Binder vores løfte overfor Gud os sammen?

Det er, som om min muslimske kæreste og jeg er bundet sammen. Vi kan ikke skilles. Kan det skyldes, at vi en gang gav hinanden et løfte overfor Gud, hvor vi lovede at ære hinanden og altid tilhøre hinanden, spørger en kristen læser. Lone Skov Al Awssi, der er katolik og gift med en muslim, svarer

Spørgsmål

Kære brevkasse

Jeg er en dansk kvinde på 29 år og har i 2-3 år levet sammen med min arabiske mand på 34 år.

Jeg er troende kristen, og jeg beder ugentligt. Han er muslim, men beder ikke. Vi lever jo sammen, og det er en synd.

Da vi mødte hinanden, gav vi hinanden et løfte overfor Gud, hvor vi lovede at ære hinanden og altid tilhøre hinanden. Vi gjorde det helt privat han og jeg, hånd i hånd og med øjenkontakt og kyssede hinandens hænder for symbolsk at forsegle vores løfte.

Som tiden er gået, er vores forhold blevet dårligere. Jeg er ambitiøs og går op i uddannelse og arbejde. Han har ikke samme drive som mig. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan leve i den kultur, der kan herske visse steder i Vollsmose.

Men det er, som om at vi er bundet sammen. Vi kan ikke skilles. Selvom vi er flyttet fra hinanden og ingen kontakt har i flere måneder, vil mit hjerte, hjerne og krop ikke andre end ham. Og han føler præcis det samme.

Kan det skyldes det løfte, vi har givet overfor Gud? Har vi forseglet vores aftale og lovet os selv til hinanden for altid foran Gud? Kan vi gøre noget, så vi enten kan få det godt igen sammen eller godt hver for sig?

Med venlig hilsen
Anonym

(Spørgsmålet er blevet forkortet af redaktionen)

Svar

Kære Anonym

Tak for dit spørgsmål om dig og din muslimske kæreste og jeres løfte til hinanden.

Lad mig slå det fast med det samme: I er ikke bundet til hinanden i hverken religiøs eller juridisk henseende. Kun få imamer i Danmark har bemyndigelse til at foretage vielser, og da der slet ikke var en imam tilstede, da I afgav et løfte til hinanden, er I altså ikke bundet sammen ægteskabeligt.

Du fortæller, at jeres forhold med tiden er blevet dårligere, at I har forsøgt at leve adskilt, men at det er meget svært for jer at gennemføre adskillelsen. Du tænker på, om det måske skyldes det løfte, I engang gav til hinanden.

I alle religioner har ægteskabet meget stor betydning. I katolicismen er det ligefrem et sakramente, altså en hellig gerning. I islam er ægteskabet også meget vigtigt, det er rammen om selve familielivet og er forbundet med klare regler om børnenes tilhørsforhold med mere.

Det løfte, du og din kæreste engang gav hinanden, er smukt, men du skal ikke tillægge det nogen religiøs betydning.

Du er ked af, at I har levet ugifte sammen, men husk, at Gud tilgiver den, som oprigtigt angrer, og din brøde er ikke utilgivelig.

Når I to savner hinanden så meget, skyldes det snarere, at I stadig et eller andet sted - på trods af jeres forskellighed og det, at I vokser i hver jeres retning - alligevel elsker hinanden.

Du nævner, at du ikke bryder dig om at bo i Vollsmose. Har I overvejet at flytte derfra?​

Forbliv med at være en stærk kvinde, som søger udvikling, udfordringer og uddannelse. Dine ambitioner skal du aldrig opgive.

Jeg kan kun ønske dig alt det bedste og håber, at du og din kæreste finder en løsning, hvor I enten lever sammen og på længere sigt bliver gift, eller at I med tiden vænner jer til at leve adskilt. Der er ikke rigtigt andre løsninger.

Venlig Hilsen
Lone Skov Al Awssi
Debattør og muslimsk gift

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.