Reportage med video

Umbanda-religion forener kristendom med healing, popcorn og dans

Popcorn er et af de elementer, der bruges i de healende ritualer i umbandakirken. Foto: Anne-Sofie Holm

I Brasilien har katolsk kristendom snoet sig sammen med oprindelig spiritualitet. Her bliver man healet bagerst i kirken. Kristeligt Dagblad er taget til healing i en forstad til Sao Paolo

Et virvar af flagrende skørter, ild og healende popcorn. Tykke skyer af røg, en mand i hawaiiskjorte med en hovedbeklædning af farvede fjer og med en kæmpemæssig cigar i munden.

Vi er i Brasilien lidt uden for Sao Paulo. Man kan høre tunge, hurtige rytmer fra store trommer, håndteret med snilde af tre mænd, hvis hænder efterfølgende må være trætte og ømme. Foran alteret, som er prydet med en lang række forskellige gudefigurer, danser en stor flok hvidklædte mennesker. De tramper, kravler og ryster sig ind og ud imellem hinanden, mens de chanter i kor. Nogle går i trance.

Publikum klapper i takt og knuger en lille, lamineret seddel i hånden - deres nummer i køen til at blive healet og få gode råd med på vejen fra det hinsides. 

Scenen er sat for et umbanda-ritual i den sydbrasilianske by Sao Vicente, en forstad til Sao Paulo. 

Umbanda er en synkretistisk religion (sammensat af flere religioner, red.). Umbanda består af en blanding mellem katolicisme, oprindelig brasiliansk religion og gamle afrikanske traditioner. Den opstod ved Rio de Janeiro omkring starten af det tyvende århundrede, og findes i dag primært i det sydlige Brasilien, Uruguay og Argentina.

Dans, trance og urter

Et af de grundlæggende elementer i både umbandas mytologi og rituelle praksis er trancen. Her bliver de deltagende besat og kan på denne måde blive talerør for en lang række guder og ånder. Nogle af kultdeltagerne lader sig besætte for på denne måde at kunne besvare spørgsmål med guddommelige tunger.

I umbanda spiller planteofringer også en stor rolle. I baglokalerne i kirken i Sao Vicente findes en hel have, der forsyner kirkens omfattende ritualer med de nødvendige blade og urter. 

"Indianerne brugte dem også til at lave tøj med", fortæller en af de imødekommende hvidklædte kvinder, der er en del af menigheden. Hendes mørke øjne lyser glade og nysgerrige under det hvide tørklæde, der dækker hendes hoved. 

Under kirkens symbol, som er en hvid due på en baggrund af hvide flammer, fortsætter de dansende ufortrødent. En gruppe kvinder danser i en cirkel om en gryde med ild i, og hvirvler drillende flammerne op med deres gulvlange skørter. Rituallederen, den såkaldte pai-de-santos, går omkring med et myndigt ansigtsudtryk og den ene hånd på ryggen, alt imens han med røgen fra sin efterhånden nedbrændte cigar giver deltagerne velsignelser.

Pludselig holder den messende sang inde, og det hvide virvar stopper op. Trommerne spiller videre, men nærmest kun som en indikering af rummets puls. En hvisken rundt omkring afslører, at ritualet ikke er slut endnu; Det er blevet tid til healing. 

De mange tilskuere, der indtil nu har overværet ritualet siddende kønsopdelt på lange bænkerækker, kigger rundt: På hinanden, på klokken og på tallet på sedlen i deres hånd.
Tallene råbes op og hurtigt dannes en lang kø fra bænkerækkerne til et lokale bag alteret. Antallet af tilhørere, der søger gode råd fra det hinsides, er mange. Kirken er tydeligvis et populært tilløbsstykke på denne lørdag aften. For at få ventetiden til at gå, starter en summende snakken.

Kirken har positiv energi

José Paulo Castro er 38 år, skolelærer og er vokset op i et af de fattige områder, der ligger tæt på denne umbandakirke. I dag er hans tredje besøg i kirken:

"Årsagen til at jeg tager her hen er, at jeg gerne vil forstå lidt mere om healing og energier og lære mig selv bedre at kende. Jeg vil gerne finde en forbindelse mellem min egen sjæl og de åndelige magter", fortæller han.

José Paulo Castro kommer i mange forskellige slags templer og kirker i Sao Vicente. Men når han taler med folk i umbandakirken og hører, at de har det bedre både fysisk og følelsesmæssigt efter ritualet, gør det ham glad: 

"Jeg føler, at det er det rigtige sted for mig at være."

Ifølge José Paulo Castro kan netop denne kirke noget ganske særligt. Han føler, at der er en positiv energi: 

"Dem, der står for healingerne, gør det frivilligt og ud fra deres lyst til at arbejde med folk igennem den åndelige verden. De gør det for at hjælpe andre."

Brasilien er på mange måder et land, der favner synkretisme og særligt blandingen med de afrikanske traditioner. Religioner som umbanda oplever stor opbakning - op mod en fjerdedel af den brasilianske befolkning forventes at være involveret i umbanda i højere eller mindre grad.

Ifølge José Paulo Castro bunder det i, at landet i mange aspekter favner en bred vifte af diversitet:

"Jeg tror, at religioner som umbanda er populære i Brasilien, fordi de ikke diskriminerer folk. Vi er multiracielle og en stor multikulturel blanding. Her i umbanda er de ligeglade med, om man er transvestit, homoseksuel, heteroseksuel, sort, hvid, japaner eller dansker," siger han og tilføjer:

"Her er alle lige og kan søge at blive healet. Vi lever i et materialistisk og egoistisk samfund, hvor få kan trives og mange lider. Jeg tror på, at den personlige indre glæde er afhængig af den kollektive glæde."

Glæden er svær at komme udenom denne lørdag aften i Sao Vicente. Lydene af trommernes dybe rytme og håndflader klappende i takt fortsætter, til de deltagende igen bevæger sig ud i den brasilianske nat, hvor sangen erstattes af billarm og gadesælgernes råb. Men denne gang med den forskel at have fået et guddommeligt råd eller to med på vejen.

230417605
På kirkens alter ses en lang række forskellige gudefigurer - blandt andet Jesus. Foto: Anne-Sofie Holm
Dansende kvinder om et ildfad i umbandakirken i Sao Vicente, Brasilien. Foto: Anne-Sofie Holm
Bag kirken findes en have fyldt med planter og urter, der bruges i kirkens mange ritualier. Foto: Anne-Sofie Holm
Planteofringer er en del af ritualerne i umbandakirken i Sao Vicente. Til højre ses rituallederens fjerprydelse. Foto: Anne-Sofie Holm