Billedserie: Sukkot, den jødiske løvhyttefest

Sukkot - løvhyttefesten - er en højtid, der peger mange år tilbage i tiden. I Tredje Mosebog kapitel 23 knyttes høstfesten til en frelseshistorisk begivenhed: I skal bo i løvhytter i syv dage for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten. Høstens midlertidige løvhytte (grenhytte dækket med løv) bliver et billede på ørkentidens midlertidige telte (grenhytter dækket af skind).

I disse dage løber den jødisk løvhyttefest, sukkot, af stablen. Se billeder af fejringen her.

Det hebraiske ord sukkot er navnet på den jødiske løvhyttefest og betegner desuden de hytter, som er omdrejningspunkt for højtiden.

Hytterne er midlertidige opholdssteder, som er blevet brugt i flere sammenhænge igennem historien. Man brugte dem som ly ude ved markerne, så man kunne vogte over sine afgrøder, og så levede jøderne i dem under deres 40 års ørkenvandring, den underfulde rejse som Jahve førte sit folk ud på, og som tog sin begyndelse med flugten fra trældom i Egypten.

Således har hytterne den dobbelte betydning, at jøderne associerer dem til både høsten og Sinajpagten.

Relationen til høsten ses rituelt. Af tre typer grene og én frugt, konstruerer man hver især en vifte, der bruges ceremonielt hver dag under sukkoten.

Her ses konstruktionen af den traditionelle løvehytte. Med metalskelettet er der sandsynligvis tale om en mere moderne version end de løvhytter jøderne byggede under ørkenvandringen. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
Ultraortodokse jødiske drenge kaster et blik på citrusfrugten, etrog, der bliver brugt rituelt i forbindelse med sukkot. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
En ultraortodoks jødisk dreng undersøger et palmeblad, der måske skal bruges til hans vifte. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
En ultraortodoks jøde undersøger et palmeblad - det er vigtigt at vælge det helt rigtige. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
To mænd, begge ultraortodokse jøder, fører samtale over citrusfrugten etrog og et palmeblad. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
Denne ultraortodokse jøde forbereder sig på sukkot. Palmebladene skal bruges i rituelle sammenhænge i løbet af højtiden. Foto: Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix
I efteråret 2020 oplever Israel anden bølge af covid-19. Her ses maskebærende jøder stå ved grædemuren under mere ordnede forhold end normalt, mens de modtager rabinerens velsignelse. Foto: Ronen Zvulun/Reuters/Ritzau Scanpix