Ondskab ifølge buddhismen
Ifølge Buddhalegenden hedder ondskaben Mara, og er fristeren der selv engang var en guddom. Læs mere om ondskab ifølge buddhismen her
Mara er fristeren, udtryk for samsara, døden, det forgængelige i livcyklussen, og dermed ophavet til lidelsen. Han var selv engang en guddom, men på grund af sine grumme, dumme og selviske gerninger iblandet sort magi må han i det buddhistiske univers indtage den nederdrægtige rolle, han gør. Mara har indoptaget træk fra de lokale dæmoner, yakkha'erne, og når ondskaben i mytologien spaltes op i flere væsener, har Mara både døtre og en hel hær.
I legenderne om Siddhartha/Buddha får vi at vide, at denne kæmper en kamp mod Mara, der lokker ham med sine døtre og lovning på magt, hvis han opgiver sin stræben efter oplysningen. Vi får beskrevet, hvordan Mara sætter sin hær mod Siddhartha, hvis standhaftighed og hjælp fra guderne får ethvert forsøg til at blegne; våben bliver til blomster, kamp bliver til sejr. Siddhartha vinder den kosmiske kamp mod Mara og bliver oplyst, bliver en Buddha.
Mara som symbol på indre ondskab og dårskab
Indenfor kristendom, jødedom og islam er ondskaben ofte komprimeret til én ekstern magt; Satan. På sin vis er Mara at sammenligne med Satan; han er den buddhistiske Satan.
Men efter det tabte slag mod Buddha forsvinder også Mara lige så stille ud af den buddhistiske mytologi og kosmologi. Buddha kæmper og vinder kun én gang for alle, og har ikke brug for flere kampe. Mara bliver reduceret til at være udvisket, symbolsk ondskab, et billede på andre buddhisters indre og ydre kamp mod ondskab og eksistensens negative aspekter.
Herefter kan man sige, at ondskaben ikke har en selvstændig kraft indenfor buddhismen. Den er del af et system, en række kausale forbindelser, der kan resultere i en ond cirkel - eller brydes og "ende godt". Tager man fat ved roden, har man selv fat i den lange ende.
Derfor var Buddhas kamp mod Mara en model af, hvordan lidelse/ondskab fordrives, og samtidig en model for, hvordan oplysning kan opnås.
Ondskab som aspekt af buddhistisk etik
Dermed naturligvis ikke være sagt, at buddhismen ikke kender til ondskab - eller til ondskabens problem (teodicé).
Men i modsætning til religioner, der postulerer en almægtig og kærlig gud, har buddhismen ikke helt samme dogmatiske forklaringsproblem, når ulykke og ondskab slår ned. I en af buddhismens "eventyrfortællinger" (Jataka), siges det også, at hvis der havde været en skabergud, ville han være skyld i verdens lidelse.
Indenfor buddhismen forklares ondskab ved ideen om karma; årsagsloven, der helt neutralt regulerer årsag og effekt. Det vil sige, at hvor ulykke og ondskab slår ned, har der tidligere været sået handlinger, der er "skyld" i miseren. Handlinger afstedkommer nye handlinger, som en boomerang-effekt, hvor afsenderen selv igangsætter årsagskæden. "Som man sår, således høster man", hedder det også med en buddhistisk metaforik, der adskiller sig fra fx kristendommens ved ikke at have en guddommelig medspiller til at operationalisere hele det etiske kompleks.
Ondskab i en buddhistisk verden
Selv om man kan forklare ondskaben dogmatisk, betyder det naturligvis ikke, at ondskab altid af buddhister opleves som meningsfuld.
Hvordan karma virker, hvilke handlinger, der afstedkommer hvilke effekter, er noget, som kun en fuldt oplyst Buddha kan gennemskue, siges det. Det er et ideal for buddhistiske mestre at håndtere sådanne situationer med fredfyldt sind og troen på en dybereliggende mening.
Men uanset, hvor meget man tror på karma-mekanikken, er de fleste "almindelige" buddhister underlagt tvivl og forfærdelse, når ondskaben og ulykken rammer. Og ligesom mange kristne vil sige, vil også mange buddhister affærdige manglen på forklaring af tilsyneladende meningsløs ondskab med, at det ikke er for mennesker at sætte sig op i mod højere magter eller kræfter.