Cølibat i de store verdensreligioner

Cølibat er afholdenhed fra sex. I religioner bliver det ofte brugt som et udtryk for total hengivenhed til guden eller den religiøse praksis og kan forstås som markør på forskellen mellem et normalt liv og det korrekte, religiøse liv

Afholdenhed og cølibat er til stede i flere af de store verdensreligioner, men der er mange forskellige syn derpå. I nogle religioner er et liv i cølibat et udtryk for det reneste, religiøse liv - i andre religioner er den seksuelle afholdenhed at gå imod gudens gave til menneskeheden.

Denne artikel giver et indblik i synet på cølibat i de fem store verdensreligioner: hinduisme, buddhisme, islam, jødedom og kristendom. Men selvom de forestillinger, der beskrives her, er gældende for store dele af de fem religioner, er der dog altid undtagelser i de forskellige grene af religionerne.

Hinduisme
Inden for hinduisme er cølibat en fast del af livet, men ikke hele livet. Den hinduistiske livscyklus bestod tidligere af fire perioder, hvoraf de to af dem har et fokus på cølibat.

Det første stadie er barndommen, hvor den enkelte hindu studerer de hellige tekster og lever i cølibat. Det andet stadie er ægteskabets begyndelse og den periode, hvor hinduerne forventes at få børn. Det tredje stadie er de sene år i ægteskabet, efter børnene er flyttet hjemmefra.

Det sidste livsstadie er alderdommen. På dette tidspunkt i livet forventes hinduen at tage afstand til familielivet, leve i cølibat og fokusere på frigørelse fra den evige reinkarnations cyklus.

I moderne tid er de fire livscyklusser smeltet sammen til kun to stadier: ægteskabet og den cølibatiske alderdom.

Derudover praktiseres cølibat i forbindelse med forskellige ritualer. Det er dog ikke noget krav til de hinduistiske præster, at de skal leve i cølibat. Men hvis den enkelte hinduistiske mand ønsker at leve sit liv i cølibat og helt droppe ægteskabs-stadiet af livet, bliver dette også tilladt, og han kan leve sit liv i et hinduistisk munkekloster.

Buddhisme
Buddhisme begyndte som en cølibatisk munkeorden, hvor man tog afstand fra den materielle del af verden og i stedet fokuserede på oplysning af sjælen, så den kunne frigøres af reinkarnationscyklussen og nå Nirvana. Kroppens begær forhindrede sindets oplysning, og et behov om afholdenhed og et liv i cølibat blev derfor opfattet som nødvendigt for sjælens frigørelse.

En komplet afstandtagen fra alt jordisk, for eksempel mad og drikke, blev dog også fravalgt, idet ekstrem askese kan lede til kropsligt forfald. De buddhistiske munke var altså nødt til at spise. For de tidligste buddhistiske munke var der kun én rigtig måde at skaffe sig mad på: ved at tigge.

Maden kom fra det buddhistiske lægfolk, altså fra de buddhister, der ikke var munke eller nonner. Ved at donere mad til de buddhistiske klostre, samt lade sig inspirere af munkenes levevis og praksis, kunne lægfolket dermed også gøre sig håb om selv at blive lidt mere oplyst, så sjælen har større chance for at komme tættere på Nirvana.

Islam
Inden for islam er cølibat ikke fremherskende, da ægteskab mellem mand og kvinde betragtes som en gave fra Gud. De ægteskabelige glæder er dermed guddommeligt velsignet. Det bliver omtalt i Koranen, sura 30 vers 21:

”Et af Hans tegn er, at Han skabte jer hustruer af jer selv, for at I kunne hvile hos dem. Han satte kærlighed og barmhjertighed mellem jer. Deri er tegn for folk, der vil besinde sig”.

Det er dog forventet, at man forbliver jomfru, indtil man bliver gift. Dermed skal man leve i cølibat indtil ægteskabet - og desuden genoptage cølibatet, hvis man bliver skilt, eller hvis ægtefællen dør.

