Kvindesynet i buddhismen

En kinesisk buddhistisk kvinde brænder røgelse af i et tempel i Sydney, Australien. Foto: Dan Peled/AP/ritzau

I Vestens buddhisme har kvinders rolle sjældent været anfægtet som værende på lige fod med mændenes. Det har endda været et argument for mange kvinder, at buddhismen netop har været en vej specielt egnet for dem, da den i sin essens ikke blot er åben for alle, men at den lægger vægt på mange spirituelle idealer og praksisser, som er typisk feminine

Kvinder fylder ganske godt i statistikerne i den vestlige buddhisme, specielt den tibetanske retning. Omvendt har buddhismen i Asien i både historisk tid og i nutiden været anklaget for at være patriarkalsk og diskriminerende, en religion, der på traditionel vis er domineret af mænd og for mænd. Studier af buddhisme og køn er ofte del af politiske dagsordener, der vil fremme buddhismen som en god køns-ligestillende religion eller kritisere den for at have svigtet sine (eller andres) idealer.

Buddhistisk kønsligestilling

I de tidlige buddhistiske tekster fra Pali-kanon, den sydlige buddhismes bibel, står beskrevet, hvordan Shakyamuni Buddha var med til at grundlægge et buddhistisk nonnekloster. Nonner var munkenes spirituelle brødre, der på næsten lige vilkår var godt på vej mod den buddhistiske frelse.

Flere gange skulle Buddha have fremhævet, at frelsen og vejen dertil for kvinder såvel som andre skabninger principielt stod åben, og blot skulle betrædes ved at følge Buddhas anvisninger. Dette var i modstrid med tidligere indisk tankegang, som vi stadig kender den i hinduismens mange systemer i dag. I mange aspekter af disse traditioner er det nemlig den sociale, etniske og kønslige gruppe, man er født ind i, der bestemmer ens status i livet og mulighed for frelse.

I klassisk hinduisme er kastesystemer hovedargument for, hvordan man bør leve et rigtigt religiøst liv ifølge de foreskrevne kosmiske love. Buddhas lære gjorde netop op med en sådan statisk tænkning, hvor livsvilkår og muligheder ikke var bestemt af arv, men af gerning. Det vil sige, ens nuværende status i livet er et udslag af tidligere liv, og som sådan en arv, man har taget med sig. Men arven er netop ens eget produkt, og udtryk for den karma, man selv har været med til at opspare. Derfor kan man også selv ændre sin fremtid ved rette handlinger og ret sindelag, uanset om man er mand eller kvinde.

Historiske eksempler på kvinder med status

Der gives i historien flere eksempler på kvinder, der har fået høj status som oplyste mestre, og indenfor mahayana-buddhismen er kvindelige bodhisattvaer og guddomme brugt både som ydre manifestationer af buddhas kosmiske aspekter og som indre, personlige meditations-gudeobjekter. Specielt den tibetanske buddhisme har klassiske eksempler på yoginier (kvindelige yogi-mestre) som Yeshe Tsogyel fra det ottende århundrede som den mest kendte og fejrede.

I den tantriske buddhisme, hvor kvindens rolle (Shakti) som udtryk for den mandlige parts (Shiva) nødvendige modstykke i den kosmiske helhed, blev kvinden og kvindelige idealer specielt ophøjet. Kvindelig energi blev (og bliver) set som nødvendige for den kosmiske balance, som både skal opretholdes i det ydre og i det indre, ikke mindst under meditation.

Også i moderne tid har kvinder fået en vis status som specielt seriøse søgende på den buddhistiske vej. I Japan har mandlige præster i mange år været kritiseret for at være for lidt interesserede i buddhismens spirituelle aspekter. Kritikken lyder (bestemt ikke altid usandt), at de tænker for meget på familieliv, karriere og materiel komfort, og at de indskrænker deres religiøse ydelser til rituel service i forbindelse med dødsfald. De buddhistiske nonner, derimod, der aktivt har valgt at være nonner i cølibat uden familie og samme sociale netværk som deres mandlige kolleger, er respekterede for deres standhaftighed og spirituelle styrke.

