Buddhist: Buddha er imod social kontrol
Buddhas belæringer udtrykker et klart ønske om at undgå social kontrol, og han giver også redskaber til at komme den til livs. Social kontrol har derfor meget trange kår i buddhistiske miljøer, mener buddhist Anders Riisgaard Rasmussen
For at forstå buddhismens forhold til social kontrol er det nødvendigt først at forstå lidt om buddhisme som religion. Hvad der gør buddhismen til noget særligt er, at Buddhas belæringer fra den spæde start udtrykte et klart ønske om at undgå social kontrol, og han gav også redskaber til at komme den til livs.
Men mennesker er mennesker, og der skal nok findes steder indenfor buddhismen, hvor der kan være tale om social kontrol. Generelt er det ikke noget, jeg har lagt mærke til i mit eget buddhistiske fællesskab.
Jeg vil alligevel fundere lidt over emnet og forklare lidt om, hvordan social kontrol kan ses ud fra Buddhas belæringer, og så vil jeg se på, om der er potentiale for social kontrol i de forskellige måder buddhismen praktiseres.
Social kontrol har trange kår i buddhismen
I buddhismen arbejder man ikke med et gudsbillede, som det er tilfældet i religioner som kristendom, jødedom og islam. Buddhismen er en erfaringsreligion, hvor man gennem praksis udvikler sit sind.
Indenfor buddhismen er målet ikke at undgå helvede eller at komme i en himmel. Himmel og helvede ses ikke som steder, men som sindstilstande, der opstår på grund af loven om årsag og virkning – også kaldet karma.
Karma vil sige, at man høster, som man sår, så hvis man planter blomster, får man blomster, og hvis man planter kaktusser, får man kaktusser. Man er selv hundrede procent ansvarlig for sit eget liv og lægger ikke ansvaret over på en gud eller lignende.
Men hvad er så målet i buddhismen? Målet er at opnå den samme sindstilstand, som den historiske Buddha opnåede for 2500 år siden. Buddha er ikke større eller bedre end en selv, han opnåede bare sindstilstanden som den første.
Direkte oversat betyder Buddha ”den oplyste”, men han er ikke den eneste oplyste. Mange har i løbet af de sidste 2500 år opnået samme sindstilstand som den historiske Buddha ved at følge hans belæringer.
Disse belæringer er ikke dogmer eller regler, men gode råd, som den praktiserende kan vælge at følge eller ej. Det sidste den historiske Buddha sagde, før han døde, var: ”Tro ikke på noget, bare fordi en buddha har sagt det, men undersøg tingene selv”.
Allerede fra buddhismens begyndelse har der altså været en klar opfordring til at være kritisk og til selv at tjekke de metoder, som Buddha gav.
Da Buddha ikke er hævet over andre buddhister, og da hans belæringer anses for gode råd, som man kan vælge at bruge, vil jeg mene, at der fra Buddhas side er et ret spinkelt grundlag for social kontrol. Det er som sagt heller ikke noget, der fylder meget i de buddhistiske lægmandsmiljøer, jeg er bekendt med. Men der findes flere måder at praktisere buddhismen på, så lad os se på dem og se, om der er potentiale for social kontrol i nogle af dem.
Hos lægmanden, nonnen, munken og yogien
De tre måder, man kan praktisere buddhismen på, er som lægmand, som yogi og som henholdsvis munk eller nonne.
En lægmand lever et normalt liv med kone, børn og job og praktiserer så meditation i sin hverdag. En munk eller nonne lever et mere fastlagt liv, idet de tager en masse løfter om at undgå forskellige handlinger. En yogi lever et liv i tilbagetrækning for at praktisere meditation intensivt.
Det skal her siges, at den ene måde ikke er bedre end den anden, men de forskellige praksisser er skabt, fordi mennesker er forskellige og udvikler sig på forskellige måder.
Indenfor alle praksisser findes der løfter, som den praktiserende tager for at undgå at lave negative handlinger. Lægmænd og yogier tager ikke så mange løfter. Lægmænd lover ikke at lyve, stjæle, slå ihjel og lignende. Yogier aflægger lignende løfter og lover derudover i visse tilfælde at forblive i tilbagetrækning fra omverdenen i en vis mængde tid.
Munke og nonner aflægger derimod en lang række løfter, som de skal overholde. De aflægger mange løfter i ønsket om at strukturere deres liv på en sådan måde, at de opbygger så få dårlige indtryk i deres sind som muligt, og så de holder mest muligt fokus på deres meditationspraksis. De lover for eksempel ikke at tage stoffer, da det sløver sindet.
Da livet i et kloster er et fællesskab, der for en stor del er baseret på, at alle har aflagt en række løfter, kunne jeg godt forestille mig, at de prøver at fastholde hinanden i at overholde løfterne. Men da det i langt de fleste tilfælde er en selvvalgt livsstil, og da munke og nonner, så vidt jeg ved, kan fralægge sig løfterne igen, hvis de vil, er det altså en form for selvvalgt social kontrol.
Jeg kan altså ikke umiddelbart se, at der er den store basis for negativ social kontrol i buddhistiske miljøer.
Anders Riisgaard Rasmussen er buddhist og læser didaktik og materiel kultur på Danmarks Pædagogiske Universitet.