Buddhismens udviklingshistorie

Et vigtigt træk ved den tibetanske buddhisme er dens fokus på lamaen (der betyder guru) som en central figur. Den mest kendte lama er Dalai Lama. Her ses han i Tibet. Foto: Tsering Topgyal/AP/ritzau

På den ene side er buddhismen universel. Den buddhistiske vej er for alle og ikke kun for udvalgte kaster, klasser eller folkefærd. På den anden side er buddhismen ligesom alle andre religioner farvet af de kulturer, den har slået sig ned i

Buddhismen har i hele historien haft forskellige elementer fra forskellige tider og kulturer, fordi den altid har været en levende religion. Man kan godt forsøge at finde frem til en "ren buddhisme" uden andre religiøse elementer end de mere doktrinære tekster fra den klassiske kanon. Men man må huske på, at buddhismen - ligesom alle andre religioner - altid har været religion fornogen.

For at få lidt samling på det hele kan man inddele den historiske udvikling i forskellige faser.

Kanonisk eller klassisk buddhisme

Buddhismen opstod i Indien. Allerede i Siddhartha Shakyamuni Buddhas tid begyndte munkevæsenet og religionen at vokse, tog til efter hans død og fik fart på i de næste århundreder. I begyndelsen var buddhismen en alternativ sekt, men den voksede sig snart til at være en selvstændig religion, og da kong Ashoka tog den til sig i det tredje århundrede f.v.t., blev de første bånd knyttet til det statsapparat, som buddhismen også i andre lande skulle komme til at læne sig tæt op ad.

Munkene havde dels nogle overleveringer og dels nogle regler at leve efter. Men selv om man sagde, at Buddha gjorde alt for at ruste sine disciple til at klare sig selv, kom der tvivl om, hvad det var, han havde sagt og ment. Hvordan skulle klostrene administreres? I hvilket omfang skulle kvinder tillades adgang til læren, og hvor meget skulle man fortælle til lægfolket? Hvad, hvis der opstod splid? Hvem skulle da have autoritet til at være leder?

En milepæl i stadfæstelsen af buddhismen var nedskrivningen af, hvad der skulle gælde som autoritative helligtekster. Man havde brug for en kanon. Den nedskrev man på palmeblade på Sri Lanka (se nedenfor) i det første århundrede f.v.t. Den tidlige buddhistiske kanon bliver også kaldtTripitaka, Tre-kurven, måske fordi kurve var opbevaringsbeholdere for de tre skriftdele,sutta, Buddhas lære,vinaya, klosterreglerne ogabhidhamma, de mere systematiserede læresætninger.

Buddhismens delinger

Men inden da havde der allerede været uoverensstemmelser og brud. Munkevæsenet,sanghaenblev efterhånden delt i mange forskellige grupper,nikaya. Der var de asketiske munke, der levede isoleret ude i skovene med fokus på meditation. De så ned på de munke, der boede i de efterhånden store og nogle gange velhavende byklostre, hvis centrale praksis var lærdom og ritualer.

Man forsøgte sig med koncilier; religiøse møder, hvis formål det var at komme til enighed eller at få defineret, hvori man var uenige. Allerede på det tredje af disse, i det fjerde århundrede f.v.t., skilte "den store forsamling",mahasanghika, sig ud fra "de ældre",sthavira,og mere konservative. "Den store forsamling" gav senere, måske i det andet århundrede f.v.t., startskuddet til det store brud indenfor buddhismen mellemtheravada, de ældstes skole, ogmahayana, det store fartøj. Sidstnævnte ansåtheravadasom det "lille fartøj",hinayana.

Generelt kan man sige, at i de lande, hvor theravada-buddhismen vandt indpas, underordnede den sig de lokale religioner, og i de lande, hvor mahayana-buddhismen blomstrede, smeltede den sammen eller lavede et fællesskab med lokalreligionerne. Ikke mindst ideen omupaya, de "hensigtsfulde midler" og en skelnen mellem de relative og absolutte sandheder kunne bruges til både at sidestille, rangdele og samordne religionsblandingen og kulturmødet i Østasien.

Buddhismen på Sri Lanka

Sri Lanka var det første land, buddhismen vandt indflydelse i udenfor Indien. Den store krønikeMahavamsafortæller, at Buddha ankom kort efter sin indtræden i nirvana. Han rensede øen ved at fordrive dæmoner væk ved hjælp af magi og overvandt modstand ved at prædike sin lære. Han helliggjorde øen og indviede både guderne og menneskene til den nye religion.

Kong Ashokas søn Mahinda ankom senere til øen og videreførte missionen. Ved magi fik han overbevist den lokale konge om buddhismens fortræffeligheder, så også han blev omvendt. Landets leder og politiske elite blev helliggjort og buddhismen blev nationaliseret "oppefra" før den bredte sig til den menige srilankaner.

Andre legender fortæller, hvordan Buddha eller hans disciple på mere eller mindre magisk vis rensede lokalbefolkningen for dårligdomme og omvendte både konge, guder og menigmand til buddhismen. Sådanne hellighistorier er vigtige for buddhisters selvforståelse. De viser, hvordan og hvorfor man er buddhist, og er ligesom Buddha-legenden med til at forklare, illustrere og give mening til det at være buddhist. I dag er buddhismen statsreligion på Sri Lanka, og mange munke er stærkt nationalistiske. Men buddhismen har også mange elementer hentet fra hinduismen. For eksempel er den indiske gud Visnu stadig Sri Lankas skytsgud og srilankanske buddhister ærer tusindvis af hinduguder.

