og ikke modsætninger. Svarene findes ikke kun ét sted, men mange steder. Som muslim tror jeg for eksempel på både Moses, Jesus og Muhammed.

Jeg har ikke søgt i en række religioner og fundet svaret i islam. Jeg er blevet i den tro, som jeg er opdraget i, men jeg bruger ikke længere Koranen til at finde håndfaste svar, som jeg gjorde som teenager. Jo mere politisk aktiv jeg blev, des mere ledte jeg efter løsningerne i samfundet snarere end i hellige bøger.

Min religion er blevet mere og mere privat for mig, men den guider mig. Jeg tror på, at Gud tilgiver os hele tiden, og så må vi også tilgive hinanden og turde tro på det gode i det andet menneske.

Hvad betyder tro for dig?
Min tro er en levende del af mig. Mit forhold til tro er meget pragmatisk. Det er noget, der beriger mig – ikke noget, der begrænser mig. Jeg kan finde en fred i min tro. Den hjælper mig med at flytte fokus fra mig selv. I taknemlighed over livet er jeg forpligtet til at gøre en forskel for andre.

Nogle gange kan jeg føle, at jeg aldrig slår til, og jeg begynder at overveje, om jeg ikke skulle skære lidt ned på min søvn for at udrette endnu mere. Så prøver jeg at minde mig om den ydmyghed overfor livet, som jeg også er opdraget med: Den enkelte kan gøre en stor forskel, men vi er også kun mennesker. På den måde giver min tro mig nogle perspektiver på mit ansvar og begrænsninger.

Hvis du skulle konvertere til en anden tro, hvad skulle det så være?
Helt klart buddhisme. Der er noget særligt smukt over buddhisme, hvor alt materialisme bliver ligegyldig og kærlighed altafgørende.

Er der noget ved din trosretning, du tager afstand fra?
Nej. Men jeg er meget bevidst om, at alle religioner - inklusive islam - har både mørke og lyse sider. Derfor er kritisk debat vigtig for reformprocessen. Der er mange konservative og fundamentale fortolkninger af islam, som jeg er uenig i.

Jeg er som muslim præget af, at jeg også er humanist, demokrat, feminist og har boet det meste af mit liv i Danmark og gennem min uddannelse er skolet i at tænke kritisk. Derfor gik jeg også ind for afskaffelse af blasfemiparagraffen, fordi jeg tror på, at kritik styrker religionen.

Har du et yndlingscitat fra et religiøst skrift?
Ja, det er troneverset i Koranen. Det er et af de første vers, jeg lærte som barn. Jeg læser det på arabisk i alle de situationer, jeg har følt mig mest alene, mest efterladt, mest frustreret og mest sårbar. Jeg får ilt gennem det, og det giver mig en følelse af, at der altid er håb. Da min mor fik kræft, og et andet familiemedlem fik en alvorlig psykiatrisk diagnose, var Troneverset min følgesvend i mange, mange år.

Troneverset (Ayat al-Kursi):
"Allaah - der er ingen gud undtagen Ham, den Levende, den Opretholdende (som ikke selv opretholdes). Slummer rammer Ham ikke, ej heller søvn. Ham tilhører hvad der er i himlene og hvad der er på jorden. Hvem er den, der kan gå i forbøn hos Ham, undtagen med Hans billigelse? Han ved, hvad der er foran dem og der er bag dem, og de omfatter intet af Hans viden, undtagen hvad Han vil. Hans trone omfatter himlene og jorden, og deres opretholdelse besværer Ham ikke, og Han er den Ophøjede, den Mægtige" (Koranen 2:255).

Hvis din tro skulle beskrives med et andet ord, hvad ville du så kalde den?
Næstekærlighed.

Özlem Sara Cekic er muslim med kurdiske rødder. Hun er tidligere medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti og har en lang række ordførerskaber for partiet bag sig. I dag holder hun foredrag og arbejder med at bygge bro mellem religioner og kulturer.