Meditationsapps er populære. Men har de glemt buddhismen?

Apps og kurser i buddhistisk meditation har vundet indpas i den vestlige verden de senere år. Men hvad sker der, når en oprindeligt buddhistisk praksis bliver taget ud af sin religiøse kontekst?

“Vores liv er fyldt med distraktioner, fyldt med stimulationer. Men tænk, hvis der var en måde at sænke farten på - en måde for vores sind at slappe af og for vores kroppe at give slip på stress.”

Sådan begynder Andy Puddicombe, grundlæggeren af meditations-app’en Headspace, en programrække på Netflix, der skal introducere folk til meditation. Mens han taler, farer små farvede grafikker rundt på skærmen, for så at bevæge sig langsommere, komme mere i fokus, og stille udvide og trække sig sammen, mens lyden af et roligt åndedræt kører i baggrunden.

Puddicombe fortsætter med at fortælle om, hvordan han efter at have oplevet tab tog til Himalaya og blev buddhistisk munk - og at han nu vil dele ud af sin meditationsteknikker, så vi ikke behøver at gøre det samme.

Headspace er blot en af mange apps på markedet, der forsøger at brede meditation ud til et større publikum og på den måde vise, at man godt kan gøre brug af en buddhistisk praksis, uden at blive optaget i et kloster eller i det hele taget bekende sig til buddhismen.

Men hvad gør det, når en religiøs praksis som meditation bliver frakoblet sin religiøse baggrund?

Verdslig versus buddhistisk meditation
“Jeg ser det ikke som en buddhistisk praksis, og hvad udbyderne af de her apps vælger at kalde det, det må de jo selv om, havde jeg nær sagt.”

Sådan siger buddhistisk nonne Tenzin Drolkar smågrinende, da hun bliver adspurgt. For hende er det vigtigt at skelne mellem buddhistisk og verdslig meditation, og hvad man finder i apps og lignende hører som regel til sidstnævnte. Buddhistisk meditation skal forstås ud fra dens tilknytning til to andre grundlag i buddhismen, nemlig etik og visdom:

“Etik ses som grundlaget for, at man overhovedet er i stand til at meditere. Uden etik kan vi ikke kalde det buddhistisk meditation. Du kan ikke gå rundt og røve banker om natten, og så udgive dig for at være spirituel praktiserende om dagen. En etisk livsførsel beroliger ens sind, så det er egentlig forudsætningen for, at vi kan meditere.”

Selve meditationen handler så om at vænne ens sind og tankemønstre til at fungere på en anden måde; til at samle sit sind og fokusere på kun én ting. Og det skal ses i sammenhæng med udviklingen af visdom, fortæller Tenzin Drolkar. Jo dybere man er i stand til at meditere, des nemmere har man ved at integrere den visdom, man beskæftiger sig med i skrifterne, i sit liv.

“Man kan se det som en slags spiral: Efterhånden som du udvikler din visdom, så bliver det også mere umuligt for dig at leve uetisk, og så bliver din meditation igen dybere,” siger hun, og tilføjer et andet aspekt af buddhistisk meditation, som i hendes øjne adskiller sig fra den verdslige:

“Inden for buddhismen vil man gerne opnå oplysningen, det mål som Buddha nåede, men det er ikke bare for ens egen skyld. Det er for at gavne alle levende væsner, og hjælpe dem med at nå oplysningen. Så det handler også om at udvikle upartisk kærlighed og medfølelse med alle levende væsner. At sige at meditation er noget navlepilleri, den køber jeg overhovedet ikke. Det handler netop om at flytte sit fokus fra sig selv til andre. ”

Buddhisme: Fra hippie til hipt
Den vestlige app-meditation har i højere grad fokus på individet. Det handler om at afstresse eller opleve velvære - at håndtere ens eget liv, siger Jesper Østergaard, der er adjunkt ved Aarhus HF og VUC og ph.d. i tibetansk buddhisme.

