Billedserie

Se billederne: Helligtrekonger blev fejret med rituelle svømmekonkurrencer og kunstige kongekroner

I mange lande er helligtrekongerfejringen og den ortodokse epifanifest tæt forbundet. Kort før ovenstående billede blev taget, havde den ortodokse, økumeniske patriark af Konstantinopel Bartholomæus I kastet et trækors i kanalen Det Gyldne Horn i Istanbul for at velsigne vandet. Det er således en konkurrence, der skal markere Jesu dåb. Det handler nemlig om at få fat på korset som den første. Hvis man gør det, er man særligt velsignet. På billedet her er det den græske mand Nicolaos Solisvar, som den 6. januar 2018 fik fat i korset som den første. Foto: Emrah Gurel/AP/Ritzau

Helligtrekonger, der tager sit udspring i den ortodokse epifanifest, blev den 6. januar fejret i mange forskellige lande. Se billeder fra nogle de spøjse traditioner, som hører højtiden til, her

I den seneste weekend fejrede kristne helligtrekongersdag, der markerer julens afslutning. Det indebar faste ritualer med blandt andet konkurrencer og udklædninger.

I mange lande er en vigtig del af fejringen den traditionsrige vinterbadning.

Helligtrekongersdag tager udgangspunkt i en højtid, der går helt tilbage til det 2. århundrede: epifanifesten.

Epifanifesten handlede fra begyndelsen om Jesu dåb i Jordanfloden og efterfølgende åbenbaring som Guds søn. Derfor er vandet en vigtig del af dagen og bliver brugt til forskellige ting; ikke mindst vinterbadning.

Derudover står dagen til minde om Jesu fødsel, miraklet i Kana, hvor vand blev forvandlet til vin samt de vise mænd.

Epifanifesten fejres af ortodokse på to forskellige dage. De landes kirker, der følger den gregorianske kalender (blandt andre Danmark), fejrer jul den 25. december og epifanifest den 6. januar. De landes kirker, der følger den julianske kalender, fejrer jul den 7. januar og epifanifest den 19. januar.

Se billederne fra en række af de europæiske landes helligtrekongersfejringer her:

I Cypern har man, ligesom i dele af Grækenland, Tyrkiet og flere andre lande, tradition for at svømme efter et kors. På billedet her har en af de mandlige svømmere grebet korset, der er blevet kastet ud af en ortodoks præst den 6. januar 2018 ved en ø i den østlige del af landet. Foto: Petros Karadjias/AP/Ritzau
Den græske mand Angelos Filoxenidis modtager trækorset den 6. januar 2018 i det sydlige Athen. Foto: Thanassis Stavrakis/AP/Ritzau
Tre litauere er klædt ud som de vise mænd under en parade for helligtrekonger, der markerer det sted i Bibelen, hvor der fortælles om de vise mænd, der besøger det nyfødte Jesusbarn. Festen foregik den 6. januar 2018 i Litauens hovedstad Vilnius. Foto: Mindaugas Kulbis/AP/Ritzau
I den polske hovedstad Warszawa fejrede indbyggere epifanifesten den 6. januar 2018. På billedet kan man se, at der er mange, som har kroner på, fordi helligtrekongerfejringen hænger direkte sammen med epifanifesten. Man kan også se stjernen, der står til minde om ledestjernen, der ifølge Bibelen ledte de vise mænd til Jesus i krybben. Foto: Czarek Sokolowski/AP/Ritzau
Den 6-årige Fernando ryger en cigaret i landsbyen Vale de Salgueiro i det nordlige Portugal under den lokale fest for helligtrekonger lørdag den 6. januar 2018. Under landsbyfesten foregår der den noget specielle tradition, at forældre opfordrer deres børn helt ned til fem år til at ryge cigaretter. Ifølge den lokale befolkning er traditionen flere hundrede år gammel, men historien melder ikke noget om, hvad børnenes rygning skal symbolisere. Et gæt kunne være røgelsen, som ifølge Bibelen var en gave fra en af de vise mænd. Foto: Armando Franca/AP/Ritzau
Den portugisiske mand Alexandre Taveira er blevet valgt som den årlige "konge" og er derfor ansvarlig for at organisere landsbyens aktiviteter til epifanifesten i landsbyen Vale de Salgueiro i den nordlige del af Portugal lørdag den 6. januar 2018. Han er her ved at gå ud af et hus, hvor han få øjeblikke forinden har modtaget et bidrag til dagens festligheder af beboerne. Foto: Armando Franca/AP/Ritzau
En præst er ved at velsigne heste inden dette års hesteræs under epifanifesten i den sydlige del af Rumænien lørdag den 6. januar 2018. Aktiviteten følger en gudstjeneste. Foto: Vadim Ghirda/AP/Ritzau
I Tjekkiets længste flod Vltava var der den 6. januar 2018 svømning i anledning af helligtrekongersdag. På billedet ses tre svømmere med kroner og en del af Prags borg i baggrunden. Foto: Petr David Josek/AP/Ritzau
Den ortodokse, økumeniske patriark af Konstantinopel Bartholomæus I er på vej til kanalen Det Gyldne Horn i Istanbul for at kaste et trækors ud til en række svømmere, som hver især skal forsøge at få fat i korset som den første. Det skal han gøre for at velsigne vandet og markere Jesu dåb. Billedet er taget den 6. januar 2018 kort forinden billedet øverst, hvor Bartholomæus I har kastet korset ud i vandet. Foto: Emrah Gurel/AP/Ritzau
Pave Frans kysser en Jesusfigur efter sin ankomst i Peterskirken, hvor han skal være med til at fejre epifanifesten ved en messe lørdag den 6. januar 2018. Foto: Andrew Medichini/AP/Ritzau