Egyptisk mytologi

Den egyptiske solgud var en omskiftelig verdensherre

Solguden Ra var opretholder af orden i verden, og han styrede himmelen, jorden og underverdenen. Foto: Jean-François Champollion/Wikimedia Commons.

Luciadag, vintersolhverv og kyndelmisse er alle måder, vi fejrer lyset i de solfattige måneder af året. For de gamle egyptere var solens stråler liv, og solen (Ra) var gud

Hvis solguden Ra (Re), i de gamle egypteres mytologi var gået til en psykolog i vores samfund, ville han muligvis have fået diagnosen: Dissociativ personlighedsspaltning.

Han kan være svær at beskrive, hvis udgangspunktet er, at han hele tiden er den samme. Hans trang til at fusionere med andre guder gør det svært at skelne, om der er tale om forskellige manifestationer af Ra eller en helt ny fusionsgud. Ra er, alt afhængig af hvad tid på dagen det er, og i hvilken tidsperiode han befinder sig i, nemlig ikke bare Ra.

Solguden Ra: Gudernes konge

Den egyptiske mytologi rummer flere skabelsesmyter, og både Ra og Atum har haft rollen som skaberguden. Ra’s kultcenter var soltemplet i Heliopolis.Soltemplet repræsenterede en symbolsk gengivelse af urhøjen, som egypterne troede, at alt liv var opstået af.

Ra var opretholder af orden i verden, og han styrede himmelen, jorden og underverdenen. Det kan imidlertid være svært at gennemskue, om Ra oprindeligt har rummet alle disse egenskaber, eller de er blevet tilskrevet ham, som han udviklede sig fra lokal til national solgud.

Hans ophøjelse til national guddom begyndte omkring 4. dynasti - dynastiet der byggede de store pyramider i Giza. På dette tidspunkt begyndte der at ske en religiøs udvikling i Heliopolis, som medførte, at kulten omkring Ra blev styrket. Denne øgede dominans kom til udtryk i faraoernes titler, og de begyndte at kalde sig selv ”søn af Ra”, og flere af dem inkorporerede ligeledes Ra i deres navne - eksempelvis Khafre (2540-2514 f.v.t.).

Fra omkring 4. dynasti begynder Ra også at bære titlen ”Gudernes konge”.

Solgudens forskellige manifestationer

De gamle egyptere troede, at solen (Ra) om dagen rejste over himmelen i en båd for om aftenen at blive slugt af himmelgudinden Nut. Om natten foregik rejsen gennem den farlige underverden, hvor Ra blandt andet kæmpede mod sin dødsfjende slangen Apophis – en repræsentant af Kaos.

Om morgenen blev han genfødt af Nut og genopstod som Khepri, guden for fornyelse og solopgangen. Denne manifestation tog form af en skarabæ. Egypterne anså skarabæen som hellig, dels fordi den ruller sine gødningskugler hen over jorden, hvilket egypterne som et symbol på solens gang hen over himmelen, og dels fordi skarabæen lægger sine æg i de små gødningskugler og kommer ud af disse fuldt udviklet.

Ra-Horakhty var en anden manifestation, der kombinerede Ra med himmelguden Horus. Denne konstellation kan forstås både som en fusionsgud og et aspekt af Ra, når han rejste over himlen om dagen. Horus repræsenterede den levende farao, og foreningen af de to guddomme var samtidig en forening af solguden og kongemagten.

I det 12. dynasti, Mellemste Rige (ca. 1938-1759 f.v.t.), fusionerede han med den populære og magtfulde guddom Amun, oprindeligt en lokal skabergud fra Theben. Denne konstellation, Amun-Ra, varer næsten resten af faraonisk tid. Som Amon-Ra blev han blandt andet tilbedt i templet i Karnak.

Undertrykkelse i Amarna-perioden

I en kort periode i Det Nye Rige (ca. 1539-1077 f.v.t.) i 18. dynasti under Amenophis IIII/Akhenaton (1353-1336 f.v.t.) også kaldte Amarnaperioden blev selve solskiven, personificeret i skaberguden Aton først ophøjet til den højeste gud og derefter den eneste.

Fokus på Aton var imidlertid allerede begyndt under hans fars Amenophis III (1390-1353 f.v.t.) regeringstid. Amun-Ra blev forfulgt og hans navn blev systematisk slettet fra alt. Dette er et af de første kendte eksempler i historien på monoteisme.

Akhenatons dramatiske ændringer skulle imidlertid vises sig ude af stand til at slå rod i befolkningen, og efter hans død begyndte de efterfølgende faraoer igen at vende sig mod Amun-Ra. Nu blev alt, der havde at gøre med Amarnaperioden udsat for forfølgelse og omfattende ødelæggelser.

Slutteligt indkapsler et citat fra den tyske egyptolog Erik Hornung fint, hvordan man bedst forstår ikke bare solguden Ra men hele den til tider uoverskuelige egyptiske kosmologis dynamik:

”In their constantly changing nature and manifestations, the Egyptian Gods resemble the country’s temples, which were never finished and complete, but always ’under construction’”.