Billedserie: Biskopper holder messe ved den amerikansk-mexicanske grænse
I et forsøg på at rette præsident Obamas opmærksomhed mod flygtningeproblematikken ved den amerikansk-mexicanske grænse fejrede katolske biskopper i går messe ved grænsen
300 personer deltog i messen "Mass at the Border" (messe ved grænsen) ved den amerikansk-mexicanske grænse i Arizona i går. Men menigheden var adskilt af en grænseindhegning.
Messen, som skulle sætte fokus på de mennesker, der har mistet livet i forsøget på at krydse grænsen mellem USA og Mexico, blev ledet af Bostons ærkebiskop Sean OMalley og en række andre biskopper. Den særlige gudstjenestefejring var et forsøg på at bede præsident Obama om at begrænse deportationerne af de mennesker, som opholder sig illegalt i USA. Det skriver Los Angeles Times.
Messen er et af flere katolske forsøg på at sætte fokus på grænseproblematikken.
Ærkebiskop OMalley, som har været på et ugelangt besøg i det sydlige Arizona med en gruppe biskopper, har udtalt, at han var inspireret af pave Frans' besøg på øen Lampedusa i 2013 hos flygtninge, der forsøgte at komme ind i Europa.
LÆS OGSÅ: Paven: Brug forladte klostre til flygtninge
Ved tirsdagens messe lagde de katolske biskopper en krans ved grænsemuren i Nogales og opfordrede katolikkerne til at mindes de døde.
"De kalder dem illegale fremmede. Vi er her for at sige, at de ikke er glemt. De er vores naboer. Vores brødre. Vores søstre. ... Du kan ikke elske Gud uden at elske din næste," sagde ærkebiskoppen ifølge Los Angeles Times.
Se billeder fra messen i serien ovenfor.