Cølibat er derudover et krav i enkelte situationer, blandt andet under ramadanen, hvor den enkelte fastende muslim skal afholde sig fra både mad og sex, så længe solen er på himlen. Muslimer skal også udføre cølibat under pilgrimsfærd, samt når en kvinde har menstruation og i 40 dage efter barnefødsler.

Jødedom
I jødedom er cølibat stort set fraværende. Her bliver ægteskabet og det at få børn betragtet som en hellig forpligtelse, der er pålagt af Gud. Der er også kun en enkelt af de jødiske profeter, Jeremias, som ikke blev gift og fik børn.

Der er dog enkelte undtagelser. Selvom totalt cølibat afvises, kan periodisk cølibat udøves i forbindelse med ritualer og ofringer. Men også her er der undtagelser. For eksempel må ægtefolk gerne have seksuelt samleje i forbindelse med begyndelsen af sabbatten, altså den jødiske hviledag, da det kan betragtes som en fejring af Guds gave: ægteskabet mellem mand og kvinde.

Ligesom inden for islam er det dog forventet i jødedom, at man venter med sex, til efter man er blevet gift. Selvom jødernes hellige tekst opfordrer til sex mellem ægtefolk, bliver blandt andet utroskab dog set på med strenge øjne; ifølge De 10 Bud er det strengt forbudt. Kun i det jødiske ægteskab, mellem mand og kvinde, er sex tilladt.

Katolsk kristendom
Den katolske kristendom trækker sine rødder helt tilbage til kristendommens oprindelse, hvor de tidlige kristne mente, at dommedag ville komme i deres levetid, så et liv uden materiel besiddelse og praktiserende cølibat, samt til sidst en martyrdød, var den eneste rigtig måde at leve på.

Da dommedag ikke kom, blev de katolske kristne nødt til at lempe på reglerne; sex inden for ægteskabet blev tilladt. En tilstræben mod en cølibatisk livsførelse blev dog stadig betragtet som idealet for alle katolikker.

I årene 1962-65 blev det endelig besluttet af Vatikanet, at katolske præster og biskopper skulle leve i cølibat, for at kirkens mænd ikke havde nogle ægteskabelige forpligtelser, når Jesus vender tilbage og indfører det guddommelige himmerige på jorden.

I Danmark var der i middelalderen, hvor landet var kristent efter katolsk skik, bestemte krav til, hvorledes man måtte have sex inden for ægteskabet. Det skulle for eksempel foregå i en bestemt stilling og på bestemte dage, og hvis man begyndte at nyde det, så gjorde man det forkert. Sex blev dengang kun tilladt af kirken som et redskab til at få børn.

Protestantisk kristendom
Da Martin Luthers tanker og Reformationen blev gennemført i Danmark i 1536, blev de strenge regler og idealer om cølibat og sex ophævet. Martin Luther var selv gift med en tidligere katolsk nonne Katharina von Bora. Sex inden for ægteskabet blev ikke længere betragtet som en synd, og det var heller ikke længere kun et middel til at få børn, om end det stadig var en vigtig del af ægteskabet.

Martin Luther baserede blandt andet dette syn på et tekststykke fra Det Gamle Testamente, Første Mosebog, kapitel 1, vers 27-28:

”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!’”

I den danske folkekirke i dag er der heller ingen krav at finde om cølibat, og præster må gerne gifte sig og få børn. Det har dog længe været en tradition, at kvinder ikke måtte have sex før ægteskabet. For eksempel symboliserer den hvide brudekjole kvindens uskyld og jomfruelighed. Det er dog ikke længere en tradition i folkekirken i Danmark i dag, hvor alle brude kan bære hvidt, uanset om de har levet i cølibat indtil deres ægteskab eller ej.

Ligesom i alle de andre religioner er der dog altid undtagelser. For eksempel mener de kristne grupper Jehovas Vidner og Indre Mission fortsat, at sex før ægteskabet er en synd.