Brødre: ”Ved firmelsen kommer vi tættere på Gud”

De to brødre Richard og Daniel Anthonipillai på henholdsvis 16 og 14 år skal begge firmes, den katolske udgave af konfirmation, i pinsen. Religion.dk har mødt dem til en snak om katolsk konfirmation, fest og tro

Hvorfor skal I firmes?

”Vi har altid været forbundet med den kristne tro. Hvis vi bliver firmet, kommer vi tættere på Gud,” svarer den ældste af brødrene Richard Anthonipillai og tilføjer: ”Man plejer at blive firmet i 7. eller 8. klasse, så det er lidt sent for mig, men mine forældre vil gerne have, at vi bliver firmet samtidigt.”

Lillebror Daniel Anthonipillai supplerer ham: ”Vi fik vores første kommunion samtidig, og så tænkte vi, at vi også bare kunne blive firmet samtidig.”

Hvad betyder det for jer at blive firmet?

Denne gang er det Daniel Anthonipillai, der får svaret først: ”Vi bliver bekræftet som Guds børn ved at blive firmet.”

”Men at blive firmet betyder også, at man får mere ansvar overfor kirken og skal tage Guds budskab med sig og give det til andre folk. Ligesom med næstekærlighed, hvor man skal vise kærlighed til sin næste,” mener Richard Anthonipillai.

Hvor vigtigt er det for jer, at I bekræfter den kristne tro ved jeres firmelse?

Troen og bekræftelsen af dåben er det vigtigste ved firmelsen. Det er begge brødre enige om. Men det er også vigtigt at blive en del af kirkens fællesskab, siger Daniel Anthonipillai:

”Vi er i kirke ved næsten hver messe. Ved firmelsen bliver vi en del af fællesskabet. Så har vi noget tilfælles med de andre - at vi deler den samme tro. Det sker, når man bliver firmet.”

Hvordan har I forberedt jer på jeres firmelse?

Drengene fortæller, at de har været til mindst 15 messer og fulgt undervisning hos deres præster. I undervisningen har de lært mere om Gud, Bibelen, og hvorfor det er vigtigt at tro. Men de har også lært om treenigheden og Guds tilgivelse, fortæller Richard Anthonipillai:

”Vi har lært, at Gud altid tilgiver en. Det har vi ikke tænkt over før. Vi skal også lære at tilgive andre folk.”

”Og så har vi også lært om helgener,” kommer Daniel Anthonipillai i tanke om: ”Det moder Theresa gjorde var stort, men man behøver ikke at gøre noget stort, bare man gør noget godt for andre.”

De to brødre har også skriftet - det vil sige bekendt deres synder for en præst - som en del af forberedelsen til firmelsen. Det var for Richard Anthonipillai en god oplevelse:

”Når du skrifter, spørger præsten, om der for eksempel er noget, du har gjort forkert. Så fortæller du, hvad du har gjort – hvis du for eksempel har løjet for dine forældre – og så frigør præsten dine synder og velsigner dig til sidst. Det er meget privat, faktisk, men man får en god fornemmelse bagefter.”

Mange børn har gennem tiden hørt i konfirmationstaler, at de nu trådte ind i de voksnes rækker. Hvad tænker I om det?

”Efter firmelsen har man nået alderen til at blive mere moden,” mener Daniel Anthonipillai.

Hans to år ældre storebror siger lidt efter: ”Man har på en eller anden måde et ansvar for sin tro efter firmelsen. Og modenhed har også meget med ansvar og selvstændighed at gøre.”

Hvad sker der til en firmelse?

”Vi har jo ikke prøvet det endnu,” svarer begge drenge leende, men forklarer så alligevel lidt mere om, hvad de har hørt, der skal ske.

”Præsten velsigner en, og så får man Helligånden som gave,” siger Richard Anthonipillai, men afbrydes af sin lillebror: ”Jeg tror altså, at det er biskoppen.” Storebror bekræfter det, og Daniel Anthonipillai fortæller, at de skal firmes lige inden pinsedag sammen med deres hold.

Hvordan skal I fejre jeres fest?

De fortæller, at deres forældre har lejet et lokale og inviteret familie og venner. Festen vil byde på firmelseskage, god mad og underholdning:

”Efter aftensmaden og desserten så er det bare at slappe af, og hvis nogle vil danse, så danser de,” fortæller Daniel Anthonipillai.

”Det er almindeligt i vores familie,” siger Richard Anthonipillai: ”Der er altid dans.”

Hvad ønsker I jer allermest i firmelsesgave?

”Vi ønsker os ikke noget særligt,” siger begge drenge samstemmende og understreger endnu en gang, at det er bekræftelsen af deres tro, der er det vigtige ved firmelsen.