Kulturstafetten

Annika Aakjær: Jeg glæder mig til det nye ungdomsoprør

"Jeg vil gerne have, vi snakker mere om følelser. Der er så få, der er villige til at indrømme, hvor meget vores følelsesmæssige ar styrer vores reaktioner og handlinger," siger musiker Annika Aakjær. Foto: Selfie med hunden Tove

Religion.dk spørger henover sommeren en række kulturpersonligheder og meningsdannere, hvad de drømmer om, hvad de gerne vil tale mere om, og hvem deres største inspirationskilder er. Efter endt svar sendes stafetten sendt videre til én af inspirationskilderne inklusiv et spørgsmål rettet til netop ham/hende.

Navn
Annika Aakjær.

Titel
Sangskriver.

Arbejdsplads (hvis nogen)
Rundt omkring.

Uddannelse
Sproglig studendereksamen, bachelor fra Rytmisk Musikkonservatorium i København.

Jeg vil gerne have, vi snakker mere om…
følelser. Der er så få, der er villige til at indrømme, hvor meget vores følelsesmæssige ar styrer vores reaktioner og handlinger. Folk har tit tendens til at rationalisere og have et logisk overtag på, hvorfor de mener det ene eller det andet eller gør, som de gør, og skjult bag logik og argumenter ligger tit nogle følelser, vi ikke er villige til at være i tilstrækkelig kontakt med, og som netop derfor, paradoksalt, får lov til at styre alt for meget.

Jeg drømmer om et samfund, som/hvor…
det i højere grad bliver socialt acceptabelt for mænd og kvinder/drenge og piger at være venner. Rigtige venner. At piger som trives med drenge ikke skal kaldes drengepiger, og drenge som trives med piger ikke skal udskammes med ord som tøs, bøsse osv..

I det hele taget ønsker jeg, at ord som bøsse og udtryk for det feminine ikke skal bruges som noget nedsættende og laverestående. At det, når en kvinde og en mand eller en dreng og pige, der bare går i børnehave, er tætte venner, ikke automatisk bliver tillagt dem, at de er kærester. Jeg er fuldstændig overbevist om, at der ikke er grænser for, hvor meget positivt der ville komme ud af, at flere mænd og kvinder for alvor turde/fik lov være venner og fortrolige.

Jeg tror på…
at vi er på vej ind et nyt ungdomsoprør. Og jeg glæder mig.

Sidst jeg hjalp et andet menneske, var…
i dag kl 9 om morgenen, på vej over i Netto, ventende ved et rødt lys i et fodgængerfelt, bliver jeg antastet af en meget fuld mand, som jeg lykkedes nogenlunde med at ignorere, som efter han har spurgt "how much?" opgiver at komme i kontakt med mig.

Han antaster efterfølgende en meget ung pige, som jeg gætter til at være 15, og han følger efter hende, da det bliver grønt. Hun beholder sine hovedtelefoner i, mens han taler til hende. Da jeg opdager, at han følger efter hende, råber jeg til ham, at han skal lade hende være, og han stopper og vender om.

Jeg er egentlig sikker på, at pigen sagtens selv kunne sige fra, men jeg synes, det er vigtigt for mig personligt i sådan en situation, som jeg ved, de fleste kvinder har oplevet meget tidligt i livet, at sige fra og vise, ikke bare ham stodderen, men også den unge pige, at hun ikke er alene, og at det ikke er i orden.

Den slags oplevelser er ikke nødvendigvis traumatiserende for en, men den medvirker til, at man som ung bliver bevidstgjort af en følelse af begrænsning af ens bevægelsesfrihed i verden, at man måske tænker, at de sommershorts var for korte, eller den undertrøje signalerede et eller andet, og det er ikke i orden.

Som kvinde er det mit ansvar at sige fra sammen med hende, for en mand som ham antaster ikke kvinder, når der er andre mænd til stede, og derfor er det også mit ansvar at fortælle historien her, fordi mænd meget sjældent kender til den verden, kvinder tit møder allerede som piger.

Jeg er vild med…
når mænd kan give komplimenter samt at være kærlige over for andre mænd.

Jeg har svært ved at tolerere…
egocentreret hasarderet adfærd i trafikken.

Torben Sangilds spørgsmål til Annika:
Hvordan oplever du selv forskellen mellem at tale til publikum og få dem til at grine på den ene side - og så at synge for dem og berøre dem ad musikkens vej på den anden? Du veksler jo mellem de to ting så fint på scenen, men jeg forestiller mig, det må være to forskellige måder at forbinde sig med publikum på?

