Keltisk mytologi: Hvad troede Asterix på?

I tegneserien om Asterix og Obelix er landsbyens vise mand druiden Miraculix. Han er kendt for at fremstille den trylledrik, der giver gallerne deres overnaturlige styrke. Druiderne var samfundets præster og har sandsynligvis tilhørt en høj social og professionel klasse i de keltiske samfund. Foto fra album nr. 33 udgivet på Egmont-forlaget: Dige Jensen/ Polfoto

Ved du, hvad det betyder, når Asterix eller Obelix siger "ved Teutates"? Du kan faktisk blive lidt klogere på keltisk mytologi ved at læse tegneserien om de gæve gallere, der måske også tilbad hestegudinden Epona

De fleste af os har stiftet bekendtskab med "de brave gallere", der med Asterix og Obelix i front i den ene tegneserie efter den anden besejrer de invaderende romere. Hvad der måske er mindre kendt er, at gallerne var en gruppe inden for den keltiske befolkningsgruppe. Kelterne var blandt andet kendetegnet ved at dele en fælles mytologi.

Kelterne levede i Central- og Vesteuropa i en periode, der dækker jernalderen fra 6. århundrede f. Kr. og den tidlige middelalder i Europa. Der har ikke været tale om ét samlet folk. I stedet kan man tale om befolkningsgrupper, der udover at have talt keltiske sprog delte kulturelle fællestræk, herunder religion.

Derfor var den keltiske mytologi heller ikke homogen. Der kunne være stor variation i ritualer og i de guder, der blev tilbedt blandt de forskellige keltiske folk. Nogle guder fandtes kun lokalt. De kunne eksempelvis være knyttet til en specifik stamme, kilde eller lund, men trods regionale forskelle er der en række vigtige fællestræk, der gør, at man kan tale om en keltisk religion. Der er eksempler på pan-keltiske guder som hestegudinden Epona, og så er det gennemgående, at keltiske guder blev forbundet med bestemte færdigheder, mens gudinder blev forbundet med naturen - eksempelvis heste og floder.

I tegneserien om Asterix og Obelix kan man faktisk finde autentiske spor af kelterne mytologi. Karaktererne bruger for eksempel udtrykket ”ved Teutates”. Teutates var en keltisk gud for blandt andet krig og rigdom, aspekter der havde at gøre med stammens velfærd. Navnet betyder ”stammernes far”. Teutates, eller Toutatis, var en af de pan-keltiske guder.

Kelterne var polyteister, det vil sige, at de dyrkede flere guder, og oprindeligt har de også været animister, det vil sige, at de troede på at alt i naturen er besjælet. Bjerge, skove, floder og kilder var alle besjælet, og derfor befandt kelternes helligdomme sig også i naturen som på bakketoppe, ved søer og i lunde. Fund fra keltiske grave tyder på, at kelterne sandsynligvis har troet på en form for efterliv. Gravgaver inkluderer mad, udsmykninger og våben.

I den keltiske kultur ser man ikke en tydelig opdeling mellem det hellige og det verdslige. Mange af dagligdagens gøremål blev derfor til en ritualistisk handling. Sådanne faste regler for ikke-religiøse handlinger var med til at sikre den orden, kosmos, der bestod mellem mennesker og guder.

I tegneserien møder man også landsbyens vise mand, druiden Miraculix. Han er kendt for at fremstille den trylledrik, der giver gallerne deres overnaturlige styrke.

Druiderne var samfundets præster og har sandsynligvis tilhørt en høj social og professionel klasse i de keltiske samfund. Deres rolle i samfundet afspejlede en tæt sammenhæng mellem det verdslige og det religiøse. En landsbys druide stod i spidsen for religiøse handlinger og var ceremonileder ved ofringer af dyr, våben og fødevarer. Men han fungerede også som datidens læger og dommere.

Med romernes erobring af keltiske områder blev druiderne undertrykt. Især deres religiøse rolle blev voldsomt svækket.

Efterhånden blandes lokale keltiske gudeordner og ritualer, det vil sige hver keltiske gruppes ”panteon” sig med det romerske. Først omkring sen jernalder bliver guderne antropomorfe, det vil sige fremgår i menneskelig skikkelse. Dette skifte sker på baggrund af romernes invasion af de keltiske områder, og kelterne dermed kommer i kontakt med romersk kultur og mytologi. Så selv om Asterix bekæmper romerne, får de alligevel indflydelse på kelternes kultur.
 
De keltiske guder og gudinder, der overlever romernes invasion, er især dem, der ikke har haft en romersk modpart som eksempelvis Epona.

Andre læser lige nu