Kelterne tilbad Thors fætter og hestegudinden Epona

Ligesom danerne og romerne tilbad kelterne en frugtbarhedsgud og en tordengud. Men hestegudinden Epona var unik i den før-kristne, europæiske mytologi

Du kender dem fra tegneserien om Asterix. De gæve gallere, der bekæmper romerne. Gallerne var en af de keltiske befolkningsgrupper på det europæiske kontinent, og alene i Gallien er der registreret mere end 400 guddomme.

Alle keltere tilbad imidlertid ikke alle 400 guder. Mangfoldigheden af guddomme afspejler, at kelterne ikke var en samlet gruppe med et centralt styre, men derimod bestod af forskellige folkeslag.

Der fandtes helt lokale guddomme, der kun er registreret som tilbedt i ét enkelt lille samfund eller én specifik lund, som ofte dannede baggrund for en ofring eller en tilbedelse. Der var imidlertid også fælles guder og gudinder. De pan-keltiske guddomme var gennemgående for de keltiske samfund på tværs af regioner, dog med lokale variationer i navnene, tilbedelse og fremstilling.

Den hornede gud Cernunnos herskede over dyr og menneskers underverden

En af de vigtige var Cernunnos, den hornede gud. Cernunnos’ virkefelt var omfangsrigt. Således mener man, at han udover at være gud for velstand, frugtbarhed, liv og dyr også herskede over underverdenen.

Denne tolkning er baseret på de mange afbildninger som er fundet af ham. Cernunnos fremstilles med gevir (deraf navnet den hornede gud), og ofte fremstilles han siddende i skrædderstilling, mens han er omgivet af dyr, i særdeleshed bukke og ofte også en slange med vædderhorn. Slangen blev betragtet som tilhørende den underjordiske verden. Ofte ses han også afbilledet med en pung fyldt med mønter og bærende eller holdende halssmykker.

Selve navnet for guden, Cernunnos, er imidlertid omstridt. Det skyldes, at det indtil videre kun er dokumenteret fra en enkelt kilde.

Hestenes og frugtbarhedens store hunhest Epona

En anden frugtbarhedsgud var hestegudinden Epona. Hun var gudinde for ridedyr. Navnet, Epona, betyder ’store hunhest’. Hun var beskytter af heste, ponyer, muldyr og æsler.

Hesten var et vigtigt dyr for de keltiske samfund i forsvar og beskyttelse mod fjendtlige stammer, og den har haft en gennemgående rolle i den keltiske mytologi. Gudinden Epona har muligvis symboliseret både hestens kræfter og fysiske styrke og samtidigt hestens funktion for krigerrytteren.

Epona er som regel afbilledet enten siddende til hest eller siddende mellem to heste. Ud over hestene er hun afbilledet med symboler på frugtbarhed som kornaks, overflødighedshorn og føl. Sammen med sine heste har hun muligvis været den, der førte den afdødes sjæl videre i efterlivet.

Romerne havde ikke en tilsvarende gudinde, og formentlig derfor blev Epona som den eneste keltiske guddom også tilbedt i Rom. Det er sandsynligt, at Epona oprindeligt har været associeret med solen. Da romerne tog hende til sig, blev hun imidlertid forbundet med de guddommelige aspekter af månen.

Torden, lynild og himmel lå i Taranis hænder

Et stort fuldskæg, en tordenkile i den ene hånd og et solhjul i den anden. Måske lyder det som kendetegn, du har set hos mytologiske guder før? Samlet peger de dog hverken på Antikkens Zeus eller Jupiter eller på tordenguden Thor, men derimod på den keltiske guddom Taranis. Han var personificeringen af torden. Han deler blandt andet karakteristika med tordenguden Thor fra nordisk mytologi. Dette skyldes sandsynligvis, at de stammer fra samme indoeuropæiske mytologi.

Faktisk findes både Cernunnos og Taranis afbilledet på Gundestrupkarret, som blev fundet i 1891 i Vesthimmerland i en tørvemose. Karret menes at være fra overgangen mellem keltisk og romersk jernalder mere specifikt fra omkring det første århundrede efter Kristus. 

Taranis er typisk fremstillet med fuldskæg, en tordenkile i den ene hånd og et solhjul i den anden. Ligesom Cernunnos er Taranis til tider også afbildet bærende halssmykker.

Udover at være tordengud var Taranis i bredere forstand en himmelgud, idet han med solhjulet som kendetegn knyttes til solen. Foruden at symbolisere solen er hjulet også en repræsentation af årstiderne (det cykliske år). Disse solhjul er fundet i tusindvis som offergaver i helligdomme, der sandsynligvis har været tilknyttet Taranis’ kult.

Taranis blev af romerne sammenlignet med den romersk gud Jupiter, idet de delte mange af de samme karaktertræk. I Gallien er der sandsynligvis sket en synkretisme (sammensmeltning/fusion) af de to guder.

Den trefoldige modergud Matres

Epona var ikke den eneste stærke kvinde i kelternes gudeverden. Matres (eller Matronae) var gudinder for frugtbarhed og moderskab. De kaldes også modergudinderne, da ordet ”Matres” er latinsk for ”mødre”.

Matres er næsten udelukkende repræsenteret som triade, det vil sige en gudegruppe bestående af tre guddomme, eller denne samme gud repræsenteret i tre aspekter. Der kendes flere triader fra keltisk mytologi.

Af de mange repræsentationer, der er fundet af Matres, er de gennemgående temaer frugtbarhed, avl og ofringer. Matres er ofte fremstillet siddende med eksempelvis overflødighedshorn, skåle med frugter eller børn. Eller, i tilfælde af ofringer, med røgelse, grise og frugter. I andre motiver er de fremstillet med enten store eller mange bryster og imens, de ammer spædbørn.

Matres har imidlertid ikke kun været forbundet med frugtbarhed og moderskab. De har repræsenteret flere aspekter af kelternes dagligdag som overherredømme og healing men også destruktive kræfter som krig.

De afbildninger, der findes af de keltiske guder og gudinder, er alle skabt efter kontakt med romerne. Sandsynligvis var de keltiske guddomme oprindeligt ikke repræsenteret i menneskelig form. Den antropomorfe gud var et koncept, som romerne bragte med sig ind i den keltiske forestillingsverden.

Tordenkilen, skægget og solhjulet er blot eksempler på lighedstegn mellem jernalderens store europæiske folkestammes mytologi og den romerske og den nordiske mytologi.