Buddhistiske nytårsfejringer

Der findes et væld af forskellige nytårsfejringer blandt de buddhistiske befolkninger i Asien. I Thailand fejres det traditionelle nytår i april under højtiden songkran, som kendetegnes af, at store som små deltager i en stor, fælles vandkamp. Foto: Robertharding/Masterfile/Ritzau Scanpix

Afvaskning af Buddha-statuer og velsignelser fra munke er nogle af de traditioner, der knytter sig til det buddhistiske nytår. I nogle asiatiske lande fylder den buddhistiske tro meget, og det sætter sit aftryk på de årlige nytårsfejringer kontinentet over

Der findes et væld af forskellige nytårstraditioner på det asiatiske kontinent. Selvom buddhismen er én religion, så fejres nytåret nemlig vidt forskelligt i de lande, hvor buddhismen er udbredt.

Men fælles for mange af de lande, hvor buddhismen er særligt stor er, at troen ofte er en vigtig del af traditionerne omkring nytår.

I de fleste lande er nytåret mere en kulturel end en religiøs fejring, men mange buddhister bruger netop højtiden til at praktisere deres tro, så de kan sikre sig lykke det kommende år.

Læs og bliv klogere på nogle af de mange nytårstraditioner i Asien.

Indhold

  • Thailandsk nytår - songkran
  • Tibetansk nytår - losar
  • Japansk nytår - shogatsu
  • Cambodjansk nytår - chol chnam thmey

Thailandsk nytår - songkran

Songkran er den thailandske nytårsfejring, der fejres hvert år fra den 13. til den 15. april med én stor, landsdækkende vandkamp.

Selvom thailændernes officielle nytårsdag nu er den 1. januar, så fejres det traditionelle nytår stadigvæk, og det er en af de største festivaler i Thailand.

Vand er et vigtigt element i den thailandske nytårsfejring. Hele byer forvandles til vandkamppladser, og man ser glade thailændere fylde gaderne med store vandspande, vandpistoler og alt andet, der hører en god vandkamp til.

Mere en 90 procent af Thailands befolkning er buddhister, og derfor har buddhismen også en væsentlig betydning, når thailændere fejrer nytår.

Under songkran besøger mange templer, hvor de sprøjter vand på buddha-figurer og bader de buddhistiske munkes hænder i vand for at udvise respekt.

Vandet skulle rense dårligdom væk fra det forgangne år, og så skulle det desuden være lykkebringende.

Lignende festival afholdes i Myanmar, der også fejrer deres nytår, thingyan, i april med masser af vand.

Tibetansk nytår - losar

Losar er det tibetanske nytår, og fejres i Tibet, Nepal, Bhutan og nogle steder i Indien.

Losar betyder nytår på tibetansk, og fejres efter den tibetanske kalender. I den gregorianske kalender falder losar i februar eller marts. Det er en festival, der ofte varer op til to uger.

Der er mange forskellige lokale traditioner forbundet til losar.

Mange starter nytåret med en grundig rengøring for at fjerne dårlig energi fra det forgangne år. Mad, ofringer, dans og sang fylder også ofte, når tibetanere fejrer losar.

I Bhutan iklæder mange sig deres nationaldragt, en gho eller en kira, og tager på picnic i det fri på nytårsdag.

I Tibet er der tradition for, at man fylder røde kuverter med penge og giver dem til børnene i familien. De røde kuverter en en kinesisk tradition, der skulle give held og fjerne onde ånder.

Desværre er det vanskeligt for tibetanere i Tibet at fejre losar på grund af skarpe restriktioner fra det kinesiske styre.

Japansk nytår - shogatsu

I Japan fejres nytår den 1. januar, ligesom i Danmark, og festlighederne varer fra tre dage til en uge.

Shogatsu er ikke begrænset til buddhistiske japanere, men fejres af alle på tværs af religiøse overbevisninger.

Omkring halvdelen af japanere er buddhister, og derfor bruger flere også lejligheden til at praktisere deres tro.

I timerne op til midnat begynder mange japanske buddhister at samles ved forskellige templer rundt i landet, og ved midnat ringer tempelklokkerne 108 gange. De 108 klokkeslag renser for synder, begær og andet, der ifølge buddhismen tynger mennesket, så det nye år kan starte på en frisk.

Omkring nytår holder mange japanere bonenkai-fester. Bonenkai betyder “glemme-året-fest”, og det er en fest, hvor der typisk drikkes en masse alkohol i selskab med familie, venner eller kollegaer.

Cambodjansk nytår - chol chnam thmey

I Cambodia fejres nytår hvert år med en tre-dages festival midt i april.

Under chol chnam thmey er der tradition for, at de cambodjanske buddhister besøger templerne rundt omkring i landet. Man samles, beder og laver store sandbunker, der skulle give godt helbred og glæde i det kommende år.

Den sidste dag velsigner munkene de sandbunker, der er blevet bygget på i løbet af de sidste tre dage, og mange cambodjanere bader Buddha-statuer, fordi ritualet både skulle være særligt lykkebringende og sikre god nedbør til landbruget det kommende år.

Nytår i Cambodia er fyldt med glæde, dans og sjov, og festlighederne afsluttes ofte med store fyrværkerishows rundt omkring i landet.

Under songkran forvandles Thailand til én stor kampplads, når det nye år skydes i gang med en vandkrig af dimensioner. Foto: Robertharding/Masterfile/Ritzau Scanpix
Under losar i Nepal bliver der kastet med mel, som symboliserer Buddhas visdom. Foto: Robertharding/Masterfile/Ritzau Scanpix
På nytårsaften lyder 108 klokkeslag fra de mange buddhistiske templer rundt omkring i Japan. De 108 klokkeslag renser for det, der ifølge buddhistisk tro, tynger mennesket. Her ses Kinkakuji-templet i Kyoto. Foto: Peter Christopher/Masterfile/Ritzau Scanpix
Størstedelen af den cambodjanske befolkning er buddhister, og derfor bruger mange dagene omkring nytår på at besøge templet og modtage velsignelse fra munkene. Her ses munke foran Angkor Wat-templet i det nordlige Cambodia. Foto: Robertharding/Masterfile/Ritzau Scanpix