Billedserie

Se billederne: Et år med corona i verdens religioner

Kvinder iført mundbind beder i forbindelse med eid-al-fitr i Senegal. Højtiden markerer ramadanens slutning. Foto: Zohra Bensemra/Reuters/Ritzau Scanpix

I et år har mennesker verden over levet i coronavirussens skygge. Nedlukning, isolation og hjemmearbejde er blevet hverdag. Også trossamfund har måttet tilpasse sig situationen.

Den 11. marts 2020 erklærede WHO at covid-19 kunne kategoriseres som en pandemi, det vil sige en global infektionssygdom. I et år har den smitsomme sygdom altså været vores følgesvend, om end vi vil det eller ej.

Overalt på jordkloden er mundbind og håndsprit blevet en selvfølgelighed, og især religiøse ceremonier tager sig anderledes ud i coronaens lys.

Påskeprædikenen i Vor Frue Kirke foregik foran en usædvanligt stilfærdig menighed. Domprovst Anders Gadegaard havde tænkt ud af boksen og ind i den digitale tidsalder. Menigheden var nemlig repræsenteret i kirken ved hjælp af selfies, de havde sendt ind. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
I den katolske kirke udfører man askeonsdag et særligt ritual. Præsten slår korsets tegn i panden på kirkegængerne med aske. Asken symboliserer menneskets forgængelighed: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen opstå. I St. Louis-katedralen i New Orleans, Louisiana, brugte man vatpinde til formålet for at undgå smittespredning. Foto: Jonathan Bachman/Reuters/Ritzau Scanpix
Holi er en hinduistisk festival der priser guden Krishna. Fejringen er fuld af finurligheder og ballade, fordi højtiden tillader et afbræk fra hverdagens regler. Derfor kaster man farvet vand eller pulver på hinanden. Især børn er glade for holi, som denne indiske pige der deltager i festlighederne, dog iklædt mundbind. Foto: P. Ravikumar/Reuters/Ritzau Scanpix
Nederst ses morgenbøn i anledning af eid-al-fitr ved moskéen i Moskva i 2013. Eid-al-fitr er en muslimsk festival der markerer at ramadanen, eller fasten, er slut. Øverst ses den samme gade den 24. maj 2020, hvor coronapandemien umuliggjorde at store menneskemængder samledes. Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
Børn cykler gennem et mennesketomt trafikkryds i Israel den 28. september 2020. Dagen markerer yom kippur, en jødisk højtid som omhandler syndsbekendelse og syndsforladelse. Under normale omstændigheder er alt lukket til yom kippur, selv lufthavne og tv-stationer. I denne omgang var der endnu en grund til at gaderne lå øde hen, nemlig at landets anden corona-nedlukning trådte i kraft kort før fejringen. Foto: Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix
I Thailand samledes buddhister via onlinetjenesten Zoom ved Wat Phra Dhammakaya-templet for at fejre den buddhistiske højtid magha puja. På denne dag fejrer man et møde mellem Buddha og 1250 munke, hvor de buddhistiske ideer eftersigende blev grundlagt. Foto: Athit Perawongmetha/Reuters/Ritzau Scanpix