For enden af regnbuen venter en krukke guld og en irsk alf

Måske kan man finde en krukke guld for enden af regnbuen. Måske er den et tegn på en pagt mellem Gud og mennesker. Regnbuens mystiske skønhed har fascineret og inspireret mennesker gennem tiden

Regnbuen, der viser sig, når regn og sol mødes i luften, har i årtusinder fascineret mennesker. Den har været et af de helt store mysterier, som mange har forsøgt at opklare. Aristoteles (384-322 f.Kr.) var blandt de første, som var tæt på at løse gåden om regnbuen.

Aristoteles så regnbuen som et spejlbillede af solen i et ujævnt ”spejl” på en skys overflade, der består af myriader af dråber, som reflekterer regnbuen frem på himlen. Aristoteles berører en del af dét, naturvidenskaben vil betegne som rigtigt i dag, men er alligevel et stykke fra hele sandheden.

Vi skal frem til 1300-tallet, førend mysteriet bliver opklaret i et kloster. Det var dominikanermunken, Theodoric (1250-1310 e.Kr.), som var den første. Han eksperimenterede med kugleformede flasker, som han fyldte med vand.

Således fandt han ud af, at regnbuen skyldes lysstråler som brydes og spejles i regndråberne. Dog løber franske René Descartes (1596-1650) oftest med æren for opdagelsen. Descartes forklarede regnbuens opståen i 1637 ud fra samme forsøg som Theodoric. Og det er denne forklaring, som fortsat synes at holde vand i dag.

Hvis fokus fjernes fra naturvidenskaben og rettes mod religionerne, vil du opdage, at regnbuen er fuld af myter. Her følger 3 mytiske fortællinger om regnbuen. 

Regnbuen er en bro mellem to boliger

I den nordiske mytologi kaldes regnbuen for Bifrost. Det er en bro, der går fra asernes bolig, gudernes verden Asgård, til menneskenes bolig, Midgård. For at sikre, at de rette går over broen, og at jætterne holdes ude, har aserne indsat Heimdal som regnbuens vogter.

Heimdal bor på Himmelbjerget, som ligger på toppen af Bifrost. Herfra kan han ifølge myten se græsset gro og høre ulden vokse på fåret. Heimdal ser og hører med andre ord alt, hvorfor han også er regnbuens ideelle vogter. Det siges, at Bifrost vil slå revner og gå til grunde ved Ragnarok, når jætten Surt – gudernes fjende - og hans hær krydser den. Surt er ildens hersker og vil med sine ildjætter opbrænde himmel og jord, sådan at hele verden opsluges og går under.

Regnbuen minder Gud om sin pagt

I Bibelen optræder regnbuen i fortællingen om Noah. Gud oversvømmer verden og lader denne ene mand og hans familie overleve på arken fyldt med alverdens dyr, som skal bebo den renvaskede Jord. Gud lover Noah, at han aldrig igen vil oversvømme Jorden og udrydde menneskene, hvorfor Gud sætter regnbuen på himlen som et tegn på denne pagt indgået med Noah.

Jødedommens lærde rabbinere har knyttet kommentarer til historien om regnbuen.

I Midrash, et rabbinsk skrift, berettes om generationer af særligt retfærdige mænd, som aldrig så en regnbue på himlen. Når ingen regnbue viser sig på himlen, er det et tegn på, at der lever et menneske, der er så retfærdigt, at når Gud kigger ned og får lyst til at udrydde sit skaberværk, så ser Gud et håb i dette særligt retfærdige menneske, hvorfor ingen regnbue viser sig på himlen.

Rabbinerne siger dermed, at når du ser en regnbue på himlen, er det et symbol på, at Gud er utilfreds og har lyst til at udrydde menneskeheden, men via regnbuen mindes om sin pagt med Noah. 

Hvor regnbuen ender...

I irsk folketro og mytologi findes der alfelignende væsener, leprechauns, som oftest beskrives som visne gamle mænd med krukker fyldt med guld.

De bruger ifølge folketroen deres tid på at ordne sko og have en guldskat for enden af regnbuen. Hvis en leprechaun bliver fanget af et menneske, tilbyder den som regel tre ønsker, men kun hvis fangetageren slipper leprechaunen fri bagefter. Guldskatten for enden af regnbuen er en velkendt folketro fra Irland.