Religion og ideologi

Nyliberalismens profetiske skikkelse

Rand er primært kendt for sine skønlitterære værker, men har også skrevet en del fagfilosofi. Af de mest kendte skønlitterære er The Fountainhead (på dansk Kun den stærke er fri), Anthem og Atlas Shrugged (på dansk Og verden skælvede). Udateret foto af Ayn Rand: Scanpix.

Den russisk-amerikanske filosof og forfatter Ayn Rand er en nærmest ortodoks figur blandt mange neoliberale. Også i Danmark. Hvad går Rands ideer egentlig ud på? Og har dyrkelsen af hende religionslignende træk?

Ayn Rand blev født i Sankt Petersborg i 1905 i en jødisk familie. Efter revolutionen i 1917 måtte familien flygte til Krim, og i 1925 emigrerede Ayn Rand selv til USA. Kommunismens indflydelse på hendes barndom var med til at forme hendes politiske ideer. 

Forfatter og filosof
Rand er primært kendt for sine skønlitterære værker, men har også skrevet en del fagfilosofi. Af de mest kendte skønlitterære er The Fountainhead (på dansk Kun den stærke er fri), Anthem og Atlas Shrugged (på dansk Og verden skælvede).

Sidstnævnte udkom i 1957, og beskriver en fremtid, hvor et tungt bureaukratiske socialistisk system fyldt med korruption og nepotisme, styrer de fleste industrier i samfundet.

Det ender med at nationen bryder sammen, for så at blive oprejst igen af heroiske entreprenører.

Objektivisme
Atlas Shrugged er i højere grad kendt for sine samfundskritiske træk end litterære, og bogen er den mest klare udlægning af Rands filosofi ”objektivismen.” Denne filosofi går ud på følgende: 
Virkeligheden er objektiv – vores erfaring af verden er hvad den er.
 
Fornuft – rationalitet er det eneste instrument vi kan stole på, for at forstå verden omkring os.
 
Egoisme – Vores egen stræben efter lykke er det højeste moralske mål. Udfyld dit højeste potentiale ved hjælp af rationalitet. Kapitalisme – Denne individualistiske livsform fungerer bedst i et kapitalistisk system med et frit marked og så lidt statslig regulering som mulig.
 
Rands livsfilosofi bliver ofte associeret med nyliberale fløje, hvor hun har mange tilhængere. Den tidligere amerikanske centralbanksdirektør Alan Greenspan, der siden er blevet kendt som en af de såkaldt ”medansvarlige” for finanskrisen i 2008, har sagt, at Rand var personen, der lærte ham, at ”kapitalisme ikke kun er effektiv og praktisk, men også moralsk”.

De har sammen skrevet bogen Capitalism: The Unknown Ideal. En samling essays, der blandt andet indeholder det berømte citat: ”Ureguleret kapitalisme er alle andre systemer overlegent.”

Rands renæssance
Rand har aldrig været mere populær, og er aldrig blevet så heftigt diskuteret som i dag. Blandt dele af den liberale fløj anses hun som en helt, der skarpsindigt har kritiseret selvgodhed, kollektivisme, irrationalitet og totalitarisme.

I Danmark har blandt andet Saxo-bank direktør Lars Seier Christensen udvist stor beundring for Ayn Rand, hvis filosofi han kalder Saxo-banks værdigrundlag. Man kan få Atlas Shrugged gratis tilsendt ved henvendelse hos Saxo.

Andre mener, at hun repræsenterer en form for egoistisk dyrkelse af selvet og menneskets egeninteresser: et asocialt menneskesyn hvor kun den stærkeste overlever. Hun er også blevet kritiseret for et selvmodsigende aspekt i hendes filosofi: at hun på den ene side prædikener egoisme og kompromisløs selvbestemmelse, men på den anden side konstruerer en filosofi, som hun forlanger, at andre skal følge.

Ifølge lektor og ph.d. i filosofi Nikolaj Nottelmann er hendes teoretiske filosofi ikke af stor akademisk interesse. Rands gennemslagskraft skal snarere findes i hendes hårde og fyndige angreb på kollektivisme, planøkonomi og totalitarisme.

”At kollektivismen skal kritiseres, og at individet skal i centrum, er jo alle vigtige punkter for Saxo-folkene. Sådanne ideer kan man finde langt bedre og dybere hos andre filosoffer. Men selv om Rand ikke var en stor tænker, har hun et letfatteligt symbolsprog i sin litteratur, som derfor kan appellere til mange læsere.

Saxo-folkenes fascination af Rand synes især at hvile på hendes heftighed i angrebet på de fælles fjender: Socialisterne, planøkonomerne, paternalisterne. Det er mere tvivlsomt, i hvor høj grad bankmændene forstår faren ved at udstille deres utilslørede beundring for en tænker, der også står for en ekstrem menneskeforagt rettet mod samfundets ”svage snyltere” og en dyrkelse af den stærke ener, der ikke lader fascismen meget efter.”

For eksempel i romanen Anthem, som er skrevet som et langt digt fra en ung mand, der lever for sig selv og gennem liver erkender, at individualisme er den ideelle livsform. Et citat fra bogen er: 

”Du skal vide hvad du vil i livet og gå efter det. Jeg tilbeder alle individer for deres muligheder som individer, og jeg afskyr menneskeheden, for dets manglende evne til at leve op til disse muligheder.”

En religiøs liberalisme
Man kan argumentere for, at miljøet omkring Ayn Rand har nogle sekteriske aspekter.

For eksempel findes der det internationale Ayn Rand Insitute, hvor man samles om at dyrke og sprede hendes budskab. Siden hendes egen samtid har studerende og andre interesseret også kunne melde sig ind i tænketanken The Atlas Society, der også dyrker hendes ideer.

Forfatteren og filosoffen Ayn Rand har altså skabt små samfund af følgere, hvilket kan virke ironisk da hendes store filosofi, som nævnt, omhandlede individualisme.

Ifølge Nikolaj Nottelmann er det problematisk at tale om en decideret religiøs dyrkelse af Rand. Man kan dog finde stærke religiøse aspekter i hendes litteratur.

”Selvom hun var glødende ateist, så har hendes litteratur ofte et tungt religiøst sprog. I Anthem er det en ung mand, der nærmest profetisk åbenbarer individualismens og egoismens evangelium.

John Galt, hovedpersonen i Atlas Shrugged, har mange fællestræk med Moses, den guddommeligt inspirerede profet, der leder sit folk ud af slaveriet. Rand havde i øvrigt et profetisk selvbillede som en dybt original tænker, der åbenbarede en helt unik filosofi, der ville vende verden på hovedet. Hun beskrev filosofihistorien som bestående af de tre store A’er: Aristoteles, Aquinas og sig selv.”