“Meget af den her østlige filosofi og religion er kommet ind gennem modkulturelle strømninger, lige fra beatnikkerne over hippierne og så videre. Så der har også været en implicit kritik af, hvordan vi lever, hvordan vores samfund er bygget op, og hvordan normerne er,” fortæller han.

Men nu er det blevet mainstream - det er gået “fra hippie til hipt” - og med det er samfundskritikken også forsvundet. Nu handler det om at forbedre eller optimere eget liv, eller måske at søge en pause fra en stresset hverdag. Det skal også ses i lyset af, at det er blevet mere udbredt selv at sammensætte sin tro og spiritualitet. Igen er det individet, der er i fokus, og det handler om, hvad der fungerer godt for en selv.

“Buddhismen har altid været nem at gå til, fordi man kan plukke lidt ud. Man behøver ikke tage hele værktøjskassen, men kan tage enkelte værktøjer som for eksempel meditation. Og at den buddhistiske kontekst bliver fjernet eller er i baggrunden i mange af de apps, der findes, gør det kun endnu lettere at sammensætte med andre overbevisninger,” siger han.

Derudover er det måske også et spørgsmål om det, Jesper Østergaard kalder genfortryllelse, noget der er kendetegnende for det senmoderne samfund:

“I det moderne blev religionen væk, og verden blev affortryllet, men i det senmoderne sker der en form for genfortryllelse. Religion og lignende kulturelle produkter kommer tilbage igen, men på en ny måde. Det bliver lidt som en slags fernis, eller noget vi drysser ud over, hvad vi ellers går og laver. Mange synes, at det virker bedre at sætte sig ned og meditere i ti minutter, end at sætte sig ned og bare sidde i ti minutter. Så vi laver egentlig nogenlunde det, vi altid har lavet, men vi begynder igen at drysse religion henover.”

Værktøjskasse med eller uden religion
Selvom Tenzin Drolkar synes, det er vigtigt at adskille buddhistisk og verdslig meditation, ser hun ikke noget problem i, at mange i Vesten benytter sig af de meditationsteknikker, der kommer fra buddhismen, tværtimod.

“Hvis nogen kan bruge de redskaber uden ellers at bekende sig til buddhismen, så synes jeg bare, det er rigtigt, rigtigt godt, for jo mere afstressede vi er, jo lettere er det for os at leve sammen. Så det er til gavn for os allesammen. Og det behøver vi jo ikke forbinde med noget religiøst,” siger hun og refererer til den buddhistiske spirituelle leder Lakha Rinpoche, som ligeledes har sagt, at buddhisterne har en meget stor værktøjskasse, som andre gerne må låne fra.

Men hvor går grænsen mellem at låne og at udvande eller appropriere? Et spørgsmål, der ofte melder sig på banen i disse år, når det handler om Vestens omgang med andre kulturer, er, hvorvidt der kan være tale om kulturel appropriation. Jesper Østergaard mener ikke, der er et simpelt svar på det, men at det er et vilkår, at sociale praksisser som religion vil ændre sig i takt med, at de bevæger sig rundt i verden:

“Buddhistisk meditation er startet i et buddhistisk miljø, men betyder det så, at det kun er dem, der må bruge det? Eller må andre tage den praksis og lave den om? Jeg vil sige ja, det må man godt. Når vi har nogle kulturelle ‘produkter’, der ligger ude i verden, som religion gør, som meditation gør, så vil det forandre dem. Sociale praksisser ændrer rum og form over tid.”

Men det gør også, at grænserne for, hvornår noget er religiøst, ikke er helt så sort/hvide, mener Jesper Østergaard:

“Om man så skal kalde det buddhistisk længere, det er selvfølgelig et definitionsspørgsmål. Det er jo lidt bare at tage noget af buddhismen og sige ‘det kan jeg bruge’, og så lade resten ligge. Men er det ikke sådan, det er? Det er lidt som - løber man kun en tur, hvis man løber stærkt nok? Spiller man kun fodbold, hvis det er i første division? Jeg vil sige nej, og det er lidt de samme vilkår for religion.”