Ikke-vold i buddhismen

kvinde, mand, vold, slå, banke, klø, true, ondskab,

kvinde, mand, vold, slå, banke, klø, true, ondskab, grusom Foto: stock.xpert

Buddhismen er hos de fleste kendt som en venlig og blød religion, der prædiker fred og ikke-vold. Dalai Lama og andre buddhistiske ledere i Asien taler gerne fredens sag, og mediterende munke fremkalder hos de færreste angst, had eller ondsindede trusler mod religionskrigeriske tilbøjeligheder. Billedet af den fredselskende religion er overvejende korrekt.

I krig for Buddha

Men i de sidste år har man gravet i arkiver og fundet tekster og foto frem, som de færreste religiøse sekter og skoler i nutidens Japan er særligt stolte over. Det kan dokumenteres, at de fleste buddhist-organisationer i en eller anden form støttede aggressionen mod Kina og andre asiatiske lande. Der blev samlet penge ind, så hæren kunne købe våben og kampfly, og zen-klostre blev brugt som træningslejre for soldaterne. Munke gik i krig i fædrelandets og Buddhas navn. Det var tidens ånd. Men det var også tidens ånd at skille de, der turde gå imod strømmen, fra de andre - i dag kan faktisk kun få japanske grupper sige sig fri fra anklager om moralsk og fysisk medvirken i Anden Verdenskrig. Det er let at være bagklog og fordømmende overfor de buddhister, der solgte ud af religionen til gengæld for letkøbte argumenter om tvang, indoktrinering og tyranni. Det er kommet som et chok for mange vesterlandske zen-buddhister at erfare, at også deres zen-mestre var underlagt nationalismen og racismen, som om en sand oplyst buddhist-mester er udenfor menneskelige og politiske omstændigheder.

Der findes også enkelte andre tilfælde i historien, der markerer buddhistisk legitimering af vold og krig. Det gælder f.eks. nationalistiske buddhister på Sri Lanka, der i årevis har kæmpet for et etnisk ren ø uden besudlende tamiler med hindu-tro, og det gælder f.eks. tibetanske munke, der stadig med ord og ind imellem knytnæver strides og slås om, hvem der er den legitime arvtager til diverse lama-titler. Buddhister er mennesker, og underlagt verdens gang. Men ligesom den sociale verden er medbestemmende til at definere religionernes ideverden, så er doktriner og religiøse idealer også med til at bestemme historiens gang.

Ikke-vold

Allerede i de buddhistiske klosterregler bliver ikke-vold beskrevet som et ideal (Klik her og læs en tidlig tekst om ikke-vold).

Den store kong Ashoka, (ca. 3. årh fvt.), der i buddhistisk litteratur hyldes som den første buddhist-konge, blev kendt for at lægge volden og den militære kamp på hylden for at overtage Buddhas ord om fred og medmenneskelighed. Buddhismen har ikke ligesom kristendommen og islam brugt vold og krig som legitime metoder til mission og underlæggelse af nye områder. Nok har man brugt magi og lovprisninger af guld og grønne skove, nok har man gjort nar af andre religioner som mindreværdige, og nok har enkeltindivider i historiens løb sikkert været både frække, modbydelige og voldelige i deres iver for at tale buddhismens (og egen) sag. Men fysisk magt har aldrig været et ideal, der fra øverste religiøse instanser (bortset fra få enkelteksempler) har kunnet legitimere buddhismens fremgang. Buddhistiske klostre i Tibet og Japan har haft deres egne hære, men disse har primært været brugt til selvforsvar mod angreb udefra.

Krig mod buddhismen

At buddhister andre gange har været ofre for mere slagkraftig religiøs magtkamp, har for mere ?pragmatisk? indstillede moderne buddhister været brugt som argument for ikke at ophøje naive idealer om ikke-vold til lov. Buddhister blev mejet ned af muslimer i Indien, af kommunister i Kina, Laos, Cambodia og Vietnam, af kineserne i Tibet. Den måske mest symbolske forskel på (Vestens billeder af) moderne fundamentalistisk magtudøvelse mod en ?pæn? religion som buddhismen, var da store buddhistiske statuer blev sprængt i luften af afghanske talebaner, i deres iver mod at destruere al ?afgudsdyrkelse?.

Vold og dumhed

Doktrinært set er krig, had og vold for buddhisten udtryk for egen elendighed. Kun svage mennesker griber til fysisk magtanvendelse, med mindre ? som også mange japanske buddhist-krigere sagde ? det har en pædagogisk virkning på modstanderne eller er i en større sags tjeneste, som kun den oplyste buddhist kan erkende (?det er for din egen skyld?). Ikke-vold er mest kendt hos den indiske religion jainisme som ahimsa, hvor man går i ekstremer for at fremelske idealet ved f.eks at gå med maske og feje foran sig for ikke at dræbe bakterier og insekter. Buddhisterne, og med Gandhi senere hinduer, har overtaget begrebet som del af en overordnet etik og på vejen til frelse. Krig og vold ses som udtryk for forblindelse, had og begær. Og er man underlagt disse, er man ikke på rette vej til indsigt, men til yderligere lidelse og fortabelse. Kun med indsigt og kærlighed (metta, ?lovingkindness?) kan man vende skuden. Og derfor handler en af de fem forskrifter, som både munke og læg-buddhister bør overholde, om ikke-vold. Den påbyder nemlig, at man ikke bør dræbe nogen form for levende væsener, hverken i krig eller for fornøjelsens skyld. Nogle bruger dette påbud som argument for, at man som buddhist bør gå imod alt fra at spise kød til handel med våbenproducerende lande.

Fredens religion

Den vietnamesiske munk Thich Nhat Hanh er måske sammen med Dalai Lama det største ikon for buddhismens tale om fred. Med sine egne forskrifter har han omdefineret budet til at lyde: ?Dræb ikke. Lad ikke andre dræbe. Find hvilke som helst muligheder til at beskytte liv og undgå krig?. For at tale fredens sag, mener han, at man selv må ?være fred?, altså integrere de elementer i buddhismens lære og praksis, der fremelsker et fredsommeligt sind. På den måde, siger han, breder freden sig fra individet til andre, fra andre til flere, fra flere til hele verden. Nogenlunde samme tanker har Dalai Lama flere gange udtalt som fundamentale principper i buddhismen, og blandt andet derfor har han fået Nobels fredspris. Han og andre buddhistledere er dog også beskyldt for at lade den fine retorik stå i vejen for realpolitisk fremgang: det er så let at sige ?fred? som et andet mantra, når den virkelige ?kamp? for freden skal ?kæmpes i virkeligheden?. Men også retorik og symbolik er i høj grad realpolitik. Og selv om kun ca. 6% af verdens befolkning er buddhister, står buddhismen som fredens religion og de mange freds-engagerede buddhister ganske godt repræsenteret i religionernes verden.

Kilder:

  • Kraft, Kenneth (ed.). Inner Peace, World Peace: Essays on Buddhism and Nonviolence (Albany: State University of New York Press, 1992).