Abdel Aziz Mahmoud: Jeg har gjort en forskel ved at springe ud som homoseksuel muslim

Siden han var 19 år gammel, har Abdel Aziz Mahmoud vidst, at han var homoseksuel. Efter han sprang ud for først sin familie og siden indviede resten af Danmark i sit liv på landsdækkende TV, føler han nu, at der ikke er nogen hemmeligheder, der holder ham tilbage

Den populære tv-vært Abdel Aziz Mahmoud blev født i Abu Dhabi af palæstinensiske forældre i 1983, og allerede året efter rejste den lille familie til Danmark. Her slog de sig ned, og her voksede Abdel Aziz Mahmoud op.

Selvom familien ikke var praktiserende muslimer i særlig høj grad, lå religionen alligevel til grund for de værdier og traditioner, der blev fulgt i hans barndomshjem:

“Religionen gav retningslinjer for, hvad der var rigtigt og forkert, og det gjorde, at jeg blev bevidst om, at mine handlinger havde konsekvenser. Det er jeg rigtig glad for. For ofte, når mine jævnaldrende gjorde oprør og lavede ballade, også da vi var små, gjorde jeg det ikke - måske fordi jeg tænkte på konsekvenserne,” fortæller Abdel Aziz Mahmoud om religionens indflydelse på sin barndom.

Men han oplevede også modstridende følelser. For som han blev ældre, gik det gradvist op for ham, at han blev tiltrukket af drenge - noget, der i den gængse muslimske opfattelse mildt sagt ikke bliver bifaldet, og af langt de fleste muslimer ikke opfattes som en korrekt måde at leve på. Derfor var Abdel Aziz Mahmoud også tøvende med at indvie sin familie i, hvem han egentlig var, da han som 19-årig journaliststuderende blev sikker på, at han var homoseksuel.

En tavs far og en befippet mor
Da Abdel Aziz Mahmoud nogle år senere besluttede sig for, at hans forældre skulle kende sandheden, havde han forinden fortalt mange af sine venner, at det var denne dag, det skulle ske. Det hjalp ham til ikke at bakke ud. For at springe ud overfor sine forældre krævede stor overvindelse:

“Når vi taler om alvorlige emner hjemme hos os, taler vi altid arabisk, men jeg havde ikke ordforrådet til at sige det, jeg skulle. Jeg var helt ødelagt, for jeg var bange for at miste hele min familie. Det kunne gå to veje: Enten ville det gå fremragende, eller også havde jeg ikke en familie mere,” fortæller Abdel Aziz Mahmoud og fortsætter:

“Jeg rystede over hele kroppen, begyndte at stamme og fik vejrtrækningsproblemer. Min mor kaldte på min far, fordi hun troede, at jeg fejlede noget. Det var svært, og jeg græd, men jeg fik ordene sagt. Jeg sørgede for at sige dem på en måde, så de forstod, at det ikke var deres skyld, at jeg var homoseksuel, og at de ikke havde gjort noget forkert.”

Forældrenes reaktioner stak i flere retninger. Faderen kiggede ned i gulvet og så ikke op igen resten af samtalen. Moderen blev befippet og sagde noget i retning af, at “det skal vi nok klare” for at berolige faderen og nedtone dramaet. Da Abdel Aziz Mahmoud tog afsted og lod sin familie få fred til at tale om den store nyhed, havde faderen stadig ikke sagt et ord.

Dagen efter skrev han en mail til sin far og spurgte, om han stadig var en del af familien. Faderen svarede prompte, at en familie er ikke noget, man kan blive meldt ud af, og at Abdel Aziz Mahmoud kunne komme forbi igen, så de kunne tale videre om det:

“Min far ville have, at jeg lovede to ting: At vi aldrig skulle tale om det igen, og at jeg aldrig ville fortælle om det i medierne. Men vi endte ikke med at overholde nogen af tingene, for både min familie og hele situationen udviklede sig efterfølgende,” fortæller han.

Brudte tavshedsløfter og bred appel
Abdel Aziz Mahmoud ville gerne holde sit løfte til sin far om at holde medierne uden for, men selvom han ikke selv udtalte sig om emnet, var han bange for, at medierne alligevel ville skrive om det. Flere var også tæt på adskillige gange, fordi de havde fået nys om historien fra andre kilder. Derfor var det kun et spørgsmål om tid, før den danske offentlighed ville blive indviet i familien Mahmouds hemmelighed, og derfor valgte Abdel Aziz Mahmoud og hans familie at tage sagen i egen hånd i DR-programserien “Familien fra Lærkevej”:

“Jeg var i en privilegeret situation, hvor jeg ikke overvejede selvmord eller var udsat for vold, som mange andre homoseksuelle med anden etnisk baggrund bliver det. Så jeg følte mig forpligtet til at være noget for andre, og jeg trådte frem, for at andre kunne have nogen spejle sig i og blive motiveret,” fortæller Abdel Aziz Mahmoud.

Tv-seriens næstsidste afsnit viser, at Abdel flytter sammen med kæresten Andreas. På denne måde talte han for første gang offentligt om sin homoseksualitet på landsdækkende tv, og dét gjorde en kæmpe forskel:

“Hvis jeg var startet ud med at fortælle, at jeg var homoseksuel, var mange af de muslimske seere blevet hægtet af, fordi de var blevet forargede og ikke kunne genkende sig selv i det. At jeg startede med at vise, at jeg er en af dem, men i øvrigt også lige er homoseksuel, gjorde måske, at det var nemmere for dem at lytte og acceptere det,” siger Abdel Aziz Mahmoud og uddyber:

“Efter seriens afslutning modtog jeg hundredvis af beskeder med reaktioner. Langt de fleste var støttende og beskrev, hvordan folks liv var blevet påvirket helt konkret. Det havde åbnet op for at tale om homoseksualitet i religiøse familier, og det havde hjulpet flere til at springe ud. Mine forældre har desværre mødt modstand efterfølgende, men de forsvarer mig alligevel”.

Se her den stærke video fra en paneldebat, hvor Abdel Aziz Mahmouds mor taler om at have en homoseksuel søn:

“Intet kan splitte os ad”
Efter Abdel Aziz Mahmoud sprang ud som homoseksuel både overfor sin familie og offentligheden, har han oplevet stor fremgang og hans familiære bånd blevet endnu stærkere:

“Det har været en kæmpe lettelse, især da min mor for få uger siden rejste sig under en paneldebat og fortalte, at det er en berigelse at have mig som søn.”

Han føler nu, at han har opnået det, der var meningen med det hele:

“Førhen var der nogen, der troede de kunne holde den her hemmelighed op mod mig og min familie. Men nu har de intet på os, og der er ikke noget, der kan splitte os ad. Det er en enorm befrielse, og der er ikke længere noget, der kan holde mig tilbage. Det var min største hemmelighed, og den er der bare ikke mere. Jeg føler, at jeg har gjort en forskel, og det var det, der var meningen.”