Alt du skal vide om ramadanen

Ramadan er den muslimske fastemåned. Gennem en hel måned holder fastende muslimer sig fra at indtage mad og drikke samt at dyrke sex lige fra solen står op, til den går ned igen. Dyk ned i muslimernes hellige fastemåned ramadan her

Iftar på Rådhuspladsen i København.
Iftar på Rådhuspladsen i København. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Den muslimske måned ramadan er den måned, hvor mange muslimer faster. Fasten er en del af de fem søjler, der er grundlaget for den muslimske trospraksis.

Under ramadanen må fastende holde sig fra mad, drikke samt sex, for at styrke sin tro og komme tættere på Gud.

Indholdsfortegnelse

  • Hvad er ramadan?
  • Hvorfor faster muslimer under ramadan?
  • Hvordan holder muslimer ramadan?
  • Hvad er eid al-fitr?
  • Hvem faster under ramadan?
  • Hvornår falder ramadan?

Hvad er ramadan?

I islam er der fem gerninger, som enhver muslim bør praktisere. Det kaldes de fem søjler og er retningslinjer for en muslimsk trospraksis. En af de fem søjler er fasten, sawm, der holdes i den hellige måned ramadan. Ramadan er den niende måned i den islamiske kalender, hidjra

Ramadanen er en periode på 29 eller 30 dage, hvor muslimer skal undvære mad, drikke og sex fra solopgang til solnedgang. Efter solnedgang samles mange muslimer med venner og familie for sammen at bryde fasten med et måltid, der kaldes iftar.

Når fastemåneden er overstået, samles man om en stor fest, der kaldes eid al-fitr. Det er en glædesfest med overdådig middag, gaver til børnene og musik.

Hvorfor faster muslimer under ramadan?

At faste er en af de fem søjler i islam, og derfor er fasten en helt central del af den måde, hvorpå mange muslimer praktiserer deres tro.

Muslimer faster i måneden ramadan, fordi det er denne måned, profeten Muhammed modtog sin første åbenbaring af Koranen. Åbenbaringen modtog han den nat, der kaldes lailat al-qadr eller skæbnenatten.

I den danske koranoversættelse står det sådan her:

“Måneden Ramadan, hvori Koranen blev sendt ned som en retledning til menneskene, som klare beviser på retledningen og Sondringen, i den skal enhver af jer, der er hjemme i denne måned, faste.” (overs. Koranen, E. Wulff, 2006, 2:185)

Fastens formål er at opnå taqwa, som kan oversættes til en slags fromhed eller gudsbevidsthed. Dertil kan muslimer have mange individuelle formål med fasten. Nogle faster for at vende fokus fra kroppens fysiske behov og i stedet dyrke troen og komme tættere på Gud.

Indiske muslimer samles til morgenbøn i Kolkata i Vestbengalen. Mange steder er der tradition for, at bedende mænd bærer den lille bedehat, der kaldes kufi.
Indiske muslimer samles til morgenbøn i Kolkata i Vestbengalen. Mange steder er der tradition for, at bedende mænd bærer den lille bedehat, der kaldes kufi. Foto: Sayantan Chakraborty/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Hvordan holder muslimer ramadan?

Under ramadanen må fastende ikke drikke, spise, ryge eller dyrke sex fra daggry til solnedgang.

Inden daggry vågner fastende muslimer for at spise morgenmad, et måltid, der kaldes suhoor

Efter suhoor begynder fasten, og man beder den første af dagens fem bønner, fajr.

For de fleste forløber dagen normalt. Man går på arbejde, i skole eller ordner andre daglige gøremål. Mange har dog et ekstra fokus på at opføre sig godt og at udføre dagens fem bønner.

Efter solnedgang brydes fasten med et måltid, der kaldes iftar. Mange bryder fasten med dadler, fordi det var det, Muhammed plejede at gøre, men alt er i princippet tilladt at spise, så længe det overholder de muslimske spiseregler.

Fællesskabet er helt centralt under ramadanen, og derfor er der ved iftar tradition for, at man samles med venner og familie og bryder fasten sammen.

Ramadanen handler dog ikke kun om fasten. Under ramadanen bør man især huske at opføre sig ordentligt. Derfor giver man ofte almisse, der kaldes zakat, og man afholder sig fra at lyve. Bønnerne er også ekstra vigtige under ramadanen. Mange bruger også måneden på at læse i og recitere Koranen.

Hvad er eid al-fitr?

Ramadanen kulminerer i en stor festmiddag, der kaldes eid al-fitr. Dette betyder løst oversat “fest for fastens afslutning”.

Mange kalder dog bare dagen for eid, som egentlig bare betyder fest. Der findes dog også en anden eid i den islamiske kalender, nemlig eid al-adha, hvor man mindes profeten Ibrahims villighed til at ofre sin søn Ismael. Eid al-fitr kendes også som “den lille fest”, og eid al-adha som “den store fest”.

Eid al-fitr falder på den første dag i den nye måned shawwal, og på denne dag er det faktisk ligefrem forbudt at faste.

En gruppe muslimske kvinder er samlet på stranden nær Rabat i Marokko for at bryde fasten sammen.
En gruppe muslimske kvinder er samlet på stranden nær Rabat i Marokko for at bryde fasten sammen. Foto: Mosaab Elshamy/AP/Ritzau Scanpix

Hvem faster under ramadanen?

Mange muslimer faster under ramadanen, som det er foreskrevet af Gud, at man skal. Mange alevi-muslimer faster dog ikke under ramadan.

Som udgangspunkt faster:

  • Raske
  • Voksne
  • De, hvis livsstil tillader det
  • De, der ikke er gravide, ammende eller menstruerende

Der findes en række undtagelser, særligt hvis fasten vil påvirke helbredet.

I den danske koranoversættelse står sådan her:

“Hvis én af jer er syg eller på rejse, kan det være et antal andre dage. De, der har råd, kan købe sig fri ved at bespise en fattig; men for den, der gør en god gerning af egen fri vilje, er det det bedste.” (overs. Koranen, E. Wulff, 2006, 2:184)

Hvis altså en muslim er syg eller rejser under ramadanen, så skal de missede fastedage holdes et andet tidspunkt på året. Hvis sygdommen er kronisk, så kan fasten erstattes ved, at man giver mad til en fattig i stedet for. Denne bespisning kaldes fidyah.

Der er forskellige udlægninger af, hvem der er undtaget fra fasten, men generelt er der konsensus om, at man er fritaget hvis man er:

  • Syg
  • Kronisk syg
  • Gravid
  • Ammende
  • Menstruerende
  • Barn eller ældre
  • Har et hårdt fysisk arbejde

Hvis man kan, bør man lægge de missede fastedage på et andet tidspunkt, for eksempel hvis man har menstruation.

Hvornår falder ramadan?

Ramadan er den niende måned i den islamiske månekalender, hidjra.  De fleste lande, herunder Danmark, følger den gregorianske kalender, der adskiller sig fra den islamiske kalender. Den islamiske kalender bruges dog fortsat til at fastlægge muslimske højtider. 

Den islamiske kalender har omkring 11 dage færre end den gregorianske, hvorfor ramadanen rykker sig hvert år. Nogle år falder ramadanen derfor, når det er vinter, og andre år kan den falde midt på sommeren.

Sådan falder ramadanen de kommende år:

  • 2024: 10. marts - 9. april
  • 2025: 28. februar - 29 marts
  • 2026: 17. februar - 19. marts