Jeg oplever det faktisk ikke som to forskellige måder at forbinde mig med publikum på. Jeg tænker og føler det som en meget helhjertet måde at forbinde mig med mennesker på; når vi både kan grine og græde, har vi været hele vejen rundt sammen.

Jeg har altid optrådt på den måde, og den er ikke uden udfordringer, i den forstand at det f.eks kan være svært at stå på en festival og gøre som jeg gør, eller hvis der er et publikum, som ikke er åben over for, at det ene er ligeså vigtigt som det andet (det er heldigvis sjældent).

Men jeg tror, at grunden til, at jeg har behovet for at gøre de ting, jeg gør på en scene, også handler om, at der er en (selv)højtidelighed ved musik, som jeg altid har haft meget svært ved at tage på mig, men som jeg unægteligt naturligvis har i mig - og at jeg samtidig har, og altid har haft, et behov for at få dem omkring mig til at grine. Det er paradokset ved at både ville tages alvorligt og samtidig have lov at være latterlig.

Mine største inspirationskilder er
Anja Andersen (tidligere håndboldspiller. Red.).
Den eneste bog, ud over Tintinbøger, jeg har slugt på en enkelt dag, var Anja Andersens første selvbiografi "mit håb om frihed" - det skal siges, at der er mange billeder og store skrifttyper, skulle nogen tro, at jeg praler af at være en hurtiglæser. Den er skrevet, mens hun var på den absolute top i sin håndboldkarriere. Den er fyldt med vrede, afmagt og skrevet fra et outsider-standpunkt og er ekstremt underholdende, og den gav mig en enorm energi at læse.

Hun er i mine øjne den ultimativt største sportsudøver, Danmark har haft, lignende nærvær og kreativitet på en bane og med en bold har jeg ikke set, og jeg nyder hendes vrede og kamp for retfærdighed på banen og samtidig hendes utrolige charmerende og troværdige generthed, når talen falder hendes private person. Den tids Anja (slut-90'erne) er naturligvis ikke en Anja i den største balance, men det er netop det, der fascinerer mig, hvad storhed kræver og koster og ikke mindst giver af modstand.

Anne Dorte Michelsen.
Anne Dorte er min veninde igennem 10 år, og hun er et af de vildeste mennesker, jeg kender, dybt følsom, herligt sindssygt brutal og pissesjov, og vigtigst af alt virker hun ustoppelig.

Jeg lærte Anne Dorte at kende i 2009, fordi hun ringede og fortalte, at hun havde ligget i sengen i 10 dage med influenza, og mens hun havde ligget der, havde hun skrevet 17 sange om finanskrisen, som hun ville sætte op som en cabaret. Hun havde hørt, at jeg kunne spille og synge, og at jeg var sjov imellem numrene - om jeg ville være med? Og det var starten på et venskab, som har været fuldstændig uvurderligt for mig. Og så har jeg ikke engang nævnt, hvor mange klassikere, hun har beriget den danske sangskat med.

Niels Hausgaard.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg mødte Niels første gang, men han altid har kigget på mig på sådan en overbærende måde, med en rummelighed, og de senere år har jeg øvet mig meget i selv at have det overbærende blik på ud i verden.

Hele holdet bag Den Korte Radioavis.
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at Den Korte Radioavis har gjort mit daglige liv væsentlig bedre. Jeg har hørt alle afsnit, og det at få lov at høre en kvinde (godtnok fiktiv og godt nok, inderst inde, en mand) rase en time i radioen hver dag, er en renselse for mig.

Jeg elsker, hvordan de grundlæggende udstiller menneskelige relationer gennem og imellem karaktererne, og elsker Kirstens og Rasmus' respektive forskellige former for dobbeltmoral og selviske barnlighed. Jeg plejer at beskrive det som "Bamse og kylling" i en voksen mediekontekst til folk, der ikke kender programmet.

Anne Esther Bourkris
Hun arbejder med minoritetsforskning, diversitet og kultur, og jeg beundrer hendes arbejdsstil og særligt hendes måde at begå sig som offentlig debattør. Når hun står i en debatsituation, synes jeg, at hun generelt hæver niveauet markant. Vigtigst at alt synes jeg, at hun som offentlig debattør ikke deltager som et led i en større selvpromovering, som visse andre, ingen nævnt, ingen glemt.

Mit spørgsmål til Anne Esther Bourkris
Anne, med din erfaring ud i kultur, diversitet, minoriteter og religion, hvad tror du så, at vi som befolkning har brug for, at politikerne skal forstå og kommunikere omkring integration af de flygtninge, der kommer hertil, og dem der allerede er her - særligt dem, der har positioneret sig i det, vi omtaler som et parallelsamfund?