Hinduernes farverige festival
Se billeder: Alle regler bliver brudt og alle farver brugt, når hinduer verden rundt fejrer, at foråret er på vej
Holi er en af de mest udbredte og populære hinduhøjtider på året. Højtiden afholdes ved fuldmåne i februar eller marts, og den markerer overgangen fra vinter til forår. Holi varer et par dage, og på første dag tændes et bål, som man enten springer over eller ofrer mønter til for at få held i fremtiden.
Under holi må almindelige regler brydes, og man kan slippe af sted med næsten hvad som helst ved at sige: " Bare rolig, det er holi." (hindi: Bura na mano, holi hai).
I gaderne kaster alle farvet vand eller pulver på hinanden, rige og fattige mødes på lige fod, og der bliver set igennem fingrene med, at der ryges bhang (hash). Her kan du se billeder af fejringen forud for festivalen, der i år falder den 6. marts.