Den kinesiske filosofi, der inspirerede til Vestens oplysningstid

Oplysningstidens filosoffer længtes efter en universel rationalisme og etik, der kunne spores i det enkelte menneskes sind. Derfor var den kinesiske filosofi konfucianisme populær i 1700-tallets Europa

Oplysningstiden kaldes tit et opgør med det kirken i Europa. Men I 1700-tallets Europa var fornuft og kinesisk kultur på mode. Oplysningsfilosoffer forenede fascinationen af Kina og rationalitet ved at kaste sig over den klassiske kinesiske filosofi og religion konfucianisme.

Oplysningstiden (cirka 1690-1800 e. Kr.) er en kendt og vigtig periode europæisk historie. Den var drevet frem af filosoffer og andre videnskabsmænd (især indenfor naturvidenskaben), der advokerede for et opgør med de enevældige monarker og den katolske kirkes dogmer. I stedet argumenterede de for konstitutionelle monarkier og en verden drevet af fornuft og videnskab.

Ideer til en fornuftsbaseret livsførelse har vi i Vesten haft en tendens til at fremhæve som noget særegent europæisk. Imidlertid var flere af oplysningsfilosofferne inspireret af den kinesiske filosofi og bevægelse konfucianisme.

Da jesuittermunke i 1600-tallet begyndte at missionere i Kina, stødte de på den kinesiske filosofi konfucianisme, en filosofisk, religiøs og politisk lære, der sigter mod at skabe harmoni i samfundet i en minutiøs efterlevelse af traditionen, hvor ritualer og samfundslivet i øvrigt hænger sammen.

Kina var på dette tidspunkt et modefænomen i Europa. Man drak te af porcelænskopper, og kinesisk silke var højeste mode. I den tendens blev konfucianisme anset for en rationel religion. Konfucianismen blev anset som en fornuftsbetonet religion, der afspejlede de nye idealer, man efterstræbte i Europa.

Den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716) var en af de første, der udviste en stor interesse og beundring for konfucianismen. Han blev inspireret af de etiske principper i bevægelsen og mente, at Europa kunne lære meget af konfucianismens fokus på det enkelte menneskes sind som baggrund for universelle, moralske principper.

En af oplysningstidens helt store filosoffer var Voltaire (1694-1778), og han blev også inspireret af Konfutse - grundlæggeren af konfucianismen. Især var han inspireret af de etiske principper og den konfucianistiske styreform. De etiske principper bliver i konfucianismen fremlagt som dyder - der blandt andet lægger vægt på medmenneskelighed og retfærdighed. Det var grundlæggende tanken om én, universel rationalisme, der tiltrak de europæiske oplysningsfilosoffer.

Regenten skulle blande sig mindst muligt, for på den måde var han mest effektiv. Samtidig skulle man for at kunne regere over andre først og fremmest kunne regere mestre sig selv inden for den universelle verdensorden. Og viste regenten sig at være inkompetent eller ond, havde folket retten til at afsætte ham. Dermed kunne Voltaire bruge konfucianismen i sin kritik af enevælden og sit forsvar af oplyst monarki. I den kinesiske filosofi/religion fandt han begreber som frihed, retfærdighed, tolerance og fornuft - oplysningstidens idealer.

En lille krølle på Kinas nyere historie er, at de revolutionære kræfter, der senere banede vejen for kommunisternes overtagelse, var inspireret af Vestens fremskridt, stigende modernitet og spirende demokrati. For oplysningens filosoffer symboliserede konfucianismen alt det, der holdt Kina tilbage. Samme konfucianisme, der i 1700-tallet Europa var med til at fremme oplysningstiden og blev set som rationel og moderne, blev af de revolutionære kræfter fra 4. maj bevægelsen + maoisterne i starten af 1900-tallets Kina betragtet som reaktionært.