Sport og religion

I "Iglesia Maradona" er en fodboldspiller Gud

Pablo er vokset op i slummen i Buenos Aires. Han er en af de dedikerede tilhængere af Iglesia Maradona, der ser fodboldspilleren Diego Maradona som en gud. En tatovering af sportsstjernen pryder hans bryst. Foto: ALEJANDRO PAGNI / Ritzau Scanpix

I Argentina er en kendt fodboldspiller så populær, at han af sine tilhængere bliver opfattet som en gud. Kom med inden for i Iglesia Maradona, hvor religionens verden møder sportens

I den argentinske hovedstad Buenos Aires kan man opleve en stor kærlighed til en ganske særlig mand: Diego Maradona. Flere steder i Argentina, hvor den verdenskendte fodboldspiller blev født i 1960, kan man deltage i katolskinspirerede gudstjenester, der hylder sportsstjernen som noget helt specielt. Ja, sågar som noget guddommeligt.

Børn kan blive døbt i hans navn, forelskede par kan blive gift, og menigheden samles i fælles bøn, hvor ordene ”Vores Diego” har erstattet ”Fader vor”. Også De 10 Bud har fået ny ordlyd i "Iglesia Maradona" (på dansk Maradonakirken), hvor blandt andet de velkendte regler om, at man ikke må stjæle eller begære sin næstes hus, er blevet erstattet af påbud om, at man skal elske fodbold over alt andet og navngive sin førstefødte søn Diego.

Det kan i nogens ører lyde som en spøg, men i Argentina mener de det i ramme alvor. Det vidner den danskproducerede dokumentarfilm ”Fodbold er Gud” fra 2010 om. Her følger man tre mennesker, der hver især har et usædvanligt forhold til fodboldklubben “Boca Juniors”. Det er den klub i Buenos Aires, der har fostret den legendariske Diego Maradona, der i 1986 brugte sin hånd til at score et afgørende mål under en VM-kamp mod England - en særlig vigtig kamp, der efter Englands undertrykkelse af Argentina under Falklandskrigen gav sydamerikanerne oprejsning og berusende fornyet selvtillid som nation. Det ulovlige mål blev godkendt og gik over i fodboldhistorien, da Maradona selv forklarede, at målet var blevet lavet af “Guds hånd”. Samme år blev Maradona kåret som verdens bedste fodboldspiller.

I filmen møder man blandt andre den unge Pablo, der opfatter Diego Maradona som intet mindre end en gud. Og når man ser hans mørke øjne, der både er alvorlige og fulde af følelser, er man ikke i tvivl om, at han mener det:

“Han er den bedste. Han er vigtigere end min familie. Han er vigtigere end mig. Diego er det største, der findes, ” siger Pablo i en tale, han holder ved et bryllup i Maradonakirken. Han er iført en lang, hvid kjortel, der har tallet 10 skrevet tydeligt på ryggen - Diego Maradonas trøjenummer.

Ét ord: Passion
Den danske dokumentarist Ole Bendtzen er instruktøren bag filmen om de religiøse fodboldfans. Hans interesse for den usædvanlige kirke og dens dedikerede tilhængere startede, da han fik nys om nogle særligt hengivne fans af fodboldklubben Boca Juniors. Ole Bendtzen fortæller:

“Disse fans havde testamenteret, at deres aske skulle spredes ud over fodboldbanen. I aske er der kalk, så når det blandes med vand, bliver det til cement. Der var så mange afdøde Boca-fans, der havde fået spredt deres aske ud, at fodboldspillerne løb og slog sig på det. Det ødelagde fodboldbanen.“

Af den årsag blev der bygget en særlig Boca Junior-kirkegård, hvor man kunne blive begravet i kister med fodboldklubbens segl, og de havde en særlig præst tilknyttet. Herved var Ole Bendtzens interesse vakt, og filmen om den guddommelige fodboldspiller og hans hengivne følgerskare spirede.

Ole Bendtzen beskriver Maradonakirken som et sted, hvor elementer fra den katolske kirke bliver overført til sportens verden: Messer, ritualer og fællesskaber bliver overført til de rammer, fodbolden tilvejebringer. Ole Bendtzen tror, at det er muligt, fordi man i religion og fodbold finder den samme form for ekstase:

“Jeg talte med præsten i Iglesia Maradona og spurgte ham, hvad koblingen var mellem fodbold og religion. Han svarede mig med ét ord: Passion”.

Ole Bendtzen er enig med præsten i Buenos Aires i, at sport og tro har mere tilfælles end som så, og ekstasen er fællesnævneren. Samtidig lægger han vægt på, at kirken og stadion begge er rum, hvor man kan miste sig selv og lade sig opsluge af noget større:

“For mig er religionens og troens verden der, hvor det enkelte menneske bliver opløst og smelter sammen med noget større. Jeg tror, det er det, Maradonas tilhængere føler, når de ser fodboldspillerne løbe ind på banen. Når det sker, er der 50.000 mennesker, der på én og samme tid gør det samme, føler det samme og tænker det samme. De er som ét bankende hjerte, og det gør, at det enkelte ego smuldrer.”

Og det er ifølge Ole Bendtzen her fra, religionen udspringer:

“Det er i de øjeblikke, hvor du bliver løftet ud af denne verden og ind i en epifanisk tilstand, at troen opstår - og det er derfor, der er plads til religion i fodbold.”

Til en messe i Maradonakirken. Her ses et eksempel på, hvordan den katolske tro bliver overført til sportens verden: En blødende fodbold med tornekrone. Foto: Henrik Bohn Ipsen
Stillbillede fra filmen "Fodbold er Gud": Hernán (th) taler med sin psykolog om sin kærlighed til fodboldklubben "Boca Juniors". Han er så opslugt i klubben, at han føler sig syg. Foto: Henrik Bohn Ipsen