Religiøs rejseguide

5 religiøse rejsemål i Indien

Foto: Amit Dave / Reuters / Ritzau Scanpix

Indien er et land med stor kulturel og religiøs mangfoldighed. Her bliver du præsenteret for fem af de seværdigheder, der klart viser diversiteten

Med et befolkningstal på ca 1,2 mia. er Indien befolkningsmæssigt det næststørste land i verden. Indien kan være kaotisk, stressende og larmende, men også farverigt, fantastisk og fredfyldt.

Flere og flere danskere rejser til Indien for at opleve både den fantastiske natur, de sprudlende storbyer og imponerende historiske bygningsværker.

Indien har en usædvanlig rig kulturarv. Gennem historien har forskellige folkeslag invaderet Indien, hvilket giver sig udtryk i en stor mangfoldighed af forskellige kulturelle og religiøse grupper.

Det er svært at udvælge bare fem religiøse rejsemål i Indien, da listen er meget lang.

De valgte repræsenterer fem af de store religiøse grupperinger, der findes i landet og er en mulighed for at opleve den religiøse og kulturelle mangfoldighed i Indien.

1. Varanasi og Gangesfloden

Varanasi (tidligere kaldet Benares) er en historisk by i den nordlige delstat Uttar Pradesh. Byen er for hinduer hellig på grund af dens placering ved floden Ganges, der i hinduismen bliver tilbedt som gudinden Ganga. At dyppe sig i floden menes at kunne sone synder, ligesom det siges, at man kan opnå frigørelsen fra samsara, den endeløse cyklus af fødsel, død og genfødsel.

Varanasi kan virke overvældende, for her er konstant aktivitet. Når man går gennem byens smalle gader må man ofte skynde sig til siden på grund af de mange optog af hinduer der bærer deres afdøde slægtninge på en båre ned til flodbredden. Her brændes liget på et bål, hvorefter den afdødes aske nedsænke i Ganges i troen på, at de afdødes sjæle vil opnå moksha, befrielsen fra genfødslernes kredsløb.

Varanasi er bestemt et besøg værd, hvis man vil opleve kultur og religion for fuld udblæsning. Far vild i de mange smalle gader, gå langs Ganges forbi de mange ghats (trapper) eller tag en bådtur ved solopgang eller solnedgang for at opleve de mange farverige ritualer ved flodbredden.

2. Bodh Gaya

Bodh Gaya er trods byens beskedne størrelse en af de vigtigste byer for buddhister. Byen ligger i delstaten Bihar, og ifølge legenden er det her prins Siddharta Gautama fik sin oplysning og blev Buddha.

I byen er rejst et tempelkompleks, der huser Mahabodhi Tempel og en efterkommer af det originale hellige Bodhitræ. Det var under dette træ, Buddha opnåede den højeste oplysning.

Udover hovedtemplet og Bodhi træet findes andre hellige steder, hvor Buddha opholdt sig i de syv uger, han ifølge legenden befandt sig i Bodh Gaya. Et af de steder er Lotus Søen, hvor Buddha også mediterede. Søen er fyldt til randen af maller. De lokale fortæller, at turisternes overfodring har resulteret i en eksplosiv vækst af fiskene i søen. En interessant attraktion i sig selv, omend en smule uhyggelig, da disse fisk kan blive ret store og har lange skægtråde.

Uhyggelige maller eller ej, så er Bodh Gaya et interessant sted at besøge. Gå en tur i tempelkomplekset, hvor du helt sikker støder på buddhistiske munke fra hele verden, der mediterer i den idylliske meditationshave med det smukke gamle Mahabodhi tempel i baggrunden. Her er en helt særlig stemning.

3. Ajmer og Dargah Sharif

Interesserer du dig for islamisk historie og kulturarv, er Ajmer i Rajasthan et interessant sted at besøge. I Ajmer findes en af Indiens vigtigste muslimske pilgrims destinationer: Dargar Sharif, et mausoleum og tempelkompleks rejst til ære for Khwaja Muin-ud-din Chishti, en sufihelgen, der grundlagde Chishtiya ordenen, som er den primære sufiorden i Indien i dag.

Det siges at ingen bønner forbliver ubesvarede her ved Dargar Sharif. Pilgrimme fra hele verden, muslimske såvel som fra andre trosretninger, kommer her for at vise respekt for den afdøde helgen.

Det bedste tidspunkt at besøge Ajmer er til Ursfestivalen, der bliver afholdt hvert år til minde om Khwaja Muin-ud-din Chishti. Festivalen varer i 6 dage og nætter og finder sted i den syvende måned i den islamiske månekalender.

4. Det Gyldne Tempel i Amritsar

Det gyldne tempel ligger i Amritsar, Punjabs største by, og er sikhernes vigtigste helligdom. I templet bliver sikhernes hellige bog Guru Granth Sabib, også kaldet Adi Granth, opbevaret.

Sikhismen opstod i slutningen af 1400 tallet og var kort fortalt et forsøg på at forene det bedste fra islam og hinduismen, med stor vægt på at alle mennesker er lige. Sikhismen var derfor også et opgør med kastesystemet i Indien.

Sikher fra hele verden valfarter til Amritsar for at få et glimt af religionens hellige bog inde i templet. Rundt om tempelbygningen ligger en hellig sø og i en enorm spisesal bliver der hver dag serveret gratis mad for tusindvis af mennesker. Både til pilgrimme, men også til enhver sulten turist, der er kommet for at opleve den højtidelige stemning i de smukke omgivelser.

5. Lotus Templet i New Delhi

Den sidste og af dato nyeste helligdom på listen er Lotus Templet i New Delhi. Det er et Baha'i tempel, som stod færdigt i 1986. I dag er stedet en af de mest besøgte attraktioner i New Delhi.

Baha'i religionen opstod i 1800-tallets Persien og blev grundlagt af Baha'u'llah, der gennem åbenbaringer indså, at han var en profet. Baha'ierne ser deres religion som den nyeste blandt de store religioner. Baha'ierne mener, at alle religioner er identiske i deres åndelige indhold og Lotus Templet er derfor også åbent for alle, uanset religiøst tilhørsforhold.

Lotus Templet er en utrolig smuk bygning og er bestemt et besøg værd. Bygningen har da også vundet forskellige arkitektoniske priser. Men det er ikke nok at se templet udefra. Inde i tempelbygningen er en enkel og ren indretning. Her møder man de mange besøgende, der i stilhed beder og mediterer. Det er også en oplevelse at se det spektakulære lotusformede bygningsværk indefra.