Ægteskabet vejer stadig tungt i vores skilsmissekultur

”Vi handler meget på følelser, når det kommer til forhold. Men selvom vi skal turde insistere på følelserne som grundlaget, så gælder det også om at være tålmodig og rummelig, når vi skal have et kærlighedsforhold til at fungere i hverdagens rutiner,” mener sognepræst i Frederiksberg Slotskirke, Michael Brautsch. Foto: Bent Sørensen, Medvind fotografi.

Ifølge Michael Brautsch, præsten fra DR-programmet ”Gift ved første blik" har vi en tendens til at kvæle kærligheden i vores ide om ”det normale” – og i vores utålmodighed

”Tålmodighed er kodeordet,” siger sognepræst Michael Brautsch, når man spørger, hvad et godt ægteskab er.

Præsten fra Frederiksberg Slotskirke blev i efteråret berømt i mange danske hjem, da han tonede frem på skærmen i tv-programmet ”Gift ved første blik”, der udfordrer vores forestilling om, hvad et godt ægteskab er.

Han har valgt at være med i programmet, fordi parforhold, kærlighed og ægteskab ifølge ham bør lægges under lup. På den ene side skal vi blive bedre til at acceptere skilsmisser og alternative familieformer og på den anden forsøge at undgå at gå fra hinanden for hurtigt:

”Ud over tålmodighed skal vi også blive bedre til at rumme hinanden. Og vi skal turde indkalde hinanden til syn. Ligesom vi er opmærksomme på, om bilen, pensionen, jobbet stadig fungerer – skal vi være opmærksomme på det vigtigste: Nemlig parforholdet.”

For for de fleste danskere er parforholdet vigtigt, og ifølge Michael Brautsch har ægteskabet – midt i et stigende antal skilsmisser – stadig en vigtig plads i danskernes kultur.

Han mener, at det grundlæggende skyldes to ting: Dels at vi gerne vil have den historie sammen, at vi har valgt hinanden til med et rungende ”ja” i kirken højt i kirken foran mennesker, der betyder noget for os. Og dels, at ægteskabet er en del af en vigtig kulturel arv, som vi ikke skal underkende:

”De fleste af os er jo vokset op med tosomheden som normalbegreb. Selv de, hvis forældre blev skilt, oplever, at det med at være to partnere sammen for livet er noget, vi måler vores lykke på. Men måske skal vi passe på ikke at lade det normalbegreb ødelægge vores mulighed for at blive lykkelige,” siger han og forklarer:

”Vi har en forestilling om, at skal man være i et parforhold, skal man bo sammen. Men hvad, hvis flere par valgte at bo hver for sig og give børnene en fast base?” Spørger han og fortsætter:

”Eller måske ville flere mennesker blive lykkelige af finde nye partnere et par gange i løbet af livet? Og kunne vi løse nogle af de udfordringer, der tærer på småbørnsforældrenes parforhold, ved at bo i større fællesskaber i stedet for at være så fokuserede på kernefamilien?”

Det, der især har slået Michael Brautch i tilblivelsen af programmet og i sin tid som præst er, at vi er bundet til forestillingen om, at vi gerne vil finde én at leve med hele livet. Men for at vi kan det, kræves netop en tålmodighed, som mange af os glemmer, når vi kommer fra arbejde og ind til parforholdet:

”Vi handler meget på følelser i vores forhold. Og selvom vi skal turde insistere på følelserne som grundlaget, så gælder det også om at være tålmodig og rummelig, når vi skal have et kærlighedsforhold til at fungere i hverdagens rutiner.”

Men vi skal også turde opleve hinanden og bruge den tid, det tager at være i et kærlighedsforhold:

”Vi vil hele tiden opleve noget nyt – være på ski, være på weekend, være alle vegne – men måske skal vi blive lidt bedre til at tage os tid til at opleve hinanden,” siger Michael Brautsch.