Buddhismen i Østasien

Fra det første århundrede begyndte munke at tage buddhismen med sig til Kina. Pilgrimme tog tekster med sig, som blev oversat til lokale sprog, og man begyndte at fortolke den nye lære til lokale omstændigheder. I det andet og tredje århundrede nåede buddhismen til Vietnam, Cambodia, Burma og Laos og i det femte og sjette århundrede kom den til Korea og Japan.

I Østasien kendte man ikke til hverken genfødsel eller karma-tanken. Man var heller ikke begejstret for ideen om altings lidelse. Lykke var og er ofte i Kina forbundet med materiel rigdom, og forfædrekulten, som måske er det vigtigste religionsaspekt i hele Østasien, bugner med ofringer af symboler (legetøjspenge, papirbiler, og så videre), der gør livet som forfader behageligt.

Nirvana var og er for de fleste ikke særligt relevant, da det gælder om at leve et godt liv her og nu, i harmoni med sig selv, sin familie, samfundet, forfædrene og guderne. Alligevel blev buddhismen anerkendt i også det meste af Østasien.

Det skete ved, at den blandede sig med folkereligionen og med de to gamle kinesiske traditioner, daoisme og kongfuzianisme. Kongfuziansk etik (vær et godt menneske, vær ydmyg og læg vægt på visdom og harmoni) var ofte tæt på buddhistisk etik, ligesom også dele af den daoistiske mystik (meditation, metafysik, enhed med "vejen").

Buddhistiske munke i klostrene og præster i templerne kunne til gengæld ligesom i Japan tilbyde den ekspertise at være bedemænd og garanter for en god genfødsel eller buddhistisk oplysning i efterlivet. Blandt de skoler, der vandt udbredelse i Østasien var Det Rene Lands Skole. Indenfor denne tror man på frelse i Amida Buddhas himmelske paradis, Det Rene Land, som oprindeligt bare var en mellemstation mellem fødslerne, men som senere fik permanent form. Det eneste, man skal gøre, siges det, er at recitere frelserskikkelsen Amida Buddhas navn ("Æret være Amida Buddha") - eller blot tro på, at man bliver frelst, for alt andet ville være udtryk for egoistisk tro på egen "gerningsretfærdighed".

En anden retning fra Østasien, der stadig har stor udbredelse i især Japan, Korea og Vietnam, erzen-buddhismen.Zenbetydermeditation, og man lægger vægt på, at meditation er vejen til oplysningen,satori. Zen-buddhismen har længe været populær for intellektuelle, kunstnere og praktiserende fra Vesten.

Både i Kina og i Japan kom det til stridigheder, men bortset fra kommunismeperioden har buddhismen generelt levet i harmoni med andre religioner, og ofte er det umuligt at skelne dem helt fra hinanden. Man taler om en gryde der kun står oprejst, hvis alle tre ben står intakte. I Kina er grydens ben kongfuzianisme, daoisme og buddhisme, i Japan er det kongfuzianisme, shinto og buddhisme, der garanterer harmonien.

Tibetansk buddhisme

Allerede fra det femte århundrede kan man tale om, at et nyt fartøj i Indien var ved at blive etableret. Det kaldte sigvajrayana, "diamantfartøjet" eller "tordenkilefartøjet". Man talte om det som en genvej til oplysningen, fordi man ivajrayanahar mange ritualer og belæringer, der i dette liv kan føre til det oplyste buddha-sind.

Denne nye retning, som også er del af det større mahayana-fartøj, bevægede sig i århundrederne efter nordpå til Himalaya-regionen. Det kom til Tibet, og udviklede sig fra det syvende til det 11. århundrede i forskellige udformninger. Der er mange linier og undersekter, men i dag taler man om fire hovedretninger:kagyu,nyingma,gelugogsakya. De har flere fællestræk, og i modsætning til for eksempel den sydlige theravada- og østlige zen-buddhismes "protestantiske" træk har tibetansk buddhisme tidligere været kaldt "katolsk buddhisme".

De mange ritualer og symboler, de mange forskellige former for tro på - og brug af magi, mirakler og mystik, giver rigeligt af fest og farver til sanserne indenfor denne buddhismeform. Antropologen G. Samuel taler om buddhisterne i Tibet som "civiliserede shamaner". Religionen er bygget på den oprindelige bön-religion med dens shamanisme og levende folketro, og buddhismen får liv og dynamik ved ikke at forfalde til "døde" doktriner.

Et vigtigt træk ved den tibetanske buddhisme er dens fokus pålamaen(der betyderguru) som en central figur. Den mest kendte lama er Dalai Lama. Dalai Lama er en ærefuld titel, som går igen, eller rettere som den døende Dalai Lama tager med sig til næste liv. Tibetansk buddhisme opererer nemlig med ideen om, at visse oplyste personer selv kan bestemme hvor, hvornår og hvordan de vil lade sig genføde. Lamaer har stor magt og nyder høj respekt blandt tibetanere og mange vesterlændinge.

*Artiklen blev udgivet første gang 1. juni 2005. Den er senest blevet opdateret 16. november2017.