I Vesten har mange kvinder valgt både nonne- og lægvejen. Mange har været i zen-buddhistiske klostre og trænet hos især tibetansk buddhistiske lamaer. Men majoriteten har studeret hos herboende buddhist-lærere, som har vist dem vejen. I USA er der mange klostre for både munke, nonner og lægbuddhister af begge køn. Selv om buddhistcentre i Vesten stadig oftest er ledet af mænd, er der flere og flere kvinder på både de spirituelle og organisatoriske højere poster.

Buddhistisk diskrimination

En ting er idealer, noget andet er praksis. Sådan kunne man konkludere om buddhismens forhold til kønsroller, og sådan er det reelt at karakterisere det i mange tilfælde. Men heller ikke de tidlige tekster er, som nogle hævder, udtryk for, hvad man i dag forstår ved ligestilling.

Selv om alle principielt nemlig har lige adgang til frelsen, har det aldrig været nogen hemmelighed, at mænd altid har haft mere kvalitet, end kvinder. Kvinder har haft en dårligere karma end mændene, derfor må de lide med deres køn ved f.eks. at skulle have menstruation, være gravide og føde børn. Kvinden er en af hovedgrundene til mandens begær og tilknytning til den lidelsesfulde verden, og blandt andet derfor er der ekstra restriktioner på forholdet til kvinder i munkenes klosterregler. Buddha tillod ganske vist realiseringen af et nonnekloster, men han skulle først overtales af sin nærmeste munk Ananda.

Da nonner som kvinder er længere fra frelsen, og desuden er mere karmisk besudlede, end munkene, er de også underlagt flere klosterregler. På grund af nonneordenens oprettelse skulle Buddha desuden have proklameret, at den sande dharma ikke ville vare i 1000 år, men kun 500 år, før den ville forsvinde og først blive genoprettet i senere tid.

Historiske eksempler på diskrimination

Nonnerne har heller aldrig haft samme status hos befolkningen. Det har ikke givet så god fortjeneste at give gaver til nonneklostre, og der var sandsynligvis heller ikke kvinder tilladt på det prestigefyldte buddhistiske universitet fra klassisk tid, Nalanda. At nonneordenen i Theravada-skolen er uddød på Sri Lanka i det 13. århundrede, og ikke siden blevet genoprettet, er i høj grad også udtryk for patriarkalsk dominans.

Der er dog visse forsøg på at genoplive nonneordenen, men kun en nonne kan indvie en nonne, mest af alt fordi en munk absolut ikke må røre en kvinde. Og da Buddha er en afdød historisk person i Theravada, og derfor ikke længere kan indvie en ny nonneorden, diskuteres det, hvorledes dette paradoks kan løses.

Mahayana-nonner har stadig deres orden intakt, men selv ikke en meget populær og seriøs thailandsk kvinde med mahayana-ordination har kunnet få status som nonne i de ofte stærkt konservative buddhistiske øverste råd. I et ellers meget moderne og vestliggjort land som Japan har zen-buddhismen ikke plads til kvindelige præster, og nonnerne, der ganske vist har en vis status (se ovenfor), har ofte valgt deres situation, fordi deres nonnestatus ikke kan bruges til yderligere at avancere i det religiøse hierarki, som deres mandlige kolleger. Heller ikke i Tibet har kvinder i realiteten særligt store muligheder for karrieremæssig opgradering, men må stå bag mændenes magtudøvelse som religiøse specialister.

Ligestilling som moderne ideal

Både buddhismens historie og klassiske doktriner taler altså for og imod ligestilling mellem kønnene. Det er dog forkert at lægge nutidige idealer over tidligere tid som målestok for, hvordan ting var eller burde være. Ligestilling mellem kønnene som vi forstår det i dag, er en moderne vestlig opfindelse, ligesom flere moderne buddhismefeministers insisteren på lige ret og magt.

Men ligesom andre vestlige opfindelser, er denne naturligvis ikke forkert, men udtryk for den selvfølgelige dynamik, en religion altid er et produkt af og med til at skabe. Ligesom idealer om demokrati, bliver kvindens rolle i den buddhistiske verden måske en dag også omformuleret i Asien, efter at have været opfundet i Vesten.