"Vi skal turde tale om døden. For forældrene glemmer jo aldrig deres børn"
Hvordan møder man døden som faglig person? I Landsforeningen Spædbarnsdød kombinerer man allehelgen med en række landsdækkende mindegudstjenester for de spædbørn, vi har mistet det forgange år
Døden er i sig selv en svær størrelse. Og den bliver ikke nemmere, når det er de kære børn, der er ofre.
Derfor vil der i 13 forskellige kirker landet over og på Færøerne i forbindelse med allehelgen den 5. november blive holdt mindegudstjenester for de spædbørn, som er døde i årets løb.
Initiativet er startet afLandsforeningen Spædbørnsdød. Der vil blandt andet blive holdt mindegudstjenestei domkirken Vor Frue Kirke i København, hvor Landsforeningen Spædbarnsdøds protektor Grevinde Alexandra vil læse navnene op på de børn, der ikke er her mere.
Mindehøjtideligheden er helt oplagt at kombinere med allehelgen, fortæller Birgitte Horsten, der er sekretariatschef i Landsforeningen Spædbørnsdød:
”Allehelgengudstjenesterne giver os lov til at sige højt og mærke, at de små børn har været her, også selv om de ikke – eller kun kort - nåede at leve udenfor deres mors mave. Vi viser med lysene den kærlighed, der strækker sig langt ud over døden, og vi viser, at selv om det er fuldstændig meningsløst, at de ikke er her mere, så har deres liv sat sig dybe spor af kærlighed i os”.
Bryd tavsheden
Forældre, der har mistet deres barn, oplever ofte at blive mødt af tavshed af omgivelserne, som ikke aner, hvad de skal sige. Men Birgitte understreger, at der er brug for at tale om de børn, som har været her, og at vi skal forstå, at de børn var og stadig er elskede af deres forældre. Derfor vil Landsforeningen Spædbarnsdød gerne skabe åbenhed om sorg, så vi sammen kan skabe et hverdagssprog og en accept:
”Vi skal turde være intentionsløse i sorgen. Vi skal droppe det med at tro, at vi kan fjerne sorgen og smerten – istedet skal vi turde tale om død, sige at vi er kede af det, spørge hvordan deres barn så ud, hvad deres barn hedder, om de gør noget særligt for at mindes deres barn og så videre. På den måde kan vi være der for forældrene og ophæve den ensomhed, som de fleste oplever i sorgen,” siger Birgitte Horsten, og fortsætter:
”For forældrene glemmer jo aldrig deres børn. De lever for evigt i og med dem. Moderen til frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun, der blev henrettet af tyskerne, sagde det så godt, da hun var langt op i 90'erne, mange årtier eftersønnens død: 'Man siger, at tiden læger alle sår, men så er der ikke gået lang tid nok.'”
Kærligheden er størst
En vigtig pointe er også, at det ikke er børnene, der har givet forældrene sorg, men døden. Den død, som vi alle står magtesløse overfor, og som vi bare må acceptere, når den kommer. Og det oplever alle, troende som ikke-troende, siger Birgitte Horsten:
"Alle kan finde trøst i ordene fra Biblen om, at størst af alt er kærligheden."
Den barske oplevelse af at miste et barn oplevede hun selv, da hun i 2003 mistede en søn.Men det er ikke derfor, at hun er blevet sekretariatschef i Landsforeningen Spædbørnsdød, fortæller hun:
”Mit mål og min motivation er, at alle forældre, der mister et barn, skal opleve omsorg og den allerbedste faglige støtte. For jeg ved, at kærligheden er større end sorgen – og at sorgen med den rette støtte og omsorg kan mildnes med tiden, selvom arrene altid vil være der,” slutter hun.