Keltisk religion

Ved midvinter fejrede de gamle keltere Imbolc

Billedet viser en moderne fejring af Imbolc i Storbritannien. Foto: Malcolm/Wikimedia Commons

Imbolc er en gammel keltisk lysfest, der overlevede kristendommen ved at bringe helgeninden Sankt Brigid i centrum. Dagen har mange lighedspunkter med lysfesten kyndelmisse, som er blevet mere kendt i Danmark. Begge dage fejrer midvinteren med et håb om forår, og begge festdage har lyset i centrum.

Imbolc er en keltisk festdag, der falder mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn, og det er som regel 1. februar. Ilden havde en central rolle på denne dag. Lys blev tændt, og hvis vejret tillod det bål, for at symbolisere, og at solens livsgivende stråler var på vej tilbage.

Herhjemme kender vi en lignende mærkedag under navnet kyndelmisse. Imbolc er undertiden også blev oversat til kyndelmisse på engelsk, da kyndelmisse falder på den følgende dag - 2. februar.

Sammen med tre andre keltiske årstidsfejringer Beltane (som regel fejret den 30. april), Lughnassadh (omkring 1. august) og samhain (fra solnedgang 31. oktober til solnedgang 1. november) har Imbolc været med til at markere årets vigtigste skæringpunkter hos landbrugssamfundene i Irland, Skotland og på Ilse of Man.

Imbolc overlevede stenalderen og kristendommen

Meget tyder på, at menneskene i Irland helt tilbage i neolitikum (yngre stenalder) tillagde dagen, mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn en speciel betydning. På denne dag står solopgangen lige på det inderste kammer i flere af Irlands stenhøje fra denne periode. Det samme gør sig gældende på den dag, der falder præcis mellem efterårsjævndøgn og vintersolhverv - samhain.

De tidligste skriftlige kilder til Imbolc stammer fra noget af Irlands tidligste litteratur – omkring det 10. århundrede e.Kr. Men Imbolc er sandsynligvis en langt ældre festdag med rødder i det førkristne Irland, Skotland og Isle of Man. Den har i overgangen fra en hedensk fejringsdag af årets cykliske gang transformeret sig til en helgenfejring i kristen kontekst. Men fejringen af den gamle tro og naturens kræfter er blevet liggende under den kristne overflade.

Sankt Brigid blev det kristne svar på Imbolc

Imbolc blev også kaldt Sankt Brigids dag. Sankt Brigid var en af Irlands mest betydningsfulde skytshelgener. Det er imidlertid en udbredt opfattelse, at den kristne Sankt Brigid bygger på en hedensk keltisk frugtbarhedsgudinde af samme navn. Da de keltiske områder efterhånden overgik til kristendommen, blev gudinden inkorporeret i den nye kristne tro som Sankt Brigid.

Sankt Brigid blev blandt andet fejret ved at lave Brigidkors. Korsene, som blev flettet af siv, blev hængt over døren, i vinduer og i stalden for at byde Brigid velkommen, da man troede, at hun på denne nat kom på besøg og velsignede hjemmet. Samtidig fungerede korsene som beskyttende amuletter mod ildebrand og lynnedslag.

Ligeledes lagde man stofstykker ud til Brigid om aftenen, så hun kunne velsigne dem og i kraft af denne velsignelse kom stoffet til at besidde helbredende og beskyttende kræfter.

En anden tradition, knyttet til Sankt Brigid ved Imbolc, var at besøge hellige kilder, der var associeret med hende og bede for godt helbred.

Den gamle kælling som et vigtigt vejrvarsel

Imbolc var også dagen, hvor man traditionelt tog vejrvarsler. Man ledte efter tegn på, om vinteren snart var ovre. Ved kyndelmisse er der også tradition for at tage vejrvarsler. Ifølge overtroen blev vejret på Imbolc bestemt af Cailleach, der i traditionel keltisk mytologi var en guddom i form af en gammel kælling.

Hvis vejret denne dag var godt, betød det, at Cailleach var ude og samle ekstra brænde, da vinteren ville vare ved et stykket endnu. Hvis vejret derimod var dårligt, var det et tegn på, at Cailleach sov, og foråret var på vej.

Fejring af Imbolc i Wicca/de moderne naturreligioner

Mange af traditioner omkring Imbolc gik tabt/forsvandt/døde ud i løbet af 1900-tallet, men nogle er stadig at finde, og andre er genopstået i forbindelse med moderne naturreligioner som eksempelvis wicca.

Wicca fejrer årstidernes skiften i det, der kaldes et årshjul. Her indgår de fire traditionelle keltiske årstidsfester Imbolc, beltaine, Lughnasadh og samhain og fire traditionelle nordisk-germanske Yule, forårsjævndøgn, midsommer og efterårsjævndøgn.