"De stod i ruinerne med forstenede ansigter"
Efter jordskælvet tog Kasper Thorskov til Nepal for at uddele nødhjælp. Læs hans egen beskrivelse og se glimt fra hans voldsomme oplevelser her
"Omkring en uge efter, at det første jordskælv ramte Nepal, tog jeg af sted for at joine vores lokale kirker i en lille landsby øst for Kathmandu.
Det var et af de steder, hvor 90 % af bygningerne faldet sammen. Vi hørte beretninger om, hvordan det første jordskælv kom som en eksplosion! Husene faldt sammen over folk, der var ingen advarsel. Alle, der var indenfor, blev dræbt.
En ældre mand udpegede en døråbning og sagde: Der stod jeg og så mit fire-årige barnebarn dø lige derover.
Vi talte med en mor og en datter, der havde mistet syv familiemedlemmer. Alle mændene i deres familie havde siddet indenfor og spiste på det tidspunkt, hvor skælvet kom. Alle var døde. Deres fædre, sønner, en onkel. Alle. Bare døde. Nu stod de alene tilbage.
Deres ansigter var helt forstene. Selv to uger efter. De stod i ruinerne med deres forstenede ansigter.
Den unge kvinde vil formentlig kunne klare sig selv ved at arbejde i marken, når tilstanden i landet er blevet mere normal. Men vi talte med et gammelt par, der havde mistet alle børn og børnebørn, deres pension og livsforsikring.
Det var hårdt at skulle vælge, hvem der skulle have mad. At stå med mad og være omgivet af desperate mennesker. Heldigvis var militæret til stede til at holde orden på folk. Men det er så voldsomt, fordi folk bare gerne vil have mad.
Monsunen er ikke startet endnu, men mange dage kommer der alligevel kraftige regnskyl som vi i Danmark normalt vil kalde skybrud med torden. Vejrforhold, der i øvrigt ikke burde være sådan på det her tidspunkt af året."