Buddhistisk nonne: Buddha var ikke vegetar

Da seks religioner mødtes til en tværreligiøs højtidsmiddag sad blandt andre Bikshuni Tenzin Drolkar, der er ordineret tibetansk buddhistisk nonne, med ved bordet. Her fortæller hun om den tibetansk buddhistiske bordbøn, princippet med afhængig eksistens, og hvorfor alle buddhister ikke er vegetarer

Hvad spiser du til religiøse højtider indenfor buddhismen?
Jeg vil nok spise det, jeg plejer at spise til daglig, fordi jeg er dansker, og jeg bor her i Danmark, så jeg spiser al mulig mad. Jeg laver ikke tibetansk mad. Men vi har i løbet af foråret en stor helligdag, som hedder ”vesak”, hvor vi fejrer buddhas fødsel, oplysning og død.

Der indgår som regel ofringer, og her i Danmark kommer folk med chokolade eller hjemmebagt kage og blomster, så det bliver rigtig festligt. På et tidspunkt lægger vi alle ofringerne foran vores alter med buddhastatuen, hvor vi velsigner dem, og så bliver de delt ud og spist bagefter.

Der er også nogen højtider, hvor man laver nogen specielle højtidskager, som hedder ”tornaer”. De bliver traditionelt lavet af ristet byg, hvilket tibetanerne har rigtig meget af, og så bliver de blandet med såkaldte hvide ingredienser; yoghurt, sukker honning og salt. De formes som kegleformede figurer, som kan være mere eller mindre kunstfærdigt pyntede med blomster og andre symboler, som bliver lavet af smør.

Her i Danmark er vores Lakha Lama begyndt at lave dem i marcipan, og det har bredt sig lidt, så nu gør de det også syd for grænsen. Man bruger det, man har. Det skal bare være noget, der kan spises og noget, der kan formes.

Har maden en religiøs symbolik?
Nej, ikke så vidt jeg ved, men ofringer er en øvelse i gavmildhed. Blomsterne skal få det til at se smukt ud; de kan være farvede med forskellige frugtfarver alt efter, hvilken forbindelse de indgår i.

Er der ritualer forbundet med måltidet?
Ja, ved måltider beder vi f.eks. denne bordbøn:

”Vi takker for denne dejlige mad, vi takker alle dem, der har bidraget til, at vi kan spise den. Vi betragter den hverken med aversion eller begær, men udelukkende som et middel til at nære og opretholde vores krop, så vi kan virke til gavn for alle levende væsener”.

Den første del handler om, at vi siger tak for maden. Vi tænker på alle dem, der har gjort en indsats for at vi kan spise den. En af grundende til det er, at buddhismen bygger på princippet om afhængig eksistens. Der er ikke noget, der eksisterer i kraft af sig selv. Heller ikke maden.

Der er mange faktorer, der er med til at opretholde vores krop. Vi kan ikke eksistere uden maden, men hvor kommer maden fra? Jo, vi køber den i butikken, men der er utrolig mange mennesker, der har gjort en indsats for, at vi kan det. Det tænker vi ikke over i dagligdagen.

Småbørn tænker måske, at kartoflerne vokser nede i Irma. Det skyldes, at vi ikke har det der brede perspektiv. Bordbønnen siges med tanke på det og med en taknemmelighed over, at vi overhovedet har noget at spise.

Så afhængig eksistens handler om, at man er en lille bitte prik i det store maskineri. Rent filosofisk er det et middel mod stolthed at tænke på den måde. Vi tænker at vi er så dygtige og kan så meget, men i virkeligheden kan vi ingenting, hvis ikke vi får de kartofler.

Den næste del af bordbønnen handler om at tage afstand fra begær og aversion. Vi kender livshjulet, hvor der inde i midten er tre dyr, der bider hinanden i halen. De repræsenterer uvidenhed, aversion og begær. Indenfor buddhismen siger man, at det er det, der holder hele livshjulet i gang.

De bider hinanden i halen, fordi de er næsten umulige at skille ad. Når man har aversion mod noget, så har man også begær efter at noget skal være anderledes. Vi deler hele vores eksistens op i de her tre kategorier; det jeg kan lide (begær), det jeg ikke kan lide (aversion) og det jeg ikke forstår (uvidenhed).

Det er de ting, man arbejder på at bryde ud af. Så alle tanker forbundet med mad om at ”det kan jeg lide” og ”det kan jeg ikke lide” prøver vi at frigøre os fra. I stedet hjælper bordbønnen til at minde én om bare at være glad for, at man har noget at spise.

Hvad ligger der i, at man ikke skal tillægge maden begær eller aversion?
Det er noget, vi generelt arbejder med, det med hverken at udvikle begær eller aversion. Det er ikke kun til maden. Når det er sagt, så må vi jo gerne nyde maden. Vi har ikke så mange spiseregler indenfor buddhismen. Det er meget kulturelt bestemt.

I sydøstasiatiske lande, hvor det er varmt, og hvor man af den grund ikke har brug for så meget tung næring, spiser folk hovedsageligt vegetarisk, mens man i Tibet, hvor det er meget koldt, har mere brug for animalsk næring. Jeg hørte en ret kendt vesterlænding, der har levet i et thai-kloster, som sagde, at det, de havde at spise, var det, der kravlede på jorden. Og det var jo selvfølgelig animalsk føde.

Der er mange, der tror, at buddhister altid er vegetarer. Det er der jo selvfølgelig også mange, der er, fordi vi har en regel om ikke at slå ihjel. Men det reglen i virkeligheden foreskriver er, at man ikke bør gå ned til slagteren og bestille en friskslagtet juleand.

Man bør ikke være direkte være årsag til, at et dyr må lade livet. Derfor ringede vores lama engang i forvejen, da han skulle på besøg i Tibet, og sagde at: ”Når jeg kommer på besøg, så må i ikke slagte noget i forvejen, for at jeg skal spise det”.

Men man ved, at Buddha var ikke vegetar. Der findes traditioner inspireret af hans liv, hvor munke og nonner går almissegang med en tiggerskål. På Buddhas tid fik de den mad, der var i gryden. De måtte ikke fravælge noget bestemt mad; man tog imod det, man fik.

Det er selvfølgelig anderledes i dag, men man opretholder stadig den regel med ikke at spise noget, der blevet slået ihjel for at man kan spise det. Derudover er der en spiseregel for munke og nonner, der gælder om, at man ikke må spise efter kl. 12, men hvis man er meget aktiv kan det være næsten umuligt at klare.

Kan mad være en anledning til et religionsmøde?
Nej, jeg synes ikke, det er det mest interessant. Det er hyggeligt, men så vil jeg hellere snakke om praksis og filosofi og tanker om det ene og det andet. Det skyldes nok, at maden ikke fylder særlig meget indenfor buddhismen. Madtraditioner er opstået gennem århundreder i forskellige kulturer og geografier, så de er jo ikke kun religiøst betingede.