Mit rørende, danske buddhistiske bryllup

Som buddhist er der intet til hinder for, at jeg kan lade mig vie af en anden religion, fortæller vietnamesiske Kim Nguyen, der blev viet til sin danske mand efter både buddhistisk og luthersk- evangelisk tradition

Jeg er vietnameser og buddhist, og min mand er almindelig dansk kristen. Jeg mødte min mand første gang på det hospital, hvor han arbejdede som læge. Jeg er selv læge og blev kaldt over på hospitalet, fordi en patient havde behov for tolkebistand.

Efter halvandet år sammen besluttede vi os for at gifte os. Jeg var 29, min mand var 49. Det var ikke noget med romantisk frieri i Paris. Nej, vi satte os bare ned og fandt en dato.
 
Det blev den 3. april 1999, påskelørdag, fordi påsken betyder meget for min mand.

Traditionel buddhistisk vielse om formiddagen

Vi blev viet efter vietnamesisk tradition som det første på dagen. Det foregik hjemme hos mine forældre, hvor brudgommen ankom med symbolske gaver. Te, frugt og drikkevarer. Det, det først og fremmest går ud på er, at familierne mødes. Så stod vi der, to familier i mine forældres stue over for hinanden.
 
På den ene side mig med mine forældre og søskende, på den anden side min mand, hans mor og nogle af hans søskende. 

Brudgommens mor begynder, så min svigermor sagde omtrent: ”Kim og Svend har lært hinanden at kende, de har fundet hinanden og de vil gerne giftes. Der er kærlighed og det er vi glade for.”
Brudgommen spørger så brudens mor, om han må gifte sig med hendes datter. Mine forældre svarede, at var en god idé:

”Vi tager imod dig, vores svigersøn, og vil byde dig rigtig velkommen i familien.”
Så tog min svigermor igen ordet. Min mand havde instrueret hende i, hvad hun skulle sige hjemmefra. Det er jo ikke lige sådan, hun er vant til, at et bryllup foregår.

Det rørte mig meget, at hun gjorde det og tog det alvorligt. Så får bruden smykker, jeg fik en halskæde og et par øreringe. Og vi fik begge ringe på. 

Så skulle vi bukke foran alteret og en buddhafigur med lys og billeder af vores forfædre. Ligesom en præst i kirken, der velsigner, er det her, at de højere magter og forfædrene er med til at være vidne til ægteskabet. Min mand havde ikke noget imod det. Forinden havde jeg sat ham ind i, at Buddha er en højere magt, som skal velsigne ægteskabet. Så spiste vi frokost.

Velsignelse i templet

Mine forældres hus ligger en halv kilometer fra et buddhistisk tempel i Odense. Jeg er meget aktiv buddhist, og derfor var det vigtigt for mig at få mit ægteskab velsignet der. Der var ingen munke, der viede os, for buddhistiske munke har ikke vielsesret i DK. Men jeg viste svigerfamilien rundt i templet. Jeg har selv været med til at få det op at stå og er ret stolt af vores lille, buddhistiske menighed.

Vi fik også taget billeder af en fotograf. Jeg havde traditionelt, vietnamesisk bryllupstøj på, som er sådan en lang kjole i farverigt stof, der er skræddersyet til den, der skal have den på. Og så hører der nogle meget brede bukser til. Det er en dragt, som dækker hele kroppen.

Fra tempel til folkekirke

Så kørte vi til Kirkeby og fik en kirkelig vielse ved min mands søster, der er protestantisk præst. Som buddhist er der intet til hinder for, at jeg kan lade mig vie af en anden religion. Så længe, jeg ikke bliver tvunget til noget, så er jeg åben og har respekt for , hvad der har en åndelig betydning.

Om det er en præst, en munk eller en imam, der står for velsignelsen. Buddhismen forbyder ikke dette. Jeg har dyb og stor respekt for, hvad Jesus har gjort for menneskeheden.

Han var en stor personlighed og kan sidestilles med en åndelig vejleder, som bare hører til en anden verdensdel.
Dagen sluttede med at vi tog hen til et forsamlingshus et lille sted i nærheden af, hvor vi bor nu. Så fik vi traditionel middag med suppe, steg og is, efter vores fælles ønske. Og alle de taler, der hører til et rigtigt dansk bryllup. 

Det bedste minde er familiernes åbenhed

Senere har jeg tænkt meget på, hvor rørende, det egentlig var, at alting gled så let. At begge familier og kulturer kom med den indstilling at ”vi er dem, vi er”, men også lagde båndene fra sig og lod sig drage af det andet. Der var ikke noget med ”uha - han er dansker” eller omvendt.

Min svigermor var i starten af halvfjerdserne, og hun må da nok have tænkt sit, da min mand fortalte hende om hendes rolle i brylluppet. Men hun sagde bare: ”Nå – gør man det sådan? Jamen så er det det, vi gør.”

Den følelse af at der var plads til det hele, er det bedste minde, jeg har fra min bryllupsdag.”