Andrea Hejlskov: Vi spiser ikke vores gud, som de kristne med oblaterne

Da seks religioner mødtes til en tværreligiøs højtidsmiddag sad blandt andre forfatter Andrea Hejlskov, der er asatroende vølve og gydje, med ved bordet. Her fortæller hun om at spise med sine guder, vigtigheden af at have et overflodsbord ved højtiderne og den hellige skål i mjød

Hvad spiser du til religiøse højtider indenfor asatroen?
Vi spiser hestekød, det er en integreret del af den hedenske tradition og har været det lige siden før kristen tid. Det var faktisk noget at det første, der blev forbudt i lovbøgerne, fordi det at spise hestekød var et tegn på, at man var hedning.

Derudover er det faktisk alle de gamle nordiske madtraditioner, der går igen. Påskebordet og julebordet stammer jo dybest set fra hedensk tid eller endnu før. Så vi spiser ikke noget, der er specifikt hedensk, udover mjød og hestekød.

Det er faktisk bare de danske traditioner, der tages op i asatroen. Vildsvinet og det tamme svin er et helligt dyr indenfor asatroen. Så oprindeligt omkring jul ville man lægge sin hånd på en flæskesteg og komme med en højtidelig ed omkring, hvad man ville gøre i det kommende år.

Nu her i foråret spiser man det, vi kalder ni-suppe, hvor man plukker forårets første ni urter og laver en suppe af dem. Når man på den måde indtager sit landskab, bliver man også en del af det. Ni er et helligt tal i den nordiske tradition.

Der er mange af vores højtider, som har et præ-kristent belæg. Påsken er også en stor begivenhed for os. Det handler ikke så meget om lammet, men mere om overfloden af mad. For jo mere mad, man spiser, jo større bordet er og jo mere man griner, jo mere held og lykke får man det kommende år. Derfor er det vigtigt, at man har et overflodsbord ved højtiderne.

Overfloden er en god ting, fordi vi spiser med vores guder. Vi ofrer en del af maden til guderne, så måltider er ligesom at gå ind i en glædestilstand sammen med sin gud og sit community. Det handler dybest set om at æde og have det godt. Det styrker heldet og lykken i et fællesskab.

Én stor begivenhed indenfor asatroen er, når vi fejrer blót. Det er hvor vi samles i skoven og gennemfører et standardritual. Det gør vi altid på solhverv og jævndøgn. Mad er en integreret del af vores praksis. Jeg kan ikke forestille mig, at asatroende kunne mødes ude i en skov og have et ritual uden at spise noget mad; netop fordi madofferet er så grundlæggende.

Har maden en religiøs symbolik?
Den grundlæggende symbolik er, at vi spiser med vores guder. Vi spiser ikke vores gud, som de kristne gør med oblaterne. Hele overdådighedsbordet er dedikeret til guderne. Man giver det bedste, man har, til guderne. På den måde er måltidet en super hellig ting, netop fordi vi ofrer mad.

Vi har også øl, der brygges specifikt til højtider. Det er en gammel hedensk tradition, og man tog mange varsler, hvis øllen ikke blev god. Hvis øllen var god, så var det et tegn på velstand og fremgang i det kommende år.

Er der ritualer forbundet med måltidet?
Ja, vi skåler. Vi har et horn med mjød, og mjøden er et konkret symbol på ånd i den nordiske tradition. Så når hornet med mjød går rundt og når vi skåler med hinanden, så deler vi ånd. Når man sætter sig ned inden man går i gang med at spise, så har hornet gået rundt først for at indvie guderne i maden og i fællesskabet.

Det er ikke en fast bøn. Der er meget improvisation i asatroen. Det er en stor del af praksissen, at man går ind i et flow, hvor talehandlingen bliver magisk. Det vil sige, at hvis du siger noget, så er det det samme som at gøre det. Derfor har vi frie runder, hvor man lader hornet gå rundt, og så siger folk det, der strømmer igennem dem. De ord ses som hellige, fordi de opstår i øjeblikket og fordi det er ånden, der drikker, og åbner op for at man kan sige de her ting.

Hvorfor sætter asatroende grød ud til nisserne?
Traditionen stammer helt tilbage fra prækristen tid. Årshjulet indenfor asatroen følger solhverv og jævndøgn. Der er mange højtider, som vi har til fælles med kristendommen. Til jul ofrer jeg grød til nissen og det kommer af, at vi tror på ånder. Nissen, eller tomten, er hjemmets beskyttende ånd, og det er ret vigtigt at stå på god for med den beskyttende ånd. Derfor ofrer man selvfølgelig mad.

Kan mad være en anledning til et religionsmøde?
Det er jo ligesom den grundlæggende ting for menneskeheden. Lige siden vi var menneskedyr har vi siddet rundt om et lejrbål og spist sammen. Det er jo sådan, vi bygger fællesskaber som dyreart. I mine øjne er maden noget af det allermest basalt menneskelige, og derfor må det også være en basal del af ens religion, fordi det er helt inde i kernen af, hvad det vil sige at være et menneske.

For mig er det en meget hellig ting, der her med at spise sammen. Fællesskaber og familier er meget hellige, så det her med at pleje fællesskabet er for mig en spirituel handling. Den handling at forberede et julemåltid er for eksempel en hellig ting i mine øjne.