Indsigt

Antisemitismen trives i bedste velgående

Omfanget af jødehadet vil naturligvis variere over tid og sted, men dets eksistens er uomgængelig, skriver jødiske Jonatan Cohn-Maxild i anledning af angrebet på en synagoge i den amerikanske by Pittsburg. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Jean-Paul Sartre skrev, at jøder ønsker at være en del af nationen som jøder. Men det er der mange, som bebrejder dem, og jødehadet udgør en væsentlig kilde til utryghed, skriver jødiske Jonatan Cohn-Maxild efter det nylige angreb på en amerikansk synagoge

Lørdag den 27. oktober 2018 fandt et brutalt massemord sted på amerikansk jord. Gerningsmanden gik om morgenen ind i en synagoge i delstaten Pennsylvania og råbte ”dræb jøderne”, mens han skød vildt omkring sig.

Livets Træ, som den amerikanske synagoge hedder, blev i disse øjeblikke til et dødens leje. 11 amerikanske jøder mistede livet, og en menighed blev mærket for livet.

Lidt over tre et halvt år før, mere specifikt lørdag den 14. februar 2015, fandt et lignende angreb sted, blot ikke i Amerika, men i Danmark. Gerningsmanden gik lørdag nat til Københavns Synagoge og skød den danske jøde Dan Uzan, der sammen med politifolk forhindrede ham i at komme ind.

Hvis han ikke var blevet stoppet af dem, ville han have begået et massemord i synagogens menighedshus, hvor en fest i anledning af en bat mitzva, den jødiske konfirmation for piger, var i gang. Tidligere samme dag havde han allerede slået den sagesløse Finn Nørgaard ihjel.

Begge angreb udspringer af jødehad

Sammenholder man de to angreb, finder man ikke mange ligheder. Massemordet i USA var foranstaltet af Robert Bowers, en hvid, kristen amerikaner, der havde sympatier for det yderste højre. Meget tyder på, at der er tale om en genspejling af det klassiske jødehad, som man kender tilbage fra 30’ernes og 40’ernes Europa. Ifølge medierapporter var gerningsmanden vred over, at en jødisk menneskerettighedsgruppe hjalp flygtninge i Amerika.

Mordet på Dan Uzan var derimod udført af Omar El-Hussein, en mørklødet muslimsk dansker med palæstinensiske rødder. Hans angreb synes at afspejle den såkaldt ”nye” antisemitisme, altså jødehad forbundet med had til staten Israel.

Omar El-Hussein efterlignede palæstinensisk terrorisme. Robert Bowers var derimod højreorienteret racist. Måske var deres sociale vilkår et fællestræk. Men et mere gennemgående karaktertræk er deres had til jøder. Og det er også i det lys, man skal anskue angrebet i USA. Ikke blot som et resultat af øget polarisering mellem demokrater og republikanere. Heller ikke alene som et angreb fra en højreekstremist. Men tillige som et udslag af et verdensomspændende fænomen, der tilsyneladende ikke vil dø: jødehadet.

Jødehad i Danmark og udlandet

Omfanget af jødehadet vil naturligvis variere over tid og sted, men dets eksistens er uomgængelig. I Europa lever jøder bag politi- og militærbeskyttelse, mens det ikke er tilfældet i USA. Beklageligvis er antallet af registrerede antisemitiske hændelser steget de seneste par år i Amerika. I Frankrig er antisemitismen generelt meget voldsom. I Storbritannien er oppositionen ledet af en person kendt for sine antisemitiske ytringer og med tilknytning til den yderste venstrefløj, hvor jødehadet florerer.

Danske jøder er på mange måder forskånet for flere af de vinde, som blæser i resten af verden. Men Danmark går ikke fuldstændig fri. Rigspolitiet udgav i september sin rapport om hadforbrydelser i Danmark i 2017. I rapporten fremgår det, at 142 af de i alt 446 registrerede hadforbrydelser i 2017 var religiøst motiverede hadforbrydelser. Denne hadforbrydelsestype er en samlebetegnelse for hadforbrydelser rettet mod muslimer, jøder, kristne, hinduer, buddhister og mod restgruppen ”øvrige trossamfund og menigheder”.

67 af de 142 sager angik hadforbrydelser rettet mod muslimer, 38 sager angik hadforbrydelser rettet mod jøder, 30 sager angik hadforbrydelser rettet mod kristne og de resterende syv sager angik hadforbrydelser rettet mod ”øvrige trossamfund og menigheder”. Der var derimod ingen registrerede hadforbrydelser rettet mod hinduer eller buddhister.

Fra et dansk-jødisk perspektiv er tallene bekymrende høje. 27 procent af alle de religiøst motiverede hadforbrydelser var således rettet mod jøder.

Når man tager i betragtning, at der kun findes omkring 6.000 jøder i Danmark, mens der findes omkring 200.000 muslimer og omkring fem millioner kristne, betyder det, at den jødiske minoritet qua sin størrelse relativt set fremstår som den mest udsatte gruppe.

Hertil kommer, at mange jøder ikke er synlige omkring deres jødiske baggrund uden for hjem og synagoge, så det er faktisk en del færre end de omkring 6.000 jøder, der risikerer at blive identificeret som jøder af gerningsmændene.

Man skal selvfølgelig være forsigtig med at drage for stærke konklusioner på baggrund af tallene, som der kan skjule sig store mørketal og usikkerheder bag. Alligevel illustrerer tallene et jødehad i Danmark, som er særdeles tankevækkende, især når man tager i betragtning, at det i oktober var 75 år siden, at hovedparten af de danske jøder helt enestående blev reddet af deres landsmænd fra nazismens ugerninger.

Oplysningsantisemitisme er danske jøders største frygt

I Danmark er det dog hverken den klassiske antisemitisme eller den nye antisemitisme, som i disse dage udgør den største bekymring for de danske jøder – selvom disse udslag af jødehadet stadigvæk udgør væsentlige kilder til utryghed.

For tiden er det først og fremmest det, som er blevet kaldt for oplysningsantisemitismen. Den franske filosof Jean-Paul Sartre omtaler det i sin afhandling om antisemitismen, som at ”undertrykke Jøden til fordel for Mennesket”. Man ser denne undertrykkelse i politiske krav om, at rituel slagtning skal forbydes, at rituel omskæring af drengebørn skal forbydes, at kort sagt de ydre handlinger, som kendetegner den jødiske religion, skal forbydes. Baggrunden herfor er, at jøderne skal tilslutte sig ”rationalitetens” idealer. Jøderne må da selv kunne se, at deres ritualer er irrationelle og imod sund fornuft, er tanken bag.

Om det er korrekt at betegne disse assimilationskrav som antisemitisme er en teoretisk diskussion, som ikke skal tages her. At de praktiske konsekvenser ved at indføre assimilationskrav ved lov er voldsomme, kan der dog ikke herske tvivl om. Den jødiske eksistens i Danmark vil dø hen, hvis jøder ikke må praktisere deres religion.

Sartre siger det meget fint, når han i førnævnte afhandling (lettere omformuleret) fremhæver, at ”jøderne ganske vist ønsker at være en del af nationen, men som jøder, og hvem ville vel vove at bebrejde dem det?” Desværre er der mange, der bebrejder jøderne netop det.

Jonatan Cohn er jøde, cand.scient.pol. og cand.jur. Han er leder af AKVAH, som blandt andet registrerer hadforbrydelser begået mod jøder. Analysen står dog for hans egen regning.