Interview

Ægtepar tager på hajj for at blive bedre mennesker

Maymouna Boughamsa har taget bøger med bønner under armen, og Adel Hafidh har iført sig den traditionelle herredragt til hajj. Parret er netop ankommet til Den Store Moské i Mekka, og nu venter der dem fem dage med ritualer og eid-fest mellem to millioner andre pilgrimme. Foto: Privatfoto

Pilgrimsrejsen til Mekka er en vigtig del af islam. Derfor gør ægteparret Adel Hafidh og Maymouna Boughamsa sig klar til at rejse fra København til Saudi Arabien for at deltage i ritualerne

Kufferterne er pakket med alt fra sengelinned og vådservietter til en papirlap med bønner og en traditionel muslimsk klædedragt kaldet ihram. Ægteparret Adel Hafidh på 25 år og Maymouna Boughamsa på 24 år er ved at gøre sig klar til at flyve til Saudi Arabien. De skal for første gang deltage i den årlige pilgrimsrejse til Mekka – kaldet hajj.

”Vi har begge villet på hajj, siden før vi blev gift,” fortæller Adel Hafidh, ”så vi blev hurtigt enige om, at prioritere det over alt andet, og at vores første opsparing sammen skulle gå til at tage på hajj.”

Hvorfor er det vigtigt for jer at tage på Hajj?

Først og fremmest er det jo en obligatorisk handling i vores religion og et påbud fra Gud. Derfor er jeg også overbevist om, at det vil være godt for os,” siger Maymouna Boughamsa og tilføjer:

”Og så har man jo hørt om hajj næsten hele sit liv og også glædet sig til det, selvom man jo ikke ved, hvordan det er at være dernede.”

”Jeg forbinder det også med en renselse,” siger Adel Hafidh. ”Vi har alle sammen fejl, og vi har alle gjort ting, som vi ikke er stolte af. Her er hajj en renselse. Man kommer hjem som ’nyfødt,’ hvis man har udført hajj oprigtigt,” tilføjer han.

Adel Hafidh glæder sig særligt til Arafat-dagen, der er det årlige højdepunkt under hajj. Her bliver pilgrimmene opfordret til at fordybe sig i bøn mange timer på Arafat-sletten nogle kilometer udenfor Mekka.

”Det er en meget stor dag for os. Det er virkelig der, renselsen sker. Det er der, hvor man har gået i perioden op til og tænkt over alt det, man gør forkert, og det, man gør godt. Og så står man endelig der, og kan tilbede Gud og vise taknemmelig for alt det, han har givet os, og bede ham om at hjælpe os med at komme til denne her forandring. Så det tror jeg bliver rigtigt stort!” siger Adel Hafidh.

Parret har taget kurser i deres lokale moské i København i, hvordan de forskellige ritualer kommer til at foregå på Arafat-dagen og de andre dage, pilgrimsfærden varer. Her er de også blevet gjort opmærksomme på, hvor nemt det kan være at blive distraheret fra den spirituelle rejse undervejs.

”Der kommer bønner undervejs i løbet af Arafat-dagen, men jeg har tænkt mig at lave en liste med nogle specifikke bønner. Der er en masse mennesker, og det er varmt, så man kunne jo godt glemme, hvad det er, man gerne vil bede om,” siger Maymouna Boughamsa.

Selvom parret glæder sig til rejsen, er det også en udfordrende tur der venter dem. Opholdet byder blandt andet på fem dages trængsel mellem cirka to millioner andre pilgrimme i det varme ørkenland.

”Vi tager afsted velvidende, at vi bliver testet dernede. Man ved jo godt, at når man er omringet af en masse mennesker og får det varmt, så kan man let blive frustreret. Man skal lige udvise mere tålmodighed end man plejer. På den måde øver man sig jo også på at blive et bedre menneske ved at stræbe efter ikke at reagere på sine frustrationer,” siger Maymouna Boughamsa.

Når Adel Hafidh og Maymouna Boughamsa kommer hjem kan de kalde sig henholdsvis hajji og hajjah – ærefulde titler for de mænd og kvinder, der har gennemført hajj.

Hvad håber I på at have fået ud af turen, når I er hjemme igen?

”Det er vigtigt for en muslim at være en person, der kan give fra sig. Og for at kunne give fra sig, så har man også brug for at få nogle inputs selv. Så jeg håber på at komme hjem med fornyet energi, større kapacitet og et større hjerte at kunne give af til andre – både muslimer og ikke-muslimer,” siger Adel Hafidh.

Maymouna Boughamsa håber på at turen kan give hende mere spiritualitet i hverdagen:

”I islam søger vi altid at se det større formål i alle henseender. I hverdagen glemmer man hurtigt sig selv og lader sig rive med af dagligdagen. Her fungerer hajjturen som træning i konstant at have et helekopterperspektiv aktiveret. Så mit største ønske er, at jeg kommer hjem med den evne," fortæller Maymouna Boughamsa.

I år starter pilgrimsfærden fredag den den 9. august og varer